De snød landmænd og fiskere. De gav naturfredningen en lang næse. De tørlagde i hundredvis af søer og omdannede bække til snorlige kanaler, og de fik statskassen til at betale for det hele. Det er grundtemaet i Kjeld Hansens imponerende værk om de store forandringer, som landvindingens mænd har påført det danske landskab. Intet engdrag, ingen sø og ingen fjord har undgået deres begærlige blikke.
Resultatet er, at det land vi færdes i, er et ingeniørlandskab, præget af lige linjer og entreprenørmaskiners vældige kræfter. Kjeld Hansen har besøgt alle tørlagte søer med vandareal på over 10 ha og været ved alle inddæmningerne fra de seneste 400 år. Han har vandret på dæmningerne, gået på digerne, set pumpeanlæggene. Han har været i mader, vejler og vige ved fjorde, vige, bredninger, render, kog og dyb. Han har snakket med de folk, der bor der og som kan huske, hvad der er sket i deres levetid. Han har været i lokale arkiver og i Rigsarkivet. Han har læst mødereferater og ministerielle notater. Han har set, hvordan de store har snydt de små, og mens den intellektuelle elite har diskuteret dansk identitet og danske værdier, er landet derude blevet inddæmmet, drænet og tørlagt til ukendelighed. Ofte ved hjælp af et fordækt samspil mellem private interesser og et medløbende embedsværk.
Det er et overvældende arbejde, vi præsenteres for her, og samtidig er det et bevægende stykke dansk nutidshistorie. Stederne kender vi fra ture i landet: Vejlerne. Øland. Gjøl. Nissum Bredning. Torsminde. Nogle af stederne får mere omtale end andre. Filsø er en af dem, og i Kjeld Hansens udgave er den en ægte gyser.
Filsø, bid for bid
I 1941 købte et par driftige godsejere Filsø, der på det tidspunkt var en af Danmarks største søer med en enestående natur. Her var græs, fisk og fugle i overvældende mængder, men det var ikke naturen der interesserede de nye ejere. De ville tørlægge søen, der kunne dyrkes korn på den tidligere søbund.
Da deres planer blev kendt, blev de mødt med stor modstand. Lodsejerne rundt om søen var bange for at deres jorder vil blive forringede. Fiskere frygtede at der ikke ville være fisk at fange og Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Jagtforening, Dansk Ornitologisk Forening og den lokale turistforening protesterede det bedste, de kunne, hvilket ikke var nok.
Ved hjælp af gode venner i Hedeselskabet og i ministerierne lykkedes det for ejerne at reducere søen. Først blev den sydlige del tørlagt, derefter den midterste og senere den nordlige del, så der til sidst kun var en forvokset vandpyt tilbage i den nordøstlige del. Afmægtige måtte naturvennerne opleve, at Filsø blev omdannet til endeløse marker med ensartede afgrøder og med adgang forbudt for uvedkommende. Ejerne høstede de store gevinster.
De hører i dag til blandt Danmarks rigeste, men de har da også fået en god betaling for deres indsats i Vestjylland. Kjeld Hansen får det til, at Statskassen har foræret ejerne af Filsø mindst 56 mio. i 2009-priser. Dertil kommer landbrugsstøtten fra EU der beløber sig til ca. 2 mio. om året. Nu er Filsø solgt til Aage V. Jensens fond, der vil standse vandpumperne og lade vandet løbe ind over de monokulturelle marker.
Et manipulerende ord
Der er mange af den slags beretninger i Kjeld Hansens vildt imponerende bog, men dog er der mere at sige, for disse driftige mænd, der tørlagde søer og rettede åer ud, var jo fremskridtets folk.
Det er folk som dem, der har skabt det moderne samfund. Vi står på skuldrene af dem. Derfor er det ikke alle beretninger, der er lige så enkle som den om Filsø. Søer som Tange Sø og Karlsgårde er således skabt for at producere strøm uden brug af fossilt brændstof. De har oplyst tusinder af hjem, og lys over landet er altid godt.
Når det gælder vand er der endvidere tale om en ressource som den lokale befolkning har forvaltet gennem århundreder. Derved er der opstået en lokal kultur som hverken landvinding eller naturfredning har haft blik for, så den side af sagen har det med at fortone sig i naturkampens hede. Kjeld Hansen bruger således ordet »naturgenopretning« flere gange, og altid som noget godt, men ordet er opfundet af Dansk Naturfredningsforening i 1985, og det er et ord, der gør vold mod historien. Det bliver ofte brugt om Skjern ådal og det udsiger, at der engang var en natur, som de lokale landmænd desværre ødelagde, men nu kommer naturens sande venner og genopretter den.
