Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sørgemusik og bjergvandring

Fyringer, elitekultur, tysk og dansk mentalitet, undergang og natur-oplevelser hvirvlede rundt som påtrængende temaer under Det Kongelige Kapels Strauss-koncert
Kultur
10. januar 2012

Først et apropos i anledning af sammentræffet: Radiosymfonikernes Mahler-koncert i torsdags og Det Kongelige Kapels Richard Strauss-koncert den følgende aften. Mahler og Strauss var jævnaldrende og gode venner, men vel mest rivaler som komponister og dirigenter. I januar 1902 fik Strauss’ opera Feuersnot premiere i Wien, Mahler dirigerede, og efter forestillingen gik de begge på restaurant i følgeskab med Mahlers kommende hustru Alma. Strauss var tilsyneladende kun optaget af, hvor mange royalties operaen ville indbringe, og det generede Mahler. Hvis dette er træets frugter, hvordan kan man så elske træet, skrev han nogle dage senere til Alma, og fortsatte: »Tiden vil komme, hvor menneskene skal skille klinten fra hveden – og min tid vil komme, når hans er forbi.« Det sidste udsagn er blevet vidt og bredt citeret, dog sjældent med sin eftersætning. Mahlers tid er kommet forlængst, men er Strauss’ forbi? Det er den vel næppe, men hvis man holder de to koncerter i København op mod hinanden, var det påfaldende, hvor dybt Mahlers 9. symfoni ramte i forhold til Strauss’ Alpesymfoni.

Elegisk sørgemusik

Det er som bekendt trængselstid for personalet på Det Kongelige Teater. Det har ikke skortet på undergangsprofetier af den ene eller anden art, og i den forbindelse kunne man sagtens høre kapelkoncertens første stykke musik som et belejligt nødråb. Strauss’ Metamorfoser for 23 solostrygere blev komponeret i 1944-45 under indtryk af de sønderbombede operahuse i Wien, München, Dresden, Berlin og Weimar. Og de smukt spillende kapelmusikere stod på prosceniet i et operahus, der på sin vis er under kraftig beskydning. Sørgemarchen fra Beethovens Eroica-symfoni går spøgelsesagtigt gennem det komplicerede stemmevæv i en adagio, som må være det mest elegiske, Strauss bragte ned på papiret.

Aftenens dirigent, Hartmut Haenchen, er tysk som komponisten, og også det forhold dukkede op i associationskæderne i løbet af aftenen. For i Tyskland er der ingen større diskussioner om, hvad omkostningerne må være for at opretholde et klassisk musikliv på højt niveau. Ganske symbolsk gik forbundskansleren forleden til Berliner Philharmonikernes nytårsaften-koncert. Gjorde vor egen statsminister noget tilsvarende?

Forpinte klangmasser

Tilbage til Alpesymfonien fra 1915. Et timelangt monstrøst værk for 125 musikere, hvoraf 16 messingblæsere kun er i arbejde i 40 sekunder, oven i købet off stage. Måske er denne superbe jagtmusik tænkt som en hyldest til et sted i 2. akt af Wagners Tristan og Isolde, men sikke et ressourcespild den kære Strauss udsatte eftertidens koncertarrangører for!

En rationaliseringsekspert som McKinsey ville sikkert foreslå en syntetisk enmandsløsning i stil med det elektroniske orgel, der faktisk også stod på scenen.

Men bortset fra det, uanset hvor imponerende og dygtigt kæmpeorkestret arbejdede sig gennem Strauss’ bjergvandring, blev man sjældent henrevet eller opløftet, snarere slået til jorden af forpinte klangmasser på flere af højdepunkterne. Den dybere mening med symfonien var angiveligt ikke at skrive en turistguide til de bayriske alper. Sådan kan den selvfølgelig opfattes, men den er også noget andet og mere, nemlig en allegori over det viljestærke menneskes stræbsomme liv. Den oprindelige titel indeholdt også ordet Antikrist efter Nietzsches bog; Strauss ytrede, at han ville hylde en ny tid, hvor mennesket sættes fri i kraft af sit arbejde, og hvor den storslåede natur i stedet for den kristne kirke bliver genstand for dets tilbedelse.

Det var ikke denne filosofiske tilgang, der prægede Hartmut Haenchens tolkning. Sagt på en anden måde: Betoningen af programmets realisme skyggede for en overbevisende afbalancering af værkets rigt varierede musikalske struktur. Det gjaldt måske især, da vandreren nåede forbi gletsjeren og op på alpetoppen – stående i dyb kontemplation foran tågehavet, som man ser det i det berømte maleri af Caspar David Friedrich.

 

 

Richard Strauss: Metamorfoser. En Alpesymfoni. Det Kongelige Kapel. Dirigent: Hartmut Haenchen. Operaen den 6. januar

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her