Læsetid: 3 min.

Hvem er Paul Auster?

Den populære amerikanske forfatter er blevet 64 og gør status over et liv med tilfældigheder, litteratur, rejser og kvinder. Det er endt som en velskrevet, intelligent og litterær selvbiografi, som ingen Auster-fan bør snyde sig selv for
Status. I Paul Austers nye bog, ’Vinternoter’, er specielt afsnittene om hustruen, Siri Hustvedt, båret af en helt særlig ømhed.

Status. I Paul Austers nye bog, ’Vinternoter’, er specielt afsnittene om hustruen, Siri Hustvedt, båret af en helt særlig ømhed.

Debra Hurford Brown

3. februar 2012

I 1971 var Paul Auster ved at blive kvalt i et fiskeben. Han boede dengang i Paris, og på det franske hospital anede sygeplejerskerne ikke, hvad de skulle stille op. Det endte med, at en ung natlæge ved navn dr. Meyer tog Auster med over i sin private konsultation, hvor han 15 gange gelejdede diverse pincetter ned i halsen på patienten, inden han endelig fik lirket det næsten ti centimeter lange fiskeben op gennem struben på den unge amerikaner.

»Du er heldig,« sagde dr. Meyer. »Det her kunne sagtens have slået dig ihjel.«

I stedet blev Paul Auster som bekendt forfatter til en lang række populære og gode bøger, der næsten alle undres over og undersøger de tilfældigheder, der udstikker vores skæbners kurs. Læsere af forfatterskabet har allerede stiftet bekendtskab med historien om dengang, Auster som dreng oplevede sin gode ven blive slået ihjel af et lynnedslag og ved det tilfælde lærte, »at verden var lunefuld og ustabil, at fremtiden kan blive stjålet fra os, når som helst, at himlen er fuld af lyn, der kan smadre ned og dræbe unge såvel som gamle, og at lynet altid, altid slår ned der, hvor vi mindst venter det.«

I sin seneste titel, Vinternoter, føjer Paul Auster endnu flere underholdende anekdoter til disse to ovennævnte — der er hentet og citeret fra Vinternoter — samtidig med, at han antyder, at fremtiden faktisk ikke blev stjålet fra ham. Han var så heldig, at den nærmere gled forbi, mens han havde travlt med andet.

Som Joan Didion

Auster er i dag 64 år, og i Vinternoter gør han status over sit foreløbige liv ved at mindes både op- og nedture. Da han tidligere har skrevet om sin far i Opfindelsen af ensomhed (1982), giver det mening, at kvinderne i hans liv denne gang får mest plads. I centrum står hans mor, der døde i maj 2002, og Austers sjæleven, store kærlighed, kone og kollega, Siri Hustvedt.

Specielt afsnittene om hende er båret af en ømhed, der vækker minder om Joan Didions portræt af sin mand og kollega i Et år med magisk tænkning. Forskellen er, at Hustvedt er sprællevende og i allerhøjeste grad med til at holde Paul Auster både mentalt og fysisk rask. Ligheden er — udover det gode sprog og altså beskrivelsen af forholdet til ægtefællen — formen:

Som Didion bryder Auster nemlig kronologien i sin fortælling, han tillader sig at tvivle på, hvad der er hændt, og han vender gentagne gange tilbage til vigtige episoder i sit liv, deriblandt et biluheld, der var ved at koste Siri Hustvedt livet, og altså morens pludselige død.

Indtrykket er af en mand, der modigt kæmper for at forstå, hvem han er, men tilsyneladende ikke er i tvivl om, hvad livet er, nemlig en række tilfældigheder, som ingen kan forudse, og som kan ændre din skæbne på et øjeblik.

Allerede indledningsvis giver Paul Auster udtryk for, at han håber på at blive ved med tale, indtil der ikke er mere at sige. Vil resultatet fremover være lige så fængende som her, er der al grund til at dele dette håb. Selv et ti sider langt referat af en halvdårlig amerikansk film fra 1950’erne midt i det hele ændrer ikke ved, at Vinternoter er endt som en velskrevet, intelligent og litterær selvbiografi, som Auster-fans og andre læseheste ikke bør snyde sig selv for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu