Læsetid: 4 min.

Jeppe på det tyske råbebjerg

Jens Albinus sejrer stort som Jeppe. Men iscenesættelsen af den tyske instruktør Milan Peschel på Aarhus Teater bliver mere og mere strittende undervejs. Og kedelig
14. februar 2012

Efterhånden ligner det en tanke: At tyske teaterinstruktører bliver nødt til at smadre alt undervejs i en forestilling. Skal de gøre op med, at de fik alt smadret under krigen, men formåede at genopbygge det hele? I protest mod en fortrængt fortid? Oder hur?

Hvorom alt er, så hylder de tyske instruktører dekonstruktionen. Som regel krudter de også stemningen op med masker på performerne, så ansigterne også molesteres. Og så lader de typisk performerne råbe hysterisk til hinanden — monotont og i timevis.

På Det Kgl. Teater har Michael Thalheimer netop ladet vandet fosse ud over Ibsens hovedpersoner i Gengangere, og på Aarhus Teater er turen nu kommet til Holberg og Jeppe på Bjerget. Hos Milan Peschel regner det ikke. Til gengæld flår skuespillerne lærredsscenografien ned, efter at gulvet af isoleringsstykker er begyndt at krakelere i Nicole Timms sammenbrudsscenografi. Hvad det har med Holberg at gøre, ved jeg ikke; nedrivningen passer i hvert fald ikke dramaturgisk til timingen på Jeppes indre illusionssammenbrud. Men selvfølgelig dekonstrueres replikkerne også. Holbergs gamle gloser blandes med tyske brokker og omskrivninger, hvor ’Lucifer’ smides ud, og ’Satan’ sættes ind. Og ellers siger spillerne bare ’Fuck!’, for hvad gør man ikke for at virke morsom?

Hanrejens stolthed

Jens Albinus er en forfærdelig god Jeppe. En kompromisløs Jeppe og en mand i sine lidenskabers vold. Hvordan han spillede rollen første gang for 18 år siden på Aarhus Teater, ved jeg ikke. Men hans Jeppe nr. 2 er et offer for andre menneskers manipulation — meget mere end en alkoholiker. Han er et menneske, der aldrig nogensinde har fået lov til at udleve sine drømme. Han hiver bare op i sit halvstive ben og sætter sig med sin strikkede ’hanrejhat’ og sjatpisser, alt efter hvor mange glas brændevin, han har kunnet snuppe fra Nilles sæbeindkøb.

Albinus er så dedikeret en skuespiller. Derfor bliver det nærmest bevægende at se, hvordan hans Jeppe indrømmer, at den allerstørste ydmygelse hverken har været afhængigheden af flasken eller Nilles tæsk med krabasken. Nej, det har været, at Nille har gjort ham til hanrej med degnen. Det bliver næsten rørende at se ham i baronens seng, (som iscenesætteren selvfølgelig har dekonstrueret til en væltet madras).

Her er hans største tilfredshed hverken kanaljevinen eller tjenerne. Nej, det er, at han som baron ikke er hanrej. Her løfter han sejrsstolt armene over hovedet. Her genvinder han den stolthed, som først soldaterydmygelserne og siden Nille har knækket hos ham. Og samtidig lader iscenesættelsen ham pludselig mærke sit eget begær overvældende voldsomt — den erotiske drift, der har været dulmet af druk i årevis. Det er bare så stærkt og sørgeligt at se den lille mand humpe rundt efter en eller anden eller et eller andet at kopulere med. Indtil han falder i koma af druk. Ach, ach.

Willes vrede Nille

Albinus er en stjerne i dansk teater. En ener og en klippe af integritet. Derfor var det også bekymrende morgenen efter premieren at læse en pressemeddelelse fra Aarhus Teater om, at han har en knude på stemmebåndet og skal opereres denne uge for ikke at skade sin stemme uigenkaldeligt. Til premieren var hans stemme klar og hviskende og lynhurtig — med herlige afstikkere til smældende, tyske sætninger. Men det var så åbenbart taleteknik og adrenalin i afgrunds-mix.

Hvad så med Nille? Jamen, Marie Louise Wille er en bombastisk vred Nille med en pisk så lang som på en s/m-klinik. Hendes hidsighed sidder i hendes hæle og hendes frustrerede vuggen med skørterne, der gemmer de få skillinger, som skal række ugen ud. Til slut er man dog lige ved at tro, at der bliver happy end. Wille går frem til Albinus og rækker ham hånden — og går baglæns sammen med ham. Men nej. Ingen forsoning, som ellers kunne have været en særlig pointe i iscenesættelsen. Bare endnu en strittende og uafsluttet symbolik, for Nille sætter sig bare og synger en sang — midt mellem Jeppe og Baronen. Aber doch!

Niels Ellegaard er en mut og kontant morsom Jacob Skomager uden kredit — og en overraskende overbevisende, begramset kvinde ved baronens hof. Og Mette Døssing, Peter Flyvholm og Frederik Ømann udgør en hyperaktiv ensembletrio, der råber, synger, danser og klatrer omkring på stilladser, uden at deres indbyrdes konstellation bliver synderligt klar. Og desværre også uden at man vrider sig af grin. De to musikere Kim Kix og The Atomic Child sørger for dreven countryrock. Men heller ikke de kan hive forestillingen op på spændingsbeatet.

Forrige år iscenesatte Milan Peschel Ibsens Et Dukkehjempå Aarhus Teater — med god personinstruktion, men med en forloren totaltolkning og en tvivlsom flair for spænding. Det samme gælder hans Jeppe på Bjerget.

Det ville have været herligt at blive provokeret af nye øjne på Holberg. I stedet keder man sig. Men jo. Jens Albinus er skøn som Jeppe.

 

Jeppe på Bjerget. Tekst: Ludvig Holberg (1722). Iscenesættelse: Milan Peschel. Scenografi: Nicole Timm. Musik: Kim Kix og The Atomic Child. Lys: Benjamin la Cour. Lyd: Andreas A. Carlsen. Aarhus Teater Scala, til 17. marts. www.aarhusteater.dk

Jens Albinus’ Jeppe nyder et saligt øjeblik som begramsende voldtægtsmand i ’Jeppe på Bjerget’ på Aarhus Teater – og Niels Ellegaard spiller sagesløst kvindeoffer med bredt bryst. Foto: Paw Gissel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu