Læsetid: 5 min.

Om at forfølge sit begær

Længsel: Katrine Marie Guldager giver den fortsat som alvidende fortællermatrone, men der er kluk og indlevelse i hendes romanstemme
Menneskesind. ’Lille Hjerte’ foregår i 1950’erne. Og Guldager skriver med indlevelse om Lillys længsel, københavnerlykke og tvivl, om ægtemandens sorg og om børnenes ambivalente følelser.

Menneskesind. ’Lille Hjerte’ foregår i 1950’erne. Og Guldager skriver med indlevelse om Lillys længsel, københavnerlykke og tvivl, om ægtemandens sorg og om børnenes ambivalente følelser.

The Bridgeman Art Library

10. februar 2012

Da Katrine Marie Guldagers roman Ulven udkom for to år siden, var jeg ikke særlig begejstret for det, der forekom mig at være en sundhedsplejerske-agtig, bedrevidende fortæller, der belærte os om, at mødre ikke må løbe fra gårde. Nu har Guldager skrevet fortsættelsen af historien om Lilly, der hellere vil være kunstnerinde i København end husmor i Køge. Og enten har piben fået en anden lyd, eller også har jeg fået nye ører at lytte med, for nu er der lige så megen indlevelse i Lillys længsel og københavnerlykke og tvivl, som der er i den forladte ægtemands sorg og børnenes ambivalente følelser.

Fra at være en historie om det etiske ved at afstå fra sit begær, er det blevet en historie om, at det kan være etisk at forfølge sit begær. Personerne er kalejdoskopisk sammensatte, og dét, man tror skal blive en fatal grundtone i deres liv, er lige pludselig erstattet af en anden, hvilket afstedkommer et ret befriende livs- og menneskesyn.

Tonen i Guldagers romanfortællerstemme er og bliver noget helt særligt i den danske samtidslitteratur, noget forunderligt altmodisch, som man nok enten kan lide eller ikke lide. Det er denne lidt matroneagtige stemme, der fra en høj overbliksposition fortæller om menneskenes genvordigheder med en blanding af dom og indlevelse. Når den svinger for meget i retning af dommen og de enkle sammenfatninger (og det syntes jeg, den gjorde i Ulven), bliver jeg skeptisk som over for en nævenyttig tv-sundhedsplejerske. Men når dertil kommer indlevelsen og overbærenheden, hører jeg hele tiden en lille klukkende ironi i den, som jeg holder meget af; ikke ironien hos den overlegne eller den resignerede, men hos den der ved, at der ikke findes entydige eller enkle sandheder om et menneskeliv. Til denne klukken bidrager også de pludselige udbrud af regelret humor: »Hans hår var vandkæmmet på en måde, der fik én til at tænke på afskårne lemmer og pludselig homoseksualitet.«

Det gammeldags ved fortællerstemmen understøttes af, at Guldager har valgt at forskyde sit romanunivers nogle årtier tilbage i tiden; vi er i 50’erne, hvor folk hedder Ib og Lilly og Henry og Ella. Men vi har ikke at gøre med en historisk roman; 50’er-kulissen giver romanen en særlig 50’er-tone, men ikke (eller kun i ubetydelig grad) dens personer en særlig 50’er-mentalitet, og tak for det.

I en enkelt henseende synes jeg dog, der går lige lovlig meget Ib Schönberg og Far til Fire i 50’er-diktionen, og det er, når Lillys yngste søn skal hedde »Lille-Ib« og jævnligt affyre replikker med barnlige talefejl: »Dommer du hjem nu, mor?«, »Er der noget, du er ded af, mor?«

Alviden og allegori

Ud over 50’er-kulissen er der i hvert fald tre stiltræk, som er afgørende for den særlige tone (og som vi genkender fra Ulven): Allegori, foregribelse og alvidende fortællerkommentarer. »På den tid, på det sted, var dét som nogen kalder Europas nådegave, nemlig tvivlen, ikke fremherskende« kan fortælleren eksempelvis kommentere, når konerne i Køge ikke kan tilgive den bortløbne husmor hendes eskapade. Og forgribelserne markerer ligeledes tydeligt fortællerens tidslige overblik: »Både mor og datter bar i øvrigt det lille guldhjerte, som Leonora senere skulle rive af og gemme i en lille sølvæske med perlemorslåg og krog.«

Allegorien florerer lystigt: Vi møder stadig glimtvis »ulven«, som lagde titel til den foregående roman og legemliggør Lillys angst, vi møder »døden«, der med tungt væsen og mørke gevandter flytter ind i Peters (den forladte ægtemands) hjerte, og vi møder gud hjælpe mig også en lille, forpjusket magisk-realistisk engel, der er havnet i en hønsegård, men findes og plejes af en moderlig skolefrøken, så den i bogens slutning kan give sin afgørende og overraskende velsignelse.

Lillys og Peters søn Henry, født dagen efter Danmarks besættelse, er i starten en slags omvandrende allegori på krigen, og med ham giver romanen et ret syret og fintfølende portræt af et drengesind, som er invaderet af soldater og føler sig evigt ekskluderet af den symbiotiske boble mellem søster og mor.

Sammensat sind

Dårligst er romanen, når dens personer og situationer fremstår som illustrationer af psykologiske modeller. Når der eksempelvis skal indklemmes en episode, hvor en skolepige forbavset indser, at hun føler skyld over at være blevet slået (illustration af »offerets skyldfølelse«). Eller når »Frøken Lys« og »Frøken Mørke« skal smelte sammen til én ved at genopleve deres barndoms smerte (illustration af psykoterapeutisk heling). Eller når det skal bogstaveres, at Lilly mærker »en ny følelse trænge igennem fra underbevidstheden«, »medfølelse med sig selv« (illustration af at kunne rumme og elske sig selv).

Men sagen er den, at disse sandheder om menneskesindet, der kan virke irriterende didaktiske, når de staves for os, i det meste af romanen males frem med en anderledes fintfølende litterær pensel. Anderledes sagt: Når jeg belæres om, at det gælder for menneskesindet om at kunne rumme sin egen sammensatte og modsigelsesfulde karakter, gaber jeg lidt, men når romanen faktisk selv bliver det sted, der kan rumme det sammensatte menneskesind, bliver jeg bevæget. Brydningerne i den bortløbne hustrus, den forladte ægtemands og de tilbageblevne børns sind skildres med lige stor indlevelse.

Lilly kan stå med sin datter og føle moderkærlighedens rislen som »selve meningen med universets fortsatte beståen«, uden at det markeres som en modsætning til hendes datterløse københavner-eksistens. Leonora kan på én gang ønske og hade sin mors nærvær mere end noget andet. En ny mor kan være en forbandelse for det ene barn, en velsignelse for det andet. Vi har alle har brug for moderlig omsorg i rette doser, men den kan komme fra mange og ofte uventede kanter.

Som kunstnerinde sidder Lilly og tegner små mønstre. Et sted forekommer disse mønstre hende at være »små glimt af sandhed«. Et andet sted forekommer de hende at være »små blyblomster, vokset frem på papiret netop dér, hvor kærlighedsevnen var blevet brændt«. Her tager fortælleren ikke stilling, men enden på det hele bliver, at Lilly må forfølge sine små mønstre, hvad enten de er sandhedsglimt eller sår. Og det er en smuk morale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu