Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Vild med Kentex

Tommy Kenter charmerer med raffinerede fortolkninger af sine egne højdepunkter gennem 50 år. Musikalsk sikker på benene, omend showet slingrer
Kultur
11. januar 2012
Tommy Kenter charmerer med raffinerede fortolkninger af sine egne højdepunkter gennem 50 år. Musikalsk sikker på benene, omend showet slingrer

Indrømmet: Jeg er vild med Tommy Kenter. Vild med ham på den dér ulogiske måde, hvor næsten enhver hovsa-hændelse vil være tilgivet på forhånd. Vild med ham for hans fuldkommen grænseløse selviscenesættelse og hans musikalske bentjat — og ikke mindst med hans bundløse smerte i øjnene. For er der nogen dansk performer, der kan spille Den ulykkelige Storsvigter, så er det Kenter.

Nuvel, øjnene er faktisk lidt svære at få øje på i Kentex-ansigtet efter dets 50 år på scenen. Kinderne er efterhånden trukket helt op til øjenbrynene, og blikket er blevet til en hvas streg, der tordner hen over ansigtet, når indrømmelsernes tid kommer. Det gør den så til gengæld i hvert eneste nummer. For Kenter kan ikke optræde med en sketch, uden hans hovedperson fremstår som løgnagtig eller drukfældig og i hvert fald kvindedesillusioneret. Sådan er en Kentex-mand bare.

Stand-up-tragedian

I jubilæumsshowet Kentex 50 på Edison på Frederiksberg er Kenter både på hjemmebane og på glatis. På hjemmebane fordi han disker op med nogle af sine egne højdepunkter, der forlængst er blevet hans stampublikums yndlingsnumre. Men på glatis, fordi han til dette show tydeligvis har villet præsentere nogle sammenkædende tekster om hans udvikling fra 11-årig barneskuespiller til i dag.

Han har selv skrevet sine tekster, men han savner en forfatter ved sin side — sammen med en instruktør, der kunne have skabt bedre flow mellem numrene og en mere harmonisk brug af Sandie de Fries’ danserindeben og Esben Justs trio, der ellers fint rammer Kenters sørgmuntre tone i de mange evergreens.

Sagen er bare den, at det ikke gør noget. At Kenter mærkeligt nok er på toppen, også selv om hans show har løse ender og heftig suffløseaktivitet på aftenen efter premieren. For Kenter kan kunsten at bevæge sin tilskuer. Uanset hvor meget hans tunge danser rundt om teksternes klichépersoner, så formår han at gøre sine personer til individer, som man kommer til at holde af. Det er i smerten, at han er uovertruffen — som Danmarksmester i ’stand-up-tragedy’.

Mut af sprut

»Jeg kan godt én, der er lidt sørgeligere,« smiler Kenter, mens han byder på endnu en smertevits.

Men det passer. For hos Kenter gør det altid ondt. Og hos Kenter rimer ’sprut’ helst på ’mut’.

Kenters portrætter stammer fra virkeligheden, akkurat som personerne hos Osvald Helmuth, der stadig virker som hans tættest beslægtede. I Kentex 50 stråler særligt portrættet af manden, der fortæller om sin datter, der flytter hjemmefra — det er tårepiskende dybfølt og samtidig helt underdrevet i sin bitre livsklogskab. Sådan som Kenter nu engang kan spille en machomand uden hang til følelsessnak. Eller som Kenter selv siger det:

»Jeg kan være Tarzan og Anders And / Men jeg vil allerhelst være din mand.«

»Tak,« siger jeg bare.

 

Kentex 50. Iscenesættelse: Tommy Kenter. Musikere: Esben Just, Jan Harbeck og Ole Skipper Mosgaard. Koreografi: Zitta de Fries. Edison til 28. januar samt turné.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her