Læsetid: 4 min.

Søster, hvor blev du af?

Lauryn Hill har været længe væk. I mandags var hun tilbage på en dansk scene. Men på en eller anden måde var det ikke hende, men i stedet et sørgeligt symbol på, hvad berømmelse og pladeindustri kan gøre ved et menneske og en kunstner
Lauryn Hill har været længe væk. I mandags var hun tilbage på en dansk scene. Men på en eller anden måde var det ikke hende, men i stedet et sørgeligt symbol på, hvad berømmelse og pladeindustri kan gøre ved et menneske og en kunstner
1. februar 2012

At forædle eller formøble sin arv, det er spørgsmålet. Også når man hedder Lauryn Hill og har et hovedværk og mange års fravær på samvittigheden.

Der har været masser af rapporter om den 36-årige amerikanske sanger, rapper og sangskrivers knap så heldige optrædener. Om aflyste koncerter og afbrudte turneer, men trækket fra hendes allerede klassiske album The Miseducation of Lauryn Hill fra 1998 var for stort for denne anmelder. Denne begavede blanding af soul, samfundskritik, hiphop, feminisme og reggae lyner stadig ved genhør. Altså på plade.

Så kunne et glimt af fordums storhed lyne fra scenen? I Falconer Salen på Frederiksberg måtte vi vente længe, ja, vi skulle lide under halvanden times dj-sæt, før vi fik svar.

Det var i sig selv moderat underholdende: Dygtigt scratchet og musikhistorisk bevidst med et væld af hiphop- og moderne r&b-klassikere, der kunne opfattes ikke kun som opvarmning, men også repetition af pensum.

Men dj’ens konstante »are you ready for Lauryn Hill?«, endte med at blive et så irriterende ’ulven kommer’, at stort set ingen til sidst gad danse og nogle greb til god gammeldags buhen.

Og da hun endelig kom på scenen til stor ståhej kunne det lige så godt have være til snarlig buhen. For i stedet for en mester, der genoplivede sit værk, fik vi en falmet stjerne, der forsøgte at camouflere sin angst, sin vokale utilstrækkelighed og måske sin sårede forfængelighed med hastighed, lydstyrke og en hær af musikere. Men lige meget hjalp det.

Berygtet for sit fravær

Det har været en sær, sørgelig deroute. Efter den både kritiske og kommercielle storm omkring The Miseducation of Lauryn Hill vendte Hill i 2001 tilbage med et liveshow på MTV, hvor hun udelukkende sang nye sange, typisk kun leveret via hendes stemme — hæs efter øvelserne dagen før — og hendes akustiske guitar. Hendes optræden resulterede året efter i livealbumet MTV Unplugged No. 2.0. Det sidste vi for alvor har hørt fra damen — med få undtagelser.

Og i dag er Lauryn Hill lige så berygtet for sit fravær, som hun er berømt for sin begyndelse i Fugees og sit meget tidlige kunstneriske klimaks.

Selv har hun sagt, at hun de seneste ti år har haft for travlt med at være mor til sine børn, hvoraf de første fem er med Bob Marleys søn Rohan. Men ifølge Rolling Stones journalist Touré, der portrætterede hende i 2003, har hun også været under stærk påvirkning af kultlederen Brother Anthony.

Hun fik sit sjette barn med en anden mand og har angiveligt siden 2008 boet med sine børn i sin hjemstavn, forstaden South Orange i New Jersey, hos sin mor i det hus, hun købte til hende. Og her befinder hun sig måske godt. I hvert fald klagede hun efter succesen med Miseducation over pladeselskabets forsøg på at kontrollere hende og over umuligheden af at være et almindeligt menneske.

Faldt fra hinanden

Kom hun fri? Hvor blev hun af? Hvem ved. Der var i hvert fald noget, hun ikke var kommet fri af i mandags i Falconer Salen.

Fra de første strofer i Fugees-hittet »Killing Me Softly« til afslutningen med hendes egen klassiker »Doo Woop (That Thing)« var der uro på scenen. En fornemmelse af, at ingen var i sync, og at hovedpersonen egentlig kun var her for at bekræfte, hvad hun var i, ikke hvad hun er.

Nogle gange faldt det rytmisk helt fra hinanden, ikke mindst fordi Hill ikke selv kunne holde det høje tempo, hun havde sat i sangene. Og hendes rap blev til staccato-mudder, lige som hun heller ikke længere kunne nå de høje toner, som så blev overladt til publikum eller korsangere.

Mudderen var i øvrigt generel og bør også tilskrives Falconers elendige akustik, som lydmanden tilsyneladende ved øresønderrivende lydtryk gjorde alt for at bringe det værste frem i — selv om Hill heller ikke gjorde det nemmere ved fra scenen at kræve sin stemme endnu højere i mixet.

En del sange var blevet ombygget heftigt, ja, så skærende smuk en elegi som »When It Hurts So Bad« var endt i uptempo — og mistede dermed enhver form for emotionel tyngde. Og det var generelt for sangene fra hovedværket. Al luft, eftertanke, intimitet, nærvær og filosofi blev presset ud af sangene, som i stedet fremstod tivoliserede og festjagende, uden mindste form for grounding. Hvorfor jabbe sig igennem så fantastiske sange? Ikke kun lejlighedsvis ombygge dem — fred være med det — men konsekvent spille dem lynhurtigt og sygeligt højt?

Angst for at miste sit publikum? For at blokke sprækkerne, der viser sig med alderen? Eller bare en generel fremmedgørelse over for eget værk og koncertsituationen?

Det resulterede i hvert fald i et dybt uklædeligt show. Og publikum frem-stod desorienteret, de fleste måbende fikseret på stedet.

Formøbling

Egentlig er det hamrende uretfærdigt. Var Lauryn Hill blevet berømt i dag, havde det været i et helt andet økonomisk klima, hvor hun kunne have dyrket sin frihed og sine kunstneriske idealer som en internet-bevidst kunstner til glæde for musikhistorien og sig selv. Det ville selvfølgelig ikke have skånet hende fra dårlig indflydelse, men i det mindste ville hun have haft mulighed for kontrol over sin karriere.

I stedet knejser hun nu stor og sørgmodig som symbolet på, hvad berømmelse og gammel pladeindustri kan afstedkomme.

Hendes debutalbum knejser også stadig over 90’erne som et centralt og vidt og bredt inspirerende værk. Men hendes aktuelle formidling af det er desværre blevet til formøbling.

 

Lauryn Hill med band — Falconer Salen, Frederiksberg, mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er det ikke bare hvad livet gør ved mennesker generelt?
Den håbefulde student der ville lave verden om sidder pludselig og skubber papir fra den ene skuffe til den anden.

Men jo, det er sørgeligt at se lyset i øjnene forsvinde på et så stort talent som LH.