Tillykke til Victor B. Andersens maskinfabrik, det legendariske og til stadighed eksperimenterende tværæstetiske tidsskrift, der kører på 37. år, med at de har fået et sandt scoop. Nemlig et uddrag, eller rettere fraklip, fra Karl Ove Knausgårds store selvbiografiske romanværk Min kamp. Afsnittet skulle have stået i sjette og sidste bind, men måtte sammen med en masse andet ofres til fordel for at bogen kunne trykkes i ét bind.
Det er en sand perle, som tidsskriftet har reddet fra de ukendtes land og nu kan præsentere. Det handler om at skide. Karl Ove er med tunge indkøbsposer sammen med datteren Heidi og vennen Geir på vej hjem. På vejen ind i ejendommens elevator, kommer han i tanke om, at han har glemt at købe blomster. Da han samtidig skal skide og er forbi point of no return afstedkommer det en ret vild tankerække.
Et sted i et af de første bind af Min kamp beklager en af Karl Oves venner sig misundeligt over, at Knausgård kan skrive interessant om selv det mest uinteressante. Selv et toiletbesøg bliver interessant, når han skriver om det. Det beviser han i dette fraklip.
Typisk for Knausgård kommer vi helt tæt på: »Når man virkelig skal skide, er det at gå en slags balancegang mellem de forskellige muskelgrupper; de som blev strammet for at holde lorten inde og de som måtte slippes løs for at kunne gå, befandt sig i et indre modsigelsesforhold; et skridt gjorde at sammentrækningsmusklerne mistede grebet, så galt det at gå hurtigt, for at få så meget ud af sekunderne som muligt, og så klemme hårdt igen for at standse den glidende bevægelse, som var sat i gang derinde …«
Og sådan fortsætter det i lang tid.
Instinkt
Det der samtidig er på færde, som i hans øvrige bøger, er en vekslen mellem fortælling og tanke. At skide får han tæt forbundet med med en række andre kropsfunktioner: »Denne biologiske oplysning af fremtiden, dette kroppens ‘snart’, findes i flere former. Både i øjeblikket før ejakulationer og i øjeblikket, før man nyser, lyses hele bevidstheden op af indsigten om den kommende begivenhed. Dette lysglimt af indsigt er i alle tre tilfælde, både når det gælder ejakulationen, nyset og afføringen, lystbetonet og kildrende.«
Og også denne tankemæssige association fortsætter:
»Næsten alt andet foregår i skjul for den (kroppens oplysning af bevidsthed, red.), og ejakulationen, nyset og afføringen bliver således stedet, hvor vores to eksistenstilstande, den bevidste og den ubevidste, mødes og stråler sammen.«
Dette kroppens ‘snart’ fører derefter til en tanke om »tænkningens yderzone« eller det vi også kalder for instinkt og som følgeligt »forbinder os med alle tidligere og nulevende skabninger. Aben, hunden, grisen, alle ‘ved’ de snart skal skide og befinder sig i tænkningens grænseland, for hvad er det egentlig at vide, og på hvilken måde adskiller det sig fra at tænke?« På ét punkt adskiller det at skide sig fra de øvrige kropslige aktiviteter:
»Man kan nyse offentligt, man kan pisse offentligt, man kan onanere foran øjnene på andre, omend ikke offentligt, men ikke sætte sig ned og skide foran øjnene på andre, selv ikke den man elsker, som man ellers kan gøre de mest hemmelighedsfulde ting sammen med, også det er utænkeligt.«
Og via den tanke nærmer vi os så et centralt tema i hele Knausgårds bøger, nemlig individet og det sociale liv, jeg og du: »At skide er en af de få menneskelige aktiviteter, som det er utænkeligt at gøre sammen med andre. At skide alene er så at sige individets sidste skranke, dets inderste grænse mod ikke bare det sociale, men også mod det private, for hvis det privates verden er husets eller lejlighedens fire vægge, hvor familien lever, lukkes den også ude, når man skider. I livet med familien er lokummet det eneste rum, hvor individet er helt for sig selv.«
Døden
Og så nærmer vi os det helt store tema hos Knausgård, nemlig døden:
»At skide er noget vi skjuler, både rent fysisk, ved at låse os inde, når vi gør det, men også ellers, siden vi så godt som aldrig taler om det. I det minder det om vores forhold til den døde krop, som også bliver skjult og ikke gerne talt om, til trods for at døden som foreteelse er kendt af alle. Døden står uden for livet, det at skide står uden for det sociale liv.«
Men det er slet ikke slut her, for så kommer Karl Ove til at tænke på Hannah Arendt og hendes skelnen mellem det private og det offentlige i antikkens verden, hvilket bringer ham til den erkendelse, at »det offentlige har overtaget det, som tidligere hørte ind under det private, mens det private er blevet ensbetydende med det intime.«
Det fortsætter med egnet lekture til toiletbesøg og panik over at toilettet ikke kan skylle alt ud og et tilbageblik på barndommens frygt for farens raseri efter toiletbesøg. Og jo, det ender med at Karl Ove også til sidst efter adskillige sider og digressioner kommer på toilettet.
Hele den tekst er de 100 kr. værd, som tidsskriftet koster. Bonus er der masser af i form af endnu et fraklip, nemlig fra Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver legemet, der for nylig modtog Montanas Litteraturpris og mange gode andre tekster, tegninger og fantastiske forfatterfotos af Klaus Holsting.
