Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Lærkevej — til døden os skiller

Sort humor fås i mange nuancer, og denne her kan vi passende kalde sort hyggenygge-humor: Uartig på en selvbeskuende måde og i sidste ende ganske bredtfavnende og komplet ufarlig...
Kultur
2. februar 2012

Sort humor fås i mange nuancer, og denne her kan vi passende kalde sort hyggenygge-humor: Uartig på en selvbeskuende måde og i sidste ende ganske bredtfavnende og komplet ufarlig. I lighed med sit tv-serieforlæg hviler filmversionen af Lærkevej på en temmelig alderstegen præmis, for hvem kan dog længere overraskes — eller for den sags skyld forarges — over, at der sker slemme, slemme ting bag de pæne, småborgerlige forstadsfacader? Denne gang er der tale om blandt andet pornografisk højtlæsning, organiseret utroskab og uautoriseret organtransplantation, og Mia Lyhnes figur tegner sig for to af de inspirerede øjeblikke, der er alt for langt mellem: Først leverer hun en frydefuldt præcis parodi på middagsselskab-smalltalk, og siden angiver hun som årsag til sin antipati for skaldede mænd, at de minder hende om hendes roll-on-deodorant. Desuden har unge Bebiane Ivalo Kreutzmann et markant visuelt tilstedevær som mut, Sylvia Plath-læsende goth-tøs. Man fornemmer, at folkene bag filmen kæmper for at kombinere det stiliserede univers og småabsurde persongalleri med et varmt, bankende hjerte, men det er og bliver for farce-fjollet til at være følelsesmæssigt vedkommende. Eller satirisk vedkommende for den sags skyld. Mit bud er, at Lærkevej — til døden os skiller for alle andre end fans af serien vil være en filmoplevelse så flygtig som et fuglefløjt.

Lærkevej — til døden os skiller. Instruktion: Mogens Hagedorn. Manuskript: Mette Heeno. Dansk (en lang række biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her