Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dansk sangflora og tidløse dødsmesser

På to cd-nyheder tilføres Ib Nørholms vokalkunst krystallinske facetter, og Bent Sørensen går i partnerskab med renæssancemesteren Ockeghem
Kultur
29. februar 2012

Danmarks nationale pladeselskab Dacapo har ikke som sit første formål at promovere kunstnere.

Det er musikken, der er hovedsagen, den musik som ellers næppe vil få en chance gennem rent kommercielle kanaler. Men alligevel forenes de to formål ganske ofte, som de bliver på den ene af selskabets nye cd’er. Her opleves sopranen Else Torp nemlig som en næsten guddommelig sirene i den såre danske og undertiden også sælsomt udanske melodibog af Ib Nørholm.

Det kan være bandsat krævende rent vokalteknisk, og hun klarer skærene i blændende opvisning. Det kan også være ligefremt som en vise, og hun overbeviser med sin dårende klang og sit lette sind. Else Torp bliver dog tæt skygget af tre virtuoser på hver deres felt: guitaristen Per Pålsson, slagtøjsspilleren Mathias Friis-Hansen og troldmanden ved den digitale lydmaskine, Preben Iwan.

»Blomster fra den danske poesis flora« fra 1966 er blevet en klassiker, hvor klaveret her er udskiftet med guitaren i Pålssons arrangement.

Tavler til Orfeus

»Opvågnen« af Grete Heltberg kunne tjene som emblem. Nørholms spadserende melodi til det strofiske digt virker på samme tid bekendt og frisk fra fadet, den har en næsten mozartsk kvalitet, for gang på gang skifter den retning til en ny og overraskende udsigt. Else Torp gennemgår digterens refleksioner i morgenstunden med krystallinsk røst, træfsikker i tonernes dovne flugt, på et artikuleret dansk, hvor hvert et ord forstås. Det omtrent samtidige minidrama Tavole per Orfeo, tavler til Orfeus, står for en anden slags sangkunst. Teksten er Poul Borums, Nørholms mangeårige samarbejdspartner, og de tre sange tilhører Eurydike, hentet af Orfeus fra dødsriget, mens han tavst holder sig til sin guitar.

Det er sindsoprivende scener fra et antikt ægteskab, gestaltet af en talende, råbende, grædende, skrattende og også syngende Eurydike, som forsøger at vække sin kunstnermand til virkelighedens verden. Og begge kunstnere spiller deres roller ganske formidabelt.

Ib Nørholm og Bent Sørensen deler en fortid som lærer og elev, og eleven har for længst indhentet læreren og givet råd og vejledning til sin egen anselige flok af elever. Sådan har rollerne skiftet gennem århundreder, sådan var det også med den fransk-flamske mester Johannes Ockeghem fra 1400-tallet, som var lærer for en anden mester, Josquin des Prez.

Og som i en roman af Haruki Murakami knyttes der på tværs af mere end fem århundreder et lignende åndsslægtskab mellem Bent Sørensen og Johannes Ockeghem på den anden Dacapo-cd.

Ockeghem komponerede et rekviem, den katolske messe for de døde, kun i fem satser og dermed ufuldstændigt, og det er angiveligt den tidligst overleverede flerstemmige udsættelse af dødsmessen.

Subtile farvespil

Ars Nova indspillede dette værk i 2006 under Paul Hillier, og nogle år senere fandt han på at bede Bent Sørensen om at fuldende det ved at sætte musik til nogle af de manglende tekstdele. I marts sidste år blev de indspillet, redigeret ind i kronologisk orden med Ockeghem, nutiden blev dermed integreret i den fjerne fortid, og ganske forunderligt kan det virke, som om den døde mester har transformeret sit tonesprog og komponeret videre inden i og sammen med sin levende åndsfælle. De gamle gregorianske melodier er grundstoffet. Hos Ockeghem giver de kød og blod til det tematiske forløb; de høres også som selvstændige dele, Else Torper er eksempelvis som førstesopran i Ars Nova alene i det betagende Agnus Dei. Og hos Bent Sørensen ligger den gregorianske tone i svøb i satsernes rigt vibrerende klangformationer.Ars Nova mestrer disse tonesprog med respektindgydende kyndighed, linjespil og samklange projiceres med en fokuseret renfærdighed, gang på gang fryder man sig netop over klangspektrets subtile farvespil og det intense nærvær i det musikalske fællesskab. Det sker med overvældende skønhed i Bent Sørensens rumligt ekspansive Sanctus, hvor han tilmed låner stof fra Ockeghem og Monteverdi. Egentlig er der tale om to ensembler, al den stund halvdelen af Ars Novas medlemmer er blevet udskiftet siden 2005. Det kan godt høres, det gør ingenting, for også her flyder fortid og nutid sammen i en gylden symbiose.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her