Det passer bare ikke. I al historisk tid har ådalen været genstand for de omkringboendes afvandingsforsøg, oprensning og gravning af kanaler, og dens afvanding kan ses som fortsættelse af en århundredegammel tradition for landvinding, der har bragt fremgang og bedre levekår med sig. Folk på egnen var da også stolte af de lige kanaler. De tog på søndagsudflugt for at se på pumpestationer, vandkryds og dræningsanlæg, og når mange af dem i dag vender sig mod naturfredningens praksis og retorik skyldes det uden tvivl, at de føler sig nedgjort og forhånet af naturens glade venner, der bruger ord, der udvisker de lokales egen historie.
Disse ord skal dog ikke overskygge, at Kjeld Hansens bog er en enestående guldgrube af viden, og så er den aktuelle udgivelse jo kun første bind. Andet bind beskriver øernes landvindingshistorie. Vi har meget at se frem til.
@Egon skrev
"Det passer bare ikke. I al historisk tid har ådalen været genstand for de omkringboendes afvandingsforsøg, oprensning og gravning af kanaler, og dens afvanding kan ses som fortsættelse af en århundredegammel tradition"
Skjern å dalen er et genopretnings projekt af dimensioner, især hvis man ser på genopretningen af hovedløbet. Så jeg kan ikke helt forstå Egon's konklusion her.
At lokal befolkningen altid har drænet det opgivende land, har egentlig bare gjort ondt værre.
Håber jeg tager fejl, med det virker som om Egon ikke er klar over hvor destruktiv en å udretning er for naturen. Man kan sammenligne den med konsekvensen i at fælde samtlige træer i en skov, og stadig ville kalde det en skov.
Hvad Egon Clausen mener er vel blot, at langt de fleste lokale var med på afvandingsprocessen, også da de store entrepenører gav mange biotoper og arter det sidste nådesstød.
Først nu erkender man, hvad der gik tabt, og det er fortsat en følsom proces at implementere og forklare mange af de lokale om den "naturgenopretning", som repræsenterer et brud på århundreders nyttemoral. Man skal ikke være for bedrevidende og arrogant, når man som repræsentant for en ny naturforståelse konfronteres med naturgenopretningens lavpraktiske problemstilinger. De lokale har en viden om mangt og meget, som man helst ikke skal lægge sig ud med, mens man på den anden side heller ikke skal lade kommercielle kræfter udnytte denne inerti, så processen køres af sporet og naturødelæggelsen fortsætter.
Med til historien hører vel, at de kulturtekniske indgreb var løftende for landets økonomi og med til - sammen med industrialiseringen - at lægge grunden til velfædsstaten, den voksende (by)befolkning, og den stigende levestandard. Natursynet var i hovedsagen ikke så hensynsfuldt overfor naturen dengang, nogle fandt endog naturfredning for det rene pjat (PH f.eks.).
Men man gik for vidt, ingen tvivl om det. Nogle af projekteren var end ikke rentable.
I Danmark ville vi af med vandet. I andre dele af verden vil man holde på vandet. Man laver terrasser, leder flodvandet ud i området ved opdæmning og kanaler osv. Det er ligeså unaturligt, og ødelægger naturen nedstrøms. Andre steder vil man af med skoven for at dyrke jorden, det forringer CO2-optaget osv. Sådan er det så meget.
Vores nuværende, officielle natursyn tilstræber tilbagevenden til tidligere tiders naturlige vandløb og sødannelser. Det er helt fint, for det giver en meget bedre natur. Men det er udtryk for en overskudstilstand i samfundet, så lad os endelig få lavet så meget som muligt, mens tid er.
Engvandingsanlæg, der jo også er udtryk for indgreb i og manipulation med naturlige processer er så sjældne at de udpeges som bevaringsværdige kulturmiljøer. Og sandt er det da, at de sammen med alle mulige andre typer af anlæg fortæller en spændende og lærerig historie og menneskets kamp og samspil med naturgrundlaget.
Egon Clausen skriver, at ordet naturgenopretning misvisende (som jeg forstår anmeldelsen) ofte bruges om Skjern Åen, hvor der ifølge bogen engang var en natur, som blev ødelagt af landbruget og nu er blevet genoprettet af naturens sande venner. "Det passer bare ikke...", skrives der videre.
