Læsetid: 4 min.

Størst er kærligheden

Har man ikke kærlighed, er man intet, står der hos Paulus. Vover man ikke i højeste forstand, taber man sig selv, står der hos Kierkegaard. Glucks opera ’Alceste’ handler om begge dele, og det kommer overbevisende frem i Det Kgl. Teaters nyopsætning
20. januar 2012

Christoph Willibald Gluck er en af de store klassiske komponister, et geni der forandrede operaens dramaturgi og formverden, men han er af uransagelige grunde svært negligeret af pladeselskaber og operahuse.

Operaen Orfeus og Eurydike er kendt for to ting: De salige ånders dans og Orfeus’ klagesang, og det er vel stort set det. Derfor må man hilse Den Kgl. Operas opsætning af Glucks Alceste af hjertet velkommen. For første gang på nationalscenen.

Det er nemt at følge med i historien, for Gluck og hans librettist Roillet skar alt unødigt fedt bort, så kun essensen står tilbage. Euripides’ græske tragedie Alkestis er forlægget, der følges tæt.

Kong Admetos ligger for døden, men guden Apollon går ind på at skåne ham, hvis en anden vil give sit liv i stedet. Hvem vil gøre det?

Dronningen, Alceste, hvis kærlighed til sin mand er så stor, at hun er parat til at miste sig selv. Dette er temaet, og det er sandt for dyden ikke et tema, der kun beskæftigede de gamle grækere og en oplysningsmand som Gluck. Det ligger ganske tæt på nogle tanker af Kierkegaard: »Men har jeg ikke vovet, hvem hjælper mig så? Når jeg oven i købet ved slet ikke i højeste forstand at vove (og at vove i højeste forstand er just at blive opmærksom på sig selv) fejt vinder alle jordiske fordele — og taber mig selv!«

Alceste bliver i den grad opmærksom på sig selv, og Gluck trækker os ind i hendes indre kampe i de første to akter; vi følger den voksende styrke og snart den totale overgivelse til les Divinités du Styx, underverdenens guder, som hun påkalder i sin første store monolog. Det var i denne forestilling en uhyre fængslende udvikling at deltage i.

Bergmanske spor

Den tyske instruktør Christof Loy har med sine medarbejdere skabt et mentalt rum, som ifølge ham selv er stærkt inspireret af Ingmar Bergmans Fanny og Alexander. Den lille barnlige verden truet af den store onde verden. Ja, de fleste voksne er vel mere eller mindre barnlige sjæle i filmen, hvor kun den onde biskop repræsenterer orden og straf. Hos Loy bliver sceneperspektivet oplevet ud fra barnets målestok med de kæmpemæssige vinduer og skydedøren, stor som en ladeport, ind til soveværelset med den døende, også taget fra Bergman. Det bekymrede folk, og det vil sige koret, er forvandlet til en børneflok, hver enkelt sanger individualiseret ned til mindste detalje, med Alexanders bamse i så mange forekomster, at det virker lidt for tykt. Konceptet er besnærende: Den døende landsfader og det infantiliserede folk, som sikkert ville stemme på en folketingskandidat, der går ind for medvind på cykelstierne. Men det er dog en krævende øvelse at instruere voksne i at genopdage barndommens spontanitet i adfærd og mimik. Det blev efterhånden mere barnagtigt end barnligt, og når det nu skulle kombineres med voksensang, kunne man mærke en vis form for skizofreni, som af og til gik ud over udtryk og præcision.

De to hovedroller var besat med fine kræfter fra udlandet. Franske Mireille Dunsch gestaltede en både ædel og skrøbelig dronningeskikkelse. Alle andre drejede som drabanter omkring denne sol, som var så at sige den eneste voksne i Loys fortælling.

Og gennem Dunschs vingefang åbenbarede Glucks mesterskab sig fuldstændigt indlysende, denne blandingsform af recitativer, arioso og arier, ubrudte melodiske monologer med korindskud og overraskende stemningsskift, fulgt af et orkester, der forstærkede, anticiperede og kommenterede med en rigdom af farver. Det var under alt dette, at tankerne gik videre til Mozart, Beethoven, Schubert og ikke mindst Berlioz og Wagner — for alle disse genier tog Gluck til sig som et forbillede, der viste vejen til nye musikdramatiske erkendelser.

Charmetrold med gaver

Gregory Kunde, amerikansk tenor med mange års erfaring i fransk opera, fremstod som Delunsch’s vokale og psykologiske modsætning. Med fyldig robust stemme gik han fra sygelejet, som om han ejede hele verden. Derfor virkede hans første selviske reaktioner på Alcestes opofrelse også så troværdige. Og derfor forstod man senere, at hun havde svært ved at udtrykke en egentlig glæde, da Apollon afstod fra at tage også hendes liv.

Herakles er helten, som rejser rundt og løser problemer med sine vældige kræfter. Han lagde også vejen forbi Kongens Nytorv i skikkelse af den pragtfulde norske baryton Audun Iversen, en charmetrold med gavepakker til den triste børneflok, og han satte naturligvis underverdenens ånder på plads. Denne underverden, som Admetos alligevel vil tilslutte sig sammen med Alceste, er tillige hentet fra Fanny og Alexander, men fra hvilken location skal ikke røbes. Og biskoppen er her den lede ypperstepræst, som piner og plager børneflokken, indædt fremstillet af den hollandske baryton Roger Smeets. Men alt ender jo godt som hos Bergman, eller gør det nu også det? Føler Alceste, at hun alligevel har tabt sig selv?

 

Gluck: ’Alceste’ (i den franske version 1776). Det Kgl. Operakor. Concerto Copenhagen. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Iscenesættelse: Christof Loy. Gamle Scene 17. januar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birthe Juul Christensen

Læs artiklen og gå så i Operaen og lyt til den dejlige musik med de meget fine solister og et fantastisk barok orkester.

Heinrich R. Jørgensen

Den store kærlighed der omtales, hedder på græsk agape. Broder-kærlighed, kærlighed til medmennesket, næste-kærlighed.

Heinrich R. Jørgensen

Måske, Jan, måske.

Hvis man husker på at kærlighed er et fattigt ord (idet det ene ord helt urimeligt påstås at kunne dække mange former for kærlighed på antikke sprog), og måske at konger og dronninger ikke blot er rigtige mennesker, men også symboler og arketyper der indgår i langt de fleste eventyr og lignende lekture det har sigte på at udvikle tænkning og empati, vil jeg tro at man kan få rigtigt meget ud af Glucks Alceste.

I øvrigt burde det vække nysgerrigheden med de to udgaver (den første fra 1767), og Salieris engagement...

For intet i verden ville jeg have undværet vore mange operature til Staatsoper i Hamborg, der heldigvis ligger inden for rækkevide og vistnok lidt nærmere og hurtigere end Det kgl.

For øvrigt er der ikke skrevet noget musik for mit øre efter Mozart, bortset fra ganske få undtagelser såsom f.eks Beethovens violinkoncert m.fl. ...

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"For øvrigt er der ikke skrevet noget musik for mit øre efter Mozart"

Men du vil gerne opleve Salieris Alceste? ;-)

Det er noget pjat, at den gode musik ophørte med Mozart. Der er lavet sublim musik til alle tider. Også i nutiden. Der er måske aldrig før disse år, blevet lavet så megen fremragende musik...

Du må få kalibreret hørerøret, og fundet din musikalske nysgerrighed frem. Der er ingen grund til at gå glip af så meget ;-)