I virkeligheden er der nok flest, der kører om morgenen og kommer hjem til familien otte timer senere. Men vores billeder af håndens arbejde bliver, tror jeg, mere og mere delt i to. Vi forestiller os en ustruktureret taberkultur: Tømreren ryger hash og drikker Red Bull i arbejdstiden, alt er på sjusket akkord, de tekniske skoler er fyldt med lømler og sociale tilfælde. Og vi tænker det fysiske arbejde som et eksistentielt valg, en måde at komme tæt på verden igen.
Med til det sidste hører så også drømmen om arbejdet som en tung, mødig dans med materialerne. Så er der en glæde ved at kunne noget med sine hænder. Så er man stolt af sine produkter, af at levere noget ordentligt. Så er vi på vej over i økologisk delikatessekød, ikke færdigretter fra Aldi.
Peder Frederik Jensens lille, lavmælte roman Læretid strejfer den første forestilling, men kun i forbifarten, for den er helt optaget af den anden. Læredrengen — han har ikke noget navn, men kommer fra København og har teologforældre — begynder som bådebygger på et lille værksted ude ved Røsnæs.
Helt ordknapt og i korte, korte kapitler følger man nogenlunde kronologisk hans liv de år, kæresten der kommer og går, de sære mennesker ved havnen. Til gengæld svælger bogen i værktøjets navne og det nye arbejdes sære ord:
»Han lærte at bruge en porehammer, når skibsspigerne skulle knaldes i plankerne. Han borede for og undersænkede med skølpjernet, der var formet som en smilende mund.«
Den slags. Og det er jo lækkert sprog. Med alle deres vokalskift er de ord taknemmelige at skrive med. De åbner for en både djærv og eksotisk verden, kun ramt af den mindste anelse nostalgi.
’Dog hændte det’
Det kan også siges sådan her: Peder Frederik Jensen skriver faktisk virkelig godt på en måde, der kan minde om Simon Fruelund. Men hvor Fruelund er en underspillet humorist, så er der nogle gange noget højstemt over Læretid. Der står netop ikke »nogle gange«, der står »dog hændte det«.
Der står »han undrede sig over«. Læredrengen kan ikke det med piger, »til han endelig mødte hende« — og her kan man godt lægge tryk på sidste ord. Når han er sammen med sin ekskæreste en sidste gang, så sker det i »en fremmed seng«.
Hun er ellers en interessant skikkelse, ekskæresten. Hun kommer fra en rigtig arbejderfamilie, men er også, fornemmer man, i gang med en klassisk social opstigning. Man kunne godt læse noget ind i, at hun først ikke orker hans slid som lærling, og at han til sidst ikke vil lade sig binde af hende. Nok er han blevet svend, men han er ikke tættere på arbejderklassen og dens værdier af den grund.
Det ville give en velkommen snært af tvetydighed til hans skikkelse. På samme måde er der en fin åbenhed i skildringen af det lille værksteds svend og mester, af de forskellige kunder, af livet dér. Nænsomheden over for det sted slår igennem i sproget på en fin måde:
»Det mangfoldige, sagde han. Novos fabriksanlæg, flagene ved parkeringspladsen, portene og kedelvagter, der kører hjem på skæve tidspunkter efter en plan, nøje udstykket som parceller af tid. Eller havnebassinet med russiske coastere, anløbne af rust og med plimsolmærkerne langs vandlinjen.«
Men midt i bogens kærlighed til havnens og bådebyggeriets verden, dukker halvtressernes abstrakte, tågede alvor altså op. Det er en svag em i sproget, men den kunne jeg godt have været foruden.
