Læsetid: 4 min.

Den udødelige rodeogris

Harald Voetmann overgår sig selv i yndefuld morbiditet og sort humor med endnu en ærkepessimistisk roman om eksistensens sumpede elendighed
9. januar 2012

Harald Voetmanns nyeste prosabedrift er et stykke fuldendt pessimisme. Lige så ynkelig eksistensen er i denne bog, lige så ypperlig er syntaksen. De mørkeste dybder af eksistensens elendighed følges med tindrende højder af morbid humor.

Det er i passager så ulækkert, at man ikke kan holde det ud (afrevne øjenlåg indbagt i morgenbrød, betændte sår med neglestumper, blåsorte udklemmelige kødgevækster på et maveskind, en nakke holdt stiv af en sugende igle), men syntaksen er så pragtfuld, at det kan man så alligevel lige nøjagtig — og dét med den fryd, der kommer sig af at balancere på kanten mellem altings opløsning og formens kraft.

Bogen har to dele: PROTISTERNE og ABYSSALZONER; det betyder urvæsener og afgrundens dybdezoner, og det er det mudrede urdyb, der hos Voetmann er eksistensens element.

PROTISTERNE følger den 55-årige Kühleborn, der i socialt normalsprog måtte præsenteres som funktionær på et talgsmelteri i Kødbyen, men i Voetmanns sprog er han »en tåge fortættet til kød. Og kødet letter«. Kühleborn har en passion for kuglepenne, drømmer om at varme en prostituerets knæ og får til sin fødselsdag tilsendt en dødsfrakke: en beige cotton coat med skøder så lange, at han er dømt til før eller siden at sidde fast i busdøren.

Nådessprøjten

I ABYSSALZONER blander en jegfortæller sig, som hedder Harald Voetmann og er seriøst deprimeret forfatter med kone, lille søn og latterlig terapeut i rød skindjakke. Han viser sig at være tilmeldt det kommunale program PAD (ProAktiv Dødshjælp), som tilbyder livstrætte borgere at lade lækre sygeplejersker give dem nådessprøjten til new age-musik i Chagall- beklædte hospitalsstuer.

To væsener fanget i den ulidelige kødelige eksistens, som man kun kan udfries fra, når »kødet letter«. Som jeg-fortælleren filosoferer en dag, hvor han har gået tur på Bispebjerg Kirkegård og mærket den tidlige forårssol:

»Den lethed i kroppen, som kom af den lyse dag, havde ikke noget at gøre med livslyst. Det er kødet, der gør klar til at lette fra knoglerne, tror jeg.«

Rodeogris

Vi er i pessimismens rendyrkede univers. Det univers, hvor de visdomsord gælder, som silenen i den græske mytologi havde til mennesket: Det bedste for dig ville være aldrig at være blevet født, det næstbedste snart at dø. Det univers, hvor vi er »hinsides lystprincippet,« som Freud kaldte sit berømte essay om dødsdriften.

Dødsdriften som driften efter at vende tilbage til en primitiv organisk tilstand formuleres ypperligt af Voetmanns jegfortæller som længslen efter encellet eksistens:

»Det rette objekt for mit had må være den første encellede organisme, der fandt på at dele sig, fordi den ville æde sig selv, kneppe sig selv og dø sig — længslen efter at dø som en refleksiv handling snarere end en aktiv — at dø sig, at dø sig selv ihjel.«

Dødsdriften som en idiotisk mekanik af meningsløs gentagelse får sit ypperlige billede i den rodeogris, der bliver rekvisit for plottets kulmination (for så vidt som den sikre vej mod den absolutte trøstesløshed kan kaldes et plot). Rodeogrisen er bestilt til talgsmelteriets julefrokost og bliver med sin »fallosform« og sit »skam- løse udtryk« i øjnene et billede på begærets udødelige idioti. Således bliver romanens sidste ord, da alting ligger øde hen: »Rodeogrisen vipper i smeltehallen.«

Men alt det betyder ikke noget. Det er i hvert fald romanens genkommende omkvæd, når den har givet sig hen i detaljesansende beskrivelser, eksempelvis af det opkog af tran, fløde og bitre urter, som Kühleborn indtog på svagbarnskolonien, eller de dadler, hans mormor rakte ham på plasticgaffel:

»Men alt det betyder ikke noget.«

Skøn pessimisme

Det pessimistiske blik på verden bliver også et herligt kritisk blik på vores samtid. Der er noget ubestemmeligt anakronistisk over romanens univers; vi er på én gang i et genkendeligt Nutidskøbenhavn og i et 30’er- univers med funktionærer, talgsmeltere og biograf- teatrets ugerevy. Pessimismens tid er en al-tid (der er intet nyt under solen), som punkterer enhver nutid i al dens selvforherligende fylde. Det er ramt på kornet, når den utidige Kühleborn varmer sig ved caféservitricens anerkendelse af hans madvalg (»Mmm ja, det kan jeg godt forstå, det smager også rigtig godt«), eller når Kühleborn bliver liderlig, men ikke tørstig, af reklameskiltet med læskedrik udhældt over kvindebryster.

Det er måske lige før, vi kan begynde at tale om en dansk forfattergeneration af ypperlige pessimister. Verden som en jammerdal, hvor den eneste trøst er at finde i sprogets skønhed, kender vi fra to af Voetmanns jævnaldrende forfatterkolleger: Lars Frost og Kristian Bang Foss. Når Voetmann går meta på den indre monolog og spekulerer over, om fortælleren overhovedet interesserer sig for sin hovedperson, kan det ligne hvad Lars Frost gør i Skønvirke (med den forskel, at Voetmanns fortæller forbliver medlidende), og når jegfortælleren drømmer om renselse (»Jeg anmoder om en overførsel fra mit svinske brune liv til en plads i køle- disken«), kan det minde om den store renselsesdrøm, Kristian Bang Foss gennemspiller i Stormen i ’99 (med den forskel, at det er slagtningen, forrådnelsen og fordampningen, der er renselsens element hos Voetmann, mens det er vandet hos Bang Foss).

Mennesket kan ikke skildres mere håbløst fanget i kødets elendighed, end Voetmann gør det. Men samtidig kan det danske sprog ikke præstere elegantere sætningskonstruktioner. Det kan ikke blive sortere, det kan ikke blive mere trøstesløst, det kan ikke blive mere velskrevet.

Harald Voetmann: Kødet letter, 136 sider, 199 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu