Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Høje procenter i Koncerthuset

Wienerfilharmonikerne er en imponerende stærk organisme, der forvaltede Sibelius’ vegeterende naturmystik med tankevækkende professionalisme
Kultur
28. februar 2012

Den er jo stadig god, vitsen om de to finner, der sidder og deler en flaske vodka og den ene siger til den anden: Skål! Hvortil den anden svarer: skal vi tale eller skal vi supa?

Den samme indstilling hvilede i hvert fald over både musikken og kunstnerne lørdag aften i Koncerthuset. Wienerfilharmonikerne var på visit med den finske dirigent Sakari Oramo og deres Sibelius-repertoire. Ikke så meget udenoms, bare en ultraskarp udførelse af musik med meget høje procenter fra en komponist, der var lige så inspireret af den store natur som den rene vodka.

Lykkelig nødløsning

Egentlig er Wienerfilharmonikerne på turné i anledning af Lorin Maazels 50-årsjubilæum som gæstedirigent for det prominente orkester. Men Maazel har måtte sygemelde sig fra koncerterne i Danmark, så i stedet for Maazel og et program med Wagner og Mozart fik danskerne altså deres andet turnéprogram bestående af tre Sibeliussymfonier dirigeret af en værdig afløser, finske Sakari Oramo, der netop er blevet chefdirigent for BBC’s symfoniorkester.

Bortset fra, at mange var skuffede over ikke at skulle opleve Maazel, var det én af de mere lykkelige nødløsninger. Tre Sibeliussymfonier er slet ikke for meget med så fantastisk et orkester og med så god en vikar og desuden er der noget med Sibelius og Koncerthuset. De rå materialer og den skov–akustik, der præger salen, har det godt med naturmystikeren.

Befriet for tung nationalromantik dirigerede Oramo alle tre symfonier med en finsk til-sagen energi, der gjorde samtlige 95 minutter påtrængende og berusende. Orkesteret var mindst en lige så stor medskaber af fremførelsen, men der var heller ingen tvivl om den skabende impuls, der ramte orkesteret fra Oramos stærke direktion. Hvad han gav orkestret syntes at være et stort overblik og en fysisk anticipation af musikkens forløb, mens de bidrog med at spille igennem på et niveau, det var tankevækkende at opleve. I al sin diskrimination af fremmede elementer, såsom kvinder og folk fra eksotiske lande, fremstår Wienerfilharmonikerne som en slående stærk organisme. Klædt i kjole og hvidt og alle solister på samme projekt.

Vegeterende hele

Sibelius’ musik er stærk i sin ærlighed og mangel på personligt projekt. Alle kræfter, der er større end dig, styrer musikken. På trods af dens cykliske projekter hviler der en horisontal evighed over den fra deliriumspiano til ekspanderende forte. Det er det samme igen og igen, livet starter forfra som hver enkelt druktur. Det eneste, man kan ændre, er optikken, og her er Sibelius en mester. Temaernes forskellige påklædninger og satsernes forskellige vinkler på samme stof, for ikke at sige udviklingen af selve symfoniformen til et vegeterende hele, gør det muligt, at der i det mindste musikalske kim ligger lige så meget liv og kraft som undergang og søle.

Her var Wienerfilharmonikerne mestre i at kunne beherske alle dynamiske nuancer med samme storhed og stærk plastiskhed. Sibelius fik lov at være mere mystiker end romantiker og den store hulkende nerve, der ellers godt kan være Sibelius, var langt væk. Til gengæld sejrede livskraften gang på gang, ikke mindst når musikken blev dansant og orkesteret overhalede dirigenten i wienersk danseglæde.

 

Lørdag den 25. februar kl. 19.30, DR Koncerthuset, Wiener, Filharmonikerne, Dirigent: Sakari Oramo, Jean Sibelius: Symfoni nr. 7, 5 og 1.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Først den fladeste vits om de fordrukne finner. Selvfølgelig - det var jo finsk musik; og man ved jo nok, hvordan de finner er, og komponisten var selv temmelig fordrukken. Så er niveauet lagt; det drejer sig grundlæggende om druk. Naturmystik- og druksymfonier.
Vi fik dog ikke den med at have let til kniven.
Og koncertsalen er præget af rå materialer og skovakustik (det står der!). Rå materialer! Har Dahlgreen mon virkelig været i den sal?
Orkestermedlemmerne var alle solister, står der. Jeg må anbefale anmelderen at slå ordet solist op i en ordbog.
"Alle kræfter, der er større end dig, styrer musikken." Ja, det må jeg da som tilhører indrømme; det gjorde jo den udmærkede dirigent og de fremragende musikere. Men det havde jeg bestemt også forventet, og det forventer jeg da ved enhver koncert.
Og så er der druk igen; deliriumspiano. Fantastisk, hvad en anmelder kan høre, og som jeg bare går glip af. Jeg har aldrig hørt et deliriumspiano, men jeg vil høre bedre efter fremover.
Og så er der druk igen. Men Sibelius er mester i at ændre optikken, som er det eneste, man kan ændre på - står der…
Men en stor hulkende nerve var langt væk. Det er vistnok sådan en, anmelderen somme tider hører i ham drukmåsens musik.
Der er virkelig gået druk i den anmeldelse.