Andre mennesker er tit irriterende. Ikke mindst i et moderne samfund, hvor sociale kompetencer er den virkelige superkapital. I nutidens menneskelige myretue kan man sjældent undgå at være ’på’ og stå til rådighed for kunder, naboer, teenagebørn og alle de andre, der mere eller mindre høfligt kræver opmærksomhed. Ikke at være villig til at stå til rådighed for andre, straks, er blevet en dødssynd.
Dette påtrængende emne har krimiforfatteren Anna Grue nu skrevet en træfsikker og helt krimifri novellesamling om. De andre er titlen, og som det hedder i bogen med et citat fra filosoffen Sartre, »Helvede er de andre«. Dem, der kræver service og stillingtagen, sniksnak, råd og dåd, men som slæber katastrofer i deres kølvand uden at ville det.
Hårdest falder tilfældets hammer i den vittige »BEEEEP-BEEEEP« om den dag, alt går galt i en ung kvindes liv. Jette er på vej i bil for at hjælpe sin mor med at rydde op i sin fars ting, mens hendes mobiltelefon ustandselig ringer (titlen burde vel derfor på dansk have været BIIIIP-BIIIIP?). Et trafikuheld gør det umuligt at komme ud af stedet, og Jette mister efter tur sin største kunde, sin kat, sit job og sin bil med penge, nøgler og computer samt det meste af sin goodwill hos ægtemand og børn, vicevært og børneinstitutioner.
Mareridtet virker næsten sandsynligt. Netop fordi historien gør det klart, hvor meget der hænger på den enkelte, og i hvor høj grad den enkelte er afhængig af alle andre. Livet i et komplekst samfund er uden ende, alle hænger vi sammen med alle, og tilsyneladende falder ikke et blad til jorden uden at slå hul.
Præcis som i Katrine Marie Guldagers Drengen på stentrappen (2009) griber fortællingernes handlinger ind i hinanden i et sindrigt netværk. Den irriterende person, vi møder i én fortælling, har sine egne plager og bevæggrunde i en anden, hvor han eller hun selv er hovedperson. Trafikulykken på motorvejen i »BEEEEP-BEEEEP« er f.eks. forårsaget af en falleret reklamemand, der skidefuld kører sig selv ihjel — men altså forårsager småkatastrofer for hundredvis af medtrafikanter.
Mest rørende er »Blodbøgen« om en nabostrid, hvor en ældre mand nægter at fælde den flotte blodbøg, der skygger på de nye naboers terrasse. Han har plantet den sammen med sin kone, der nu er på plejehjem med Alzheimers. Nu husker hun dårligt ham — og slet ikke bøgen. Træet som symbol for et langt levet liv må derfor alligevel fældes. Livet tilhører de unge, der har brug for solen, erkender Herman, der hele sit liv har betalt prisen for at være et ordentligt menneske. Som novellens sidste sætning lyder: Høflighed koster jo ingen penge …
Solid, aktuel realisme
Anna Grues noveller er tilsyneladende banale, og den hverdagsagtige genkendelighed er netop deres styrke. Anna Grue skriver en bog ud fra enkle principper om ét budskab pr. tekst, og ikke mere sproglig finesse end plottet kan bære. Sådan har hun slået sit navn fast som krimiforfatter med succes. Nu udvider hun med held udtryksrepertoiret til en solid, aktuel realisme, der ser samfundet durk i øjnene gennem vrisne kontaktlinser og skildrer sine personer i sikre replikker.
Budskabet er enkelt som en skabelon: Andre er en plage. Ikke fordi de ønsker det, men fordi hele samfundet gør det svært at sætte grænser for, hvad man vil være med til.
Den sidste fortælling, »En ny kvinde«, viser netop, hvor svært det er at undgå omverdenens forventninger. Den midaldrende Birgit har vundet en makeover i ugebladet Beauty, men hendes liv som teenagemor i provinsen rummer ingen plads til forandring: »Faktisk burde (hun og manden) bare optage samtalen på bånd, tænkte Birgit og tog fat på den sidste kartoffel. Så kunne de afspille den hver eneste dag og spare sig ulejligheden med at sige de samme ord igen og igen.« Refleksionen over, hvad hun ellers kunne være, fører kun til mere tomhed.
Man kan — og bør! — diskutere bogens muntert pessimistiske budskab om, at man vel trives bedst i sit eget selskab eller i en mindre kreds af mennesker, man kan li’ (hvis man har sådan én!).
Men det ændrer ikke ved, at Anna Grues noveller faktisk leverer et spændende indlæg til en moderne samfundsdebat. Hvor langt kan vi komme med vores emsige krav til os selv og hinanden om altid at være klar, parat, start? Til denne diskussion kan jeg kun anbefale Anna Grues noveller.