Men hvorfor skulle dette dog ikke passe? Der er da i den grad mange, som i dag ville ønske, dette landvindingsprojekt aldrig nogensinde havde været ført ud i livet i 1960'erne. Åen blev ødelagt. Fjorden længere ude blev forurenet af næringsstoffer og okker. Fugle forsvandt. Laksen var tæt på udryddelse og måtte reddes med kunstigt opdræt. Med i regnestykket skal også tages, at fiskeri i ikke bare Ringkøbing Fjord men også Nissum og Stadil fjordene har lidt en slem skæbne med tiden.
Jeg forstår godt behovet for lokal fremdrift i det historiske perspektiv, men at begrebet naturgenopretning skulle gøre vold mod historien, er ikke korrekt. Begrebet giver derimod kun al mulig god mening den dag i dag....
Modsætningen mellem natur og kultur er ufrugtbar, og at så tvivl om betydningen af begrebet ‘naturgenopretning’ flytter fokus fra det der virkeligt er på spil. For eksempel, at der praktisk talt ikke længere er nogen muld tilbage i den danske landbrugsjord. Årtiers hovedløse satsning på pløjning, hvededyrkning og kunstgødning har ødelagt Danmarks vel sagtens største og mest righoldige økosystem, mulden. Habitatødelæggelsen og udpinelsen af vores biologiske livsgrundlag her i Danmark har været massiv og den fortsætter.
Hvis vi i vores nationalregnskab opgjorde Danmarks beholdninger af økologiske tjenester, som den frie natur yder, så ville vi begynde at ane omfanget af den idioti, der har præget vores adfærd. Og her kunne Kjeld Hansens store viden og research inddrages i et forsøg på at kortlægge disse værdier bagud.
Jeg tænker selv, at en af grundene til at vi kæmper så meget med allergier er formentlig, at vores luftkvalitet er lige så udpint som vores jordkvalitet. Død jord, død luft, døde vandløb.
miljøsagen og "hegelianere"
hvad indad tabes skal udad vindes, og nogle danskere forsøger vel snart et angreb på tyskerene, eller omvendt;
-------------------------------
esbjerg, dræninger, hedeopdyrkninger, i danmark
efter dybbøl;
indæmninger af vader, gjordes jo også i holland og tyskland,
miljøsagerne i disse områder har næsten det meste af historierne fra mod- og med"spillene",
modsætningernes kamp og enhed:
omkring goethe, hegel, kvindernes ligestilling,
ørsted, andersen, grundtvig, faust, forfølgelser af s.k. hekse,
frie hverv såsom fiskere, stat,
industrialisering,
junkeragtige miljøfredninger
( som p.h. vist næppe ku' li' ) og nu de fodformede miljøfredninger.
det er næsten lige så meget kulturhistorie som naturhistorie.
for forsøgvis at bringe nogle ellers forsømte sider ind i de tilsyneladende stadig så aktuelle problemstillinger,
som bla.a. tv-serier såsom matador
(gen?)aktualiserede;
------
at nogle særpræg, om de problemstillinger fra de i artiklen nævnte egne, var bla.a.:
1) i esbjerg var udearbejdende kvinder ikke usædvanligt,
og det længe før det blev nogenlunde lige sådan i det øvrige land,
og vuggestuer, børnehaver og skoler indrette efter det;
ligesom i tyskland,
men tyskerne gjorde det
vel især fordi så mange af mændene i ww1 og ww2 jo var ved fronten.
2) at industrialisringen i disse egne jo forandrede nogle af de "sidste" områder i danmark med forholdsvis frie erhverv og vild natur
3) at blandt mange af de
fra 1968'erene venstreorienterede unge i disse egne, var også miljøsagen,
allerede da, tæt på at være: den politiske hovedsag.
Ja, det er lige dele kulturhistorie og naturhistorie.
Bogens ærinde er tilsyneladende at pege på, at entreprenante kulturbyggere i vores landskab fik alt for frie tøjler, godt hjulpet af administrationen centralt og lokalt. De tog mere fra naturen, end godt var.
PH´s synspunkt var, at naturen skulle bruges af os mennesker til gavn for vores udvikling og fremskridt. Man behøvede ikke at bekymre sig om den, den skulle nok klare sig (mærkelig naiv var han på det punkt). Ordet "miljø" blev først moderne i 1970-erne. Før den tid talte man bare om natur.
Kampen for miljøet og naturen fik sig et ordentligt tilbageslag under VKO. Ubegribeligt. De var ligesom PH, selvom de nødigt ville være i selskab med ham rent åndeligt. Landbruget skulle have fred og frihed, ikke naturen, den skulle nok klare sig, håbede de ("ikke en fugl, ikke en frø ....").
