Mens Nordisk Film planlægger at spille teaterkoncerter for 4.200 mennesker i Forum, føler andre teaterfolk trang til at spille monologer på miniscener. Netop nu performer Hans Henrik Clemensen sin følelsesstærke monolog En Klovns Ansigt som gæstespil på Får 302 for bare 42 tilskuere. Og på Verdens Mindste Teater i et af de små huse langs Kgs. Have spilles Sofya Androyevna – med plads til 18 udvalgte tilskuere.
Sofya er navnet på Leo Tolstojs hustru. Stykket handler om hendes liv som assistent for den store forfatter, som elskerinde for hans luner og som mor til hans 13 børn. Stykket er en teaterudgave af Jay Parinis-bogen The Last Station fra 2008 – vellykket dramatiseret af Ulla Koppel som en fængende indre monolog med replikker fra alverdens personer rundt omkring denne Sofya Androyevna Tolstaya (1844-1919).
Helt tæt på
Den polskfødte, 61-årige Bozenna Partyka spiller Sofya - lige efter Tolstojs død i 1910. Som skuespiller er hun et vidunder af udtryk, legende som et barn i sit ansigt og samtidig livserfaren som en olding i sine øjne. Og med udsøgt flair for at performe så tæt på tilskuerne, at de ville kunne stryge hende på hånden, hvis de altså turde.
Men tilskuerne sidder stille som små taburetstatuer i fascination og ærefrygt, mens denne wonderwoman folder sig ud i Ulla Koppels smertetroværdige og kropsklare iscenesættelse. Og Bozenna Partyka udtrykker en patos, der virkelig klæder den russiske grevindehistorie. Sprogligt er hun begrænset af sin accent, der nogle gange truer ordene, men hendes omvendte ordstillinger virker troværdigt charmerende som del af hendes russiske indignation. Så jo, man tror gerne på, at denne Sofya allerede som 10-årig besluttede sig for at score den 16 år ældre Tolstoj – og at det lykkedes hende som 18-årig. Men også at hun mistede ham, da hun mistede et af sine børn. Fordi han ikke forstod hendes sorg.
Ganske sart
Undervejs bliver det klart, at Tolstojs roman Anna Karenina sagtens kan læses som mandens skrækvision: for hvad nu, hvis hans hustru forlod ham til fordel for en anden – og i desperation også kastede sig ind mellem toghjulene?
Lyden af den russiske vintersorg er forvandlet til sarthedsmusik af Anders Koppel, følsomt spillet af cellisten Dina Gelfer-Jørgensen. Selv vrider denne Sofya sig i Maria Sanders smukke, skødesløse elfenbensflæser. Og om sig slynger hun et broderet tøjklæde med rå selvironi og aristokratisk selvforståelse: Måske den egentlige Anna Karenina.
Sofya Andreyevna. Tekst: Ulla Koppel, baseret på bogen The Last Station (2008) af Jay Parini. Instruktion: Ulla Koppel. Musik: Anders Koppel. Kostume: Maria Sander. Verdens Mindste Teater, Kronprinssegade 3. Tirsdag-fredag kl. 19, lø-sø kl. 16. Til 29. februar. www.albrechtsen.dk
