Sissel Bergfjord sender sin anden roman ud i verden med et erklæret ønske om at »være med til at give børn af alkoholikere en litterær stemme, og at andre mennesker kan få større indsigt i, hvordan det er at vokse op i en familie med en alkoholiker«. Da Christel Wiinblad udgav sin roman Prolog i efteråret, meddelte hun, at hun ønskede at give stemme til de mange børn, der er blevet udsat for seksuelle overgreb. Det er med andre ord igen tilladt at ville noget helt bestemt med litteraturen. Det prøver jeg ikke at rynke på næsen af, men blot registrere, og så kan jeg alligevel mærke et lille forbehold over for disse erklæringer. De findes jo kun, fordi markedsføring af bøger findes – som et lag fedt, jeg skal skære væk, inden jeg kan komme til sagen, bogen, som ved gud også i tilfældet her klarer sig udmærket som sig selv. Det vil sige som romankunst.
Sortedam udspiller sig i et intimt rum, og med sin stoflige lidenhed rækker den ikke meget længere end til at skildre forholdet mellem en datter og hendes alkoholiserede mor – og altså »hvordan det er at vokse op i en familie med en alkoholiker«. Men det gør den også fint. Det er den voksne, højgravide datter, der fortæller i tilbageblik, og herved tegnes et præcist portræt af en meget smuk og meget tørstig mor, så man samtidig mærker datterens ambivalens, og hvor smertefuldt det er at se sin mor blamere sig til familiefesten og snøvle »sjin og tånik« til en ung mand, samtidig med at hun smiler forførende. Forfatteren lader et par steder den store verden trænge sig på, f.eks. demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, uden at verdenslarmen skal så meget andet end bare vise, at verden udenfor har datteren slet ikke overskud til at engagere sig i.
Endnu en flaske
»Hvem ønsker sin egen mor død?« spørger romanen via sin hovedperson og svarer også, at det gør alkoholikerens barn – i korte øjeblikke. På restauranten juleaften i Rom f.eks., hvor mor ikke skal have dessert som datter og far, men bare endnu en flaske vin. Ønsket er så stærkt, at datteren får smuglet sin mors taske ud på toilettet, tømt vodkaflasken i toiletkummen og fyldt den med vand fra samme kumme. Så voldsom er datterens følelse: »Jeg håber, hun drikker toiletvandet og dør.«
Samtidig er det datterens evige skræk, at moren skal dø. Dø af druk eller drukne sig i Sortedam. Moren er en højst besværlig krop, der falder og snubler, som skal hjælpes og støttes – og holdes i live. Den kan ikke ret meget selv – heller ikke være hausfrau: »Du tørrede tallerkener og glas af med en hårtørrer og nippede til drinks imens.«
Som man hører af citatet her, er dele af romanen henvendt til et du, moren. Det er et elegant fortællemæssigt greb, romanen har. At skrive duet frem for at kunne tage afsked med samme. Og herved komme til at forstå – ikke alkoholismen, men barnets reaktioner på den.