Nu må vi håbe på bedre tider, men som sagt, det er med at få lavet noget, mens tid er, naturgenopretning er ikke gratis, og riget fattes som bekendt penge.
@mkn
det p.h. var imod var nu nok mest at meget af miljøsagen dengang meget var påskud til at junkernes godser skulle fredes for almenhedens indblandinger
@kg
Det er muligt. Jeg kender ikke nok til det. Jeg har bare stødt på PH´s i mine øjne overraskende ufølsomhed overfor naturen i bl.a. en essaysamling af Thorkild Bjørnvig "Også for naturens skyld (økologiske essays)", hvor bl. a. nogle kronikker af de to herrer bragt i Politiken diskuteres. I en af dem sidestiller PH naturfredningsbestræbelsen med "en samaritergerning overfor en syg moster", han anså det for en ligegyldighed,da naturen sagtens kunne klare sig. mens Bjørnvig var klar over, at vi må passe på naturen for den egen skyld, og i sidste ende også for vores egen overlevelses skyld.
også "drømme" om: ( moderne udgaver af ) fælleden, også de bør jo forsøges igen og igen , de lykkes jo nok, især hvis der læres af evt. fejl eller mangler undervejs,
også nogle byproletarer har jo også ofte erfaret at:
det er så som så , hvor meget eller hvor længe de kunne løse deres evt. vanskeligheder, ved at forsøge at melde sig helt ud af samfundet
fælleder, the commons, fristaden christiania
det meste af dem blev jo, ofte åbenlyst, beslaglagt, eksproprieret, af storcapitalister;
så hvis eller når de evt. genkommer , må nok igen erfares:
at i en verden uden verdenscommunisme, får de næppe længe lov til at være meget i fred
særligt lang tid.
Aralsøen mellem Kasakhstan og Usbekistan var engang verdens fjerdestørste sø. På grund af kulturteknisk vandbygning, hvor man tager vandet væk til markvanding, er denne sø ved at forsvinde helt. Det er naturødelæggelse i den helt store stil.
Men fælleden kan vi drømme om i mens naturen dør. Nej, vi skal selvfølgelig handle her og nu, og ikke afvente hverken Esbjergs udearbejdende kvinders overtagelse af fælleden, eller verdenskommunismens eventuelle indfindelse.
@mkn
ærlig talt, det er vel så klart at det næppe behøves at tilføjes: at ligesom arbejdersagen nu nødv. må være tværnational, international,
så gælder det jo også for den evt. miljøsag.
{ parafrase fra k.marx, kritik af gothaprogrammet
( senere vil en kritik af: forsøg på overlæreragtige belæringer, evt. blive tilføjet ) }:
Bortset fra det, der hidtil er blevet udviklet, var det overhovedet fejlagtigt at gøre så meget væsen af den såkaldte miljøsag og lægge hovedvægten på den.
Den til enhver tid eksisterende miljøsag
er kun en følge af fordelingen af selve produktionsbetingelserne. Men den miljøsag er karakteristisk for selve produktionsmåden.
Den kapitalistiske produktionsmåde f.eks. hviler på, at de materielle produktionsbetingelser er tildelt ikke-arbejdere i form af kapitalejendom og grundejendom, mens massen kun er ejer af den personlige produktionsbetingelse: arbejdskraften. Når produktionens elementer er fordelt på en sådan måde, så følger den nuværende miljøsag af sig selv.
Når de materielle produktionsbetingelser er arbejdernes kollektive ejendom, så følger deraf også en miljøforvaltning, der er forskellig fra den i kapitalismen.
@mkn,
andet end kun håb virker jo, ofte, og tider
forløbe og planter, dyr, mennesker og lys genbortsvinde og genkomme
@kg
Mit indlæg om Aralsøen var selvfølgekig en slet skjult henvisning til, at det ikke nødvendigvis går som du skriver, at : ...." Når de materielle produktionsbetingelser er arbejdernes kollektive ejendom, så følger deraf også en miljøforvaltning, der er forskellig fra den i kapitalismen."
Planter og dyr genbortsvinder og genkommer, jo, jo, men man skal ikke gamble for meget med det, vi skal passe på vores jord og natur, og ikke bare forlade os på, at den klarer det nok, uanset hvad vi gør ved den
redigeringen af citatet til parafrasen, blev lidt sjusket;
parafrasen forsøger at (med)aktualisere, oprioritere noget i den nuv.
debat om miljø,
og er vel nogenlunde forstålig;
og vel i forvejen ofte påtænkt af de fleste arbejdere.