Læsetid 5 min.

Den liderlige apoteker

Kinas Don Juan er om sig, når det gælder smukke kvinder, men giftblanding, korruption, lidenskaber og jalousi er også på dagsordenen i en kinesisk klassiker, som nu udkommer på dansk. Og så drikkes der masser af vin
Kinas Don Juan er om sig, når det gælder smukke kvinder, men giftblanding, korruption, lidenskaber og jalousi er også på dagsordenen i en kinesisk klassiker, som nu udkommer på dansk. Og så drikkes der masser af vin
24. februar 2012

Man er blot en tom tønde og ikke en sand ven og drikkebroder, hvis man ikke har læst bogen Jin Ping Mei. Det skrev en kinesisk forfatter i 1606. Så fik vi den at tænke over, og nu cirka 400 år senere får vi det omtalte værk på dansk, hvorved vi endelig får chancen for at blive sande venner og drikkebrødre, også i Danmark. Det var sandelig på tide, hvis ellers man synes, det er vigtigt eller interessant, at vi – eller nogle af os – bør interessere os for kulturarven fra andre verdensdele, og netop Kina er jo på manges læber i disse år, hvor vækstraterne stiger derovre, og Ai Weiwei er den fremmeste af flere avantgardistiske konceptkunstnere fra riget i midten og omtalt i alverdens aviser. Kina drager, og den selvbiografiske bog Vilde svaner blev også i Vesten en stor bestseller.

Der er dristighed og schwung over den udgivelse, forlaget Vandkunsten har påbegyndt med første bind af ti, som udgør det litterære hovedværk Jin Ping Mei, der menes at være skrevet i 1500-tallet – man ved ikke af hvem – men som foregår nogle hundrede år tidligere. Det er nok kulturarv, men samtidig en kulørt historie med masser af druk, svig og erotik. Den indledes med historien om en mand, der besejrer en tiger.

Hovedpersonen er en apoteker, Ximen Qing, som er Kinas svar på Don Juan. Jin, Ping og Mei er navnene på tre kvinder. Ping betyder vase, men kan også læses som vagina, Mei betyder blomme, men det er Jin, der er kvindelig hovedperson i det første bin. Jin betyder guld.

Tre-tommer-pløk

De var ikke snerpede i det gamle Kina, langtfra, og der eksisterer masser af erotiske træsnit og litteratur, som viser eller beskriver f.eks. samlejeteknikker som i indernes Kama Sutra eller italienernes Dekameron, indtil Qing afløste Ming og indførte forbud mod det alt for seksuelle.

Nuvel, scenen i nærværende bind er sat således: Jin er en underskøn kvinde, som bliver tvangsgift til en mand, der sælger dampkogte boller i gaderne, og som bærer øgenavnet Tre-tommer-pløk med Barkefjæs. Brylluppet er dog blot som et skalkeskjul for, at den rige, gamle mand, som har giftet hende bort, kan aflægge hendes erotiske visitter, når ægtemanden er på arbejde. Den gamle mand dør, og Yin på sin side synes, at Tre-tommer-pløk, som hun nu er alene med, er mere afskyelig end en abe og tilmed vattet.

De unge løjsere i kvarteret synger:

Hvordan er dette lamseben

Havnet i flaben på en hund?

Sprogets, handlingens, stilens og oversættelsens kvaliteter således antydet, fortsætter historien med, at Tre-tommer-pløks bror kommer forbi, han, der havde dræbt tigeren. Han er for denne heltegerning blevet udnævnt til militskaptajn, og Jin falder pladask for ham og begynder straks at forføre ham. Han flytter ind hos det umage par, men da han aner hendes hensigt, flytter han ud igen. Han vil ikke være utro med sin brors kone.

Forførelse

Det var så en fæl afbrænder for den smukke Jin, men snart efter kommer en tiltrækkende ungersvend forbi – og falder straks for Jin, da han i blæsevejr får hendes persiennestage i hovedet. Der er nemlig også megen humor i fortællingen, som meget sandsynligt er en nedskrivning af datidens mundtlig performancer, fortalt videre i diverse tehuse med udpræget sans for raffineret suspense, det at trække spændingen ud, her gennem megen henholdende dialog, ofte af snurrig karakter. Man ser for sig, hvordan kineserne har siddet i god stemning og lyttet til fortællingen for at vende tilbage og høre mere i næste runde. Der er små cliffhangers i slutningen af hvert kapitel.

Ungersvenden er omtalte Ximen Qing, Kinas svar på Don Juan, apoteker og ivrig spillefugl. Han har godt nok en førstehustru og flere andre kvinder at forlyste sig med derhjemme, men kan ikke slå Jin ud af hovedet, og et lille sidespring vil ikke være af vejen. Han henvender sig til Madam Wang, som er kvinde for at formidle den slags mod gode ord og især betaling, og her begynder bogen at blive pædagogisk på den morsomme måde. For at det kan gå i orden, skal man have skønhed, rigdom, ungdom, en masse fritid og et lem så stort som et æsels, hedder det. Det mener Ximen Qing nok, at han har.

Sammen lægger de to nu en snedig titrinsplan, som læseren i øvrigt også kan lære noget af om forførelseskunsten, som jo også vores egen Søren Kierkegaard beskrev så mangefacetteret for ikke at sige udspekuleret i Forførerens Dagbog. Don Qing konverserer og komplimenterer den dejlige kvinde og går langsomt og gradvist frem efter madammens anvisninger, før han over nogle bægre vin slår til. Jin lader sig hellere end gerne forføre, mens ægtemanden Pløk er ude for at sælge sine dampkogte boller. Som der står i et af bogens mange ledsagende og kommenterende digte:

Ægteskabelig lykke er ikke at foragte,

Men sandelig smager forbuden kærlighed af mere.

En guldstav

Jin bliver pulet godt og grundigt, som der bramfrit står senere i bogen, men da der er tale om en erotisk spændingsroman, skal hele handlingen endsige slutningen ikke genfortælles her. Det kan dog røbes, at der både er giftblanding og korruption i fortsættelsen såvel som lidenskaber og jalousi, ligesom der drikkes en masse vin, formodentlig risvin. Med rette kan man kalde Don Quin for Seks-tommer-pløk, hvilket også afsløres på vers. Sådanne synftige grovheder veksler med passager af verbal skønhed som bibelsk højsang.

Et eksempel på en samlejeskildring: »Tilbagelænet bag det blå silkeforhæng lod han hende sætte sig overskrævs. Hun fattede med begge hænder let om hans lem som var det en guldstav og førte det mod sin mund, hvor hun skiftevis sugede ind og gav slip. Med bøjet hoved nød Ximen Qing synet af, hvordan hans lem gik ud og ind.«

De holdt sig ikke tilbage de gamle kinesere, og vejen er brolagt for, at Don Qing på sin hvide hest kan ride ud mod nye erobringer i de kommende ni bind, en udgivelse, som forlaget venter vil strække sig over syv år. Men lige nu:

Begge er berusede af lyst, rasende af begær,

Intuitivt mærker jeg hans lyst i hans bevægelser,

Lad os trække det ud, lad mig suge dig endnu en stund!

Det må have været et kæmpe arbejde for seniorforsker Vibeke Børdahl Fra Nordisk Institut for Asiensstudier at oversætte teksten, og hun har da også konfereret med tidligere oversættelser til fransk, engelsk og tysk, men har som udgangspunkt holdt sig til originalen. Også det at finde illustrationer (som ikke var i originalen) fordrede en stor research.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu