Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ikke helt prisværdig priskoncert

Jack DeJohnettes trio blev taberen, da Copenhagen Jazz Festival uddelte hæder i DR Byen
Kultur
7. februar 2012

På den store Northsea Jazz Festival I Holland har man i flere årtier til en eller flere af de medvirkende musikere uddelt en pengeløs hæderspris, som vist kun kendes af meget få uden for Holland. Skal Danmark, der jo ellers i 15 år var kendt i hele den internationale jazzverden for at uddele Jazzens Nobelpris, den 150.000 kr. store Jazzparpris, også ha’ sådan en pris?

Ja, mener Copenhagen Jazz Festival, der søndag aften i DR Koncerthuset uddelte de to første af slagsen til Palle Mikkelborg og den amerikanske trommeslager Jack DeJohnette.

Værsgo’ — et håndtryk og et par pæne ord af festivalens kunstneriske leder, Kenneth Hansen, og et lille diplom i en pæn ramme, og vupti har vi en PRISkoncert og en event i stedet for en almindelig koncert.

Men havde vi også en musikalsk prisværdig oplevelse? Nej, ikke kun. Koncerten blev alt for lang, og Mikkelborgs overvejende elektrisk forstærkede, halvstore gruppe og DeJohnettes akustiske trio viste sig, i forhold til den store sal og de givne akustiske forhold, at være et umage par — med DeJohnette som taberen.

Manglede intimitet

De tre musikeres placering langt fra hinanden på den store scene understregede den mangel på intimitet, der også sporedes i spillet, og den spanske pianist Chano Dominguez var forstærket så svagt, at vi absolut ikke måtte være i tvivl om, at det var DeJohnette, der var hovedperson.

Det var nu næppe kun den mangelfulde balance, der fik Dominguez til at tage sig mere blodfattig ud end ellers. Paradoksalt viste han sig mere overrumplende i de bebop-baserede stykker end i de latinsk farvede, selv om han ellers nok kan spille med flamencoens snertende stolthed som ballast.

DeJohnette selv syntes at have valgt mere egalt stemte skind og mindre kontrasterende bækkener, end når han spiller med Keith Jarretts berømte standardtrio, og den ulykkelige forstærkning taget i betragtning var dét med til at forhindre en egentlig katastrofe. Men det kunne ikke fjerne indtrykket af en noget mislykket koncert, især ikke da han valgte stikker og dobbelttempo i en af sine egne ballader, som han ikke tøvede med at kalde beautiful, og dermed halsede foran Dominguez og forhindrede melodien i at folde sig ud på egne betingelser.

Mikkelborg, hvis meget mere komplicerede gruppe og instrumentarium var i balance, havde sammensat en suite af egne temaer og et enkelt lån fra John Coltrane i form af dennes »Naima«, og den viste ham igen som denne forms mester.

Ujævn koncert

Hans evne til at få musik, der synes hentet fra både forskellige genrer og tidsepoker, til at fungere som et hele er enestående. F.eks. var der et strejf af renæssance i hans prolog, der blev afløst af et helt tidløst andante-tema fulgt af urovækkende, rytmisk statiske fraser i hele ensemblet før det første ekspressionistiske udbrud.

Hans egne indsatser forekom færre og mindre iltre end ellers, men han bevægede sig på vanlig Miles Davis-manér rundt mellem de øvrige musikere og opildnede til bilaterale udvekslinger. Det fik han fik mest ud af hos guitaristen Mikkel Nordsø og gæsten, den svenske bassist Jonas Hellborg.

Altså: en uegal priskoncert, der dog ikke bør få nogen til mene, at den hæder, det er meningen, vi også skal huske den for, ikke var fortjent.

Og det gælder også en Young Spirit-pris til den i London bosatte danske bassist Jasper Høiby.

 

DR Koncerthuset, Copenhagen Jazz Festival Honorary Award-koncert. søndag den 5. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her