Ekvilibrist i cowboybukser

»Nå, du skal til Stingkoncert?« siger babysitteren og ruller med øjnene. Hun er blevet slæbt gennem Stings samlede værker i gymnasiet og var oppe i »Roxanne« til eksamen.

Deres udsendte forklarer hende, at man ikke kan undlade at tage stilling til Sting, når man arbejder på Information. Vi har nogle ting tilfælles: Blandt andet det seriøse, vedholdende og oprigtige, som også nogle gange er en anelse irriterende, på samme måde som det er tilfældet med gøglere eller Bono.

Musikredaktionen er i øvrigt ikke enig, viser en søgning i avisarkivet. Vi skriver aldrig om Sting. Alligevel er jeg overbevist om, at mine kolleger tit sidder og hører Nothing Like the Sun og Synchronicity i høretelefonerne på Spotify med »Offentliggør på Facebook«-funktionen slået fra.

Væk med fjol

Falconer Salen har det i hvert fald ikke været noget problem at fylde på denne iskolde aften, heller ikke med billetter, der koster det samme som hele efterårets bokssæt med greatest hits fra Stings 25-årige karriere.

Det er ikke gøgleren, der er på besøg i København denne gang. Væk er lutten, regnskovsindianerne og de frynsede halstørklæder. Den nye megaturné hedder Back to Bass, og Sting har strippet sine arrangementer for blæsere og fjol og i stedet tilsat en første- og en anden-violin (Peter Tickell og sangerinden Jo Lawry) til at supplere grundbesætningen. Tilbage står en bomstærk, senet, yoga-energisk 60-årig med de karakteristisk tæt samlede ben, et stort grin og et gråtonet band i jeans og joggingbukser (trommeslager Vinnie Colaiuta). Det er mindre pyntet end en gymnasieølaften med nettoposer i 1990’erne, og når de engang imellem danser en smule deroppe på scenen, virker det nærmest lidt kejtet. Man kommer i tanker om, hvor svært det egentlig var at danse til Sting — men heldigvis sidder vi ned helt indtil ekstranumrene i den tætpakkede, varmere og varmere og varmere sal.

Det er musikken, der er hovedpersonen. Både band og det medsyngende publikum går lige på fra første nummer, »All This Time«. Det er en bokssæt-turné, hvor man ikke kan være for fin til selv sine mest slidte hits, og husarerne har på sætlisten fra Göteborg kunnet se, at de kan glæde sig til selv »Message In A Bottle«.

Vi føres loyalt igennem en lang karrieres centrale output af et band, der seriøst har øvet sig (samme besætning har rejst USA tyndt i efteråret). Lyden er sprød fra begyndelsen med lidt buldren fra Stings bas, men samler sig undervejs til det stort set perfekte. Police-numrene og 90’er-repertoiret er centralt og Mercury Falling-numrene nænsomt versioneret fra de store arrangementer med blæsere og steel guitars fra albummet. Det er jo Back To Bass. Ingen numre bliver genopfundet på nogen chokerende måde; højst bliver de en anelse mere bluesy, som den lidt tungere, mere swingende udgave af »I Hung My Head«, der måske er gjort lidt mørkere som en hilsen til afdøde Johnny Cashs smukke cover fra 2002. I midten ved sin mikrofon taler den glade mand mest om sit liv som sangskriver, om at gå tur rundt om slottet med en nyskrevet melodi i iPod’en for at vente på at teksten lander, om at fusionere plots fra sine yndlings-western og om den rolle som næsten håndværksagtig historiefortæller, han åbenlyst identificerer sig meget med.

Manden bag trommerne

Bandets centrum sidder bag manden med navnet på plakaten. Tilbagelænet, næsten mild, afslappet og fuldstændig ekvilibristisk fører trommeslager Vinnie Colaiuta bandet igennem kataloget, fra reggae over 4/4 til fusion.

Noget af det, der deler vandene med Sting, er, at det hele er så dygtigt. Næsten umuligt at græde over, men uendeligt velegnet til kompositionsanalyser i musiktimerne. Vinnie Colaiuta, som gennem årtier er blevet legendarisk som trommeslager gennem samarbejder med blandt andre Frank Zappa og fusions-jazzere som Herbie Hancock og Chick Corea, viser overlegent, hvad pointen med alle de indviklede polyrytmer, 9/8-dels- og 7/4-dels-taktarter er. Nemlig at skabe den helt særlige stingske fusion, hvor let tilgængelige popmelodilinjer i diskanten (sunget af en stemme, der lyder fuldt ud lige så stærk som for 25 år siden), lokker lytteren ombord i harmonier og rytmer, der stritter imod og gør numrene komplekse og slidstærke.

Under Colaiuta er Dominic Millers OK, men ikke spektakulære leadguitar og Stings egen bas mere en grundpuls end egentlige hovedaktører. Og den unge Peter Tickell filer løs på sin fiol, så man i de mere spadeorienterede numre og den ellers smukke »Love Is Stronger Than Justice« har svært ved at fralægge sig associationen til en gymnasieelev, der skal gøre indtryk på sin lærer. Der er ikke noget galt med det i teorien, men det er bare lidt irriterende. Ligesom når Jo Lawry i »Hounds of Winter« lægger sig en oktav over melodien i en nærmest skrigende andenstemme-solo. Det er dygtigt, men er det godt? Indimellem i løbet af de to timer bliver tiden lidt lang.

Nok

Men så, omkring »The End of the Game«, der er sang nr. 17 på sætlisten, vågner man op til, hvor godt de har spillet sig sammen nu; med en lyd, der har fortættet sig, og det proffe band, der slapper af med den effekt, at de bare bliver endnu mere tight. Det er dét, man skal kunne værdsætte, hvis man skal værdsætte Sting.

For da ekstranumrene leverer de Police-slagere, som salen tydeligvis har ventet på, og mændene lægger deres arme om konerne og klemmer dem om ballen på den der klassiske rockmåde til »Every Breath You Take« (fremført som allersidste nummer, solo med akustisk guitar), der må Deres udsendte erkende, at der er visse numre, man bare har hørt så mange gange, at man simpelthen ikke orker at høre dem igen. Og Sting? Han løber sgu lidt i versestykkerne. Selv et musiklærer-idol kan have en menneskelig side.

Sting mandag aften i Falconer Salen