Læsetid: 4 min.

Ildrøde æbler mod knust himmel

Vinterens snedækkede landskab leverer billederne til Klougarts skildring af et sind i mellemtid og et parforhold, der ikke helt vil dø. Hun bevægede sig dog mere suverænt rundt i barndommens erindrede landskab end hun her gør det i det forliste ungdomsforholds limbo
Vinterens snedækkede landskab leverer billederne til Klougarts skildring af et sind i mellemtid og et parforhold, der ikke helt vil dø. Hun bevægede sig dog mere suverænt rundt i barndommens erindrede landskab end hun her gør det i det forliste ungdomsforholds limbo
17. februar 2012

Det særegne ved Josefine Klougarts prosa er dens egensindige billedproduktion. I debutromanen Stigninger og faldløb billederne i lange, styrtende kaskader gennem barndommens erindrede landskab. I Hallernefra sidste år var billederne en flugtlinje, der kunne give den kvindelige hovedperson luft i det klaustrofobiske parforholdsrum, som romanen skildrer. I Klougarts tredje roman, Én af os sover, er der en tendens til, at billederne ikke falder i lange rækker, men holder sig til to led. Underlæben er flækket som en blomme, bærbuskene hælder ind over stien som stående passagerer, grøden bobler under sin hinde som en bullen finger. Metaforens elementære operation: ét billede lægger sig oven i et andet. Frem for en kaskade eller flugtlinje bliver billederne en skvulpen, et bølgende frem og tilbage, en isbræ.

Hverken eller

Vi er mellem ét og noget andet. I første kapitel er det fortællende ’jeg’ taget hjem til barndommens Mols, som ligger dækket af sne. Med sig fra København har hun en ulykkelig forelskelse og en følelse af »ingen vej frem og ingen vej tilbage«. Hun er mellem to mænd, »den afdøde mand«, som den lyslevende mangeårige ekskæreste kaldes, og »den nye mand«, som hun kun har haft til låns. At skifte menneske, at skifte ’du’, først fra mor til mand, så fra den ene mand til den anden. Har man hjemme i et andet menneske, bæres man oppe af et andet menneskes blik, og bliver man så hjemløs og leddeløs, når man skilles? At være et sted mellem datter og kvinde, at være et sted mellem første og tredje person, mellem det ’jeg’ og det ’hun’, som fortælleren jævnligt bruger til at betegne sig med.

Hvad er det, der binder romanens ’jeg’ sammen med den »afdøde mand«, som hun ofte tiltaler som ’du’? Hvad er et parforhold? Romanen giver os intet svar, men nogle bud. At blive set af en anden, at eksistere i en andens blik. At sove sammen. At kunne dele sine billeder med en anden. At bo, at finde hjem. Dette med hjemmet er måske endda romanens overordnede tema. Der er en hjemløshed i det skildrede parforhold, der er en hjemløshed i dets forlis, der er en hjemløshed i tilbagekomsten til barndomshjemmet. Og måske er noget af det, der spirer frem under sneen, en indsigt i hjemløsheden som et grundvilkår.

Dobbelteksponering

Bogen er opdelt i otte kapitler, og hvert andet af dem hedder »Landskabet«. Det landskab, vi igen og igen vender tilbage til, er barndommens landskab dækket af sne. Sneen, der ligger som »en pels af kulde« eller en hud, der udspændes af det, der fryser ihjel eller gror frem under den. Sneen, der er »umenneskelig«. Kadavere under sneen, fisk frosset fast i isen. Det er vinteren, der må levere landskab til et sind, der står i stampe.

Dobbelteksponeringens logik, hvor der kan opstå noget helt tredje af to billeder lagt oven i hinanden, er hele tiden på færde. Når ’jeg’et’ siger om sin tilstand: »Det er noget andet end kærlighed, noget andet end et fravær af kærlighed. Det er det billede, der opstår, når man lægger de to ting oven på hinanden.« Når hun betragter sin sovende mors ansigt og ser sin mormors i det — og samtidig også sit eget: »Et uhyggeligt ansigt er det, dette tredje.« Når hun filosoferer over forholdet mellem sine »billeder« og »livet« og har en uhyggelig følelse af, at »der opstår et eller andet et sted mellem virkeligheden og det skabte«. Når billedet af adskillelsen fra starten overlejrer billedet af mødet: Den dag vi mødte hinanden, var den dag, vi forlod hinanden. Det var den dag, vi døde i hinandens arme.

Protest mod naturtid

Et billede, der vender tilbage igen og igen i romanen, er billedet af røde æbler, der bliver hængende på træets nøgne grene langt ind i vinteren: »Et sammenstød mellem ildrøde æbler og en knust himmel.« Æblerne udnævnes til at være »en uorden i årstiderne«, en protest mod årstiderne: »De vil ikke affinde sig med den hastighed, der dikteres.« En naturtidens ubarmhjertige hastighed, vi andre steder i bogen får på fast-forward, ikke mindst i det ret fantastiske billede af ungkvæg, der kommer væltende ud af stalden på usikre ben, der smuldrer til benmel under dem, og med ét er stalden der ikke længere … I protest mod denne accelererede forgængelighed og mod naturens slid og slæb med sine evindelige årstider hænger de røde æbler og lyser mod vinterhimlen. Som et billede på overvintret kærlighed. Men også som et signal om, at det kan være billedets mission at modarbejde naturtid og forgængelighed, at udvide eller fastholde det flygtige øjeblik.

Klougart er og bliver en mester til at bygge et bevidsthedsrum op af billeder. Dog sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at hun bevægede sig mere suverænt rundt i barndommens erindrede landskab i Stigninger og fald, end hun her gør i det forliste ungdomsforholds limbo. Én af os soverer en stille bog. Dæmpet som sne. Den giver ikke samme frydefulde fornemmelse af billedfråds som Stigninger og fald. Men det ligger måske i temaets natur. Det er min erfaring med Klougarts bøger, at man skal læse dem flere gange, før man opdager, med hvilken konsekvens deres billeduniverser er opbygget. Det har jeg ikke nået med denne seneste roman endnu, men jeg (og alle andre læsere) har fået endnu et Klougart-landskab at vandre ind i. Og det er en gave.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

jp ældre du bliver jo flere lig bliver der i din rygsæk, du skal på en eller anden måde lære at forli dig med dem, leve med dem....osv...osv...
Det kan være en udfordring...gg

Brian Pietersen

jp ældre du bliver jo flere lig bliver der i din rygsæk, du skal på en eller anden måde lære at forli dig med dem, leve med dem....osv...osv...
Det kan være en udfordring...gg

Skræl æblerne, skær dem i kvarte og fjern kernehuset. Skær derefter æblestykkerne i både og kog dem møre i vand, under låg. Smag æblegrøden til med sukker.

Bland rasp og sukker. Smelt smørret i en pande og rist raspen deri, indtil den er gylden og sprød. Rør af og til i raspen under afkølingen.

Læg æblegrød og rasp lagvis i en skål, det øverste lag skal være rasp. Pynt æblekagen med flødeskum og gele.

Tip: Lidt skoldede, hakkede mandler kan blandes i raspen. Æblekagen lægges sammen lige før serveringen.

Kilde: Karolines Køkken