Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et liderligt hipsterfængsel af frihed

Maiken Bent har gang i den helt store rodebutik, når hun prøver at udtrykke sine tanker om frihed, fastlåsthed, selvrealisering og overskridelse af grænser
Maiken Bent har gang i den helt store rodebutik, når hun prøver at udtrykke sine tanker om frihed, fastlåsthed, selvrealisering og overskridelse af grænser
Kultur
10. februar 2012

Bedømmelse: 4/6

Det ligner et museum for oprindelige folk, et bondagerum med kunstfærdigt sexlegetøj, en gymnastiksal for hipstere eller en afdeling i Stof2000 møder Bauhaus.

Det er i hvert fald et gymnastiklokale, som det står med spejle på væggene, en saunalignende trævæg med vimpler og diverse genstande, der ligner gymnastikredskaber og boksebolde. Gallerirummet er heller ikke værst til at bidrage til illusionen med sit fabrikslignende gulv og højt til loftet-vægge, der til lejligheden er malet i sort, orange og gul og proppet med reb, kæder, stof, ringe og ting og sager.

Det lyder voldsomt, og det ligner også et orgie af betydninger. Men egentlig er det en enkel udstilling, hvor en central tanke hos kunstneren er blevet æstetiseret, men i stedet for blot at lade denne idé materialisere, har Maiken Bent så at sige ladet hele sit hoved få en tur. Hvor andre ellers typisk ville sige kill your darlings, har Maiken Bent givet kunstigt åndedræt til hver eneste af dem.

Alt er fast eller spændt

Hun er vild med oprindelige folk. Her er afrikanske, marokkanske og indianske objekter som puder, mønstre, masaismykker og drømmefangere. Her er også et tema, der rimer på transport, som i titlen Overseas Cargo Club og i rebene, tovene, stripsene, en bøje og et bådhåndtag. Og så er der det seksuelle aspekt med piske, kæder og en lille bold til en lille mund. Det er næsten, som om hun har gang i en global udveksling af kulturvæsker.

Det bliver mere liderligt, når man begynder at tale om fastspændingerne. Alt i udstillingen er enten spændt fast eller består af kæder, tovværk eller låse. Flere objekter er spændt hårdt fast til væggen med professionelt udstyr, man ikke slipper ud af igen. En gymnastikbold, der er syet af forskelligt farvet stof med dyremønstre og lignende, er surret fast til et lille podium, som var det et stykke fragt på dækket under en storm.

Der er også en bøje i et af værkerne, et fast holdepunkt i havet, men påklistret en farlig masse kultur i form af endnu flere stykker sammensyet stof a la Maiken Bent.

Modedelen er også en af hendes darlings, det ligner noget fra Hermès-butikkerne, kitchet orange og brun. Med dyreprintene og pangfarverne bliver det til klassisk hipstermode, ironi med ironi på, hvor det gælder om at se ligeglad ud, men hvor de pertentlige detaljer afslører, at det hverken er tilfældigt eller billigt.

De pertentlige detaljer er også i top 10. Maiken Bent lider af materialefetich. Når andre tager på stranden, tager hun i Bauhaus eller i den lokale hobbybutik og køber kæder, låse, stof og læder. Hun er på jagt efter noget oprindeligt, og det begær går igen i hendes sirlige omgang med materialerne. Det, at røre ved materialerne og arbejde med dem, betyder lige så meget som at eje dem, og der ligger en stor kærlighed gemt i eksempelvis den omhyggelige indrulning af silketråd om et piskehåndtag eller i de nøjsomme syninger i de forskellige bolde og puder.

Der er også noget dameblad over udstillingen. Der er så mange trivielle forklaringer og detaljer, der overlapper hinanden, at det ender lidt som et godmodigt portræt af kunstneren. Tag hendes fascination af det oprindelige som eksempel. Den hyldes i alle de mange objekter, der mimer fremmede kulturer og i hendes samlinger af ting, der er hvad de er, men hånes i føromtalte mode. Hendes hipstermode falder måske i med samme hule brag, som den mode, den kritiserer, men den sender også et klart signal om, at Maiken Bent udmærket godt er klar over, at der ikke findes noget oprindeligt eller ægte. Det hele er en konstruktion.

Kortvarig frihed

Der går også personlighed i den i forhold til de seksuelle fantasier, der ’gemmer’ sig i værkerne, for er netop materialefetich og pertentlighed ikke også en væsentlig del af kropsfetich og sadomasochisme? For en domina handler det mere om at dyrke detaljen end udløsningen, hvilket tydeligvis også er tilfældet for Maiken Bent, der gerne bruger længere tid på at nusse om sine værkers fysiske fremtræden end om deres konceptuelle kvaliteter.

Den idé, Maiken Bent kredser om, men engang imellem også skygger for, er den universelle rumlen, ’er jeg fri eller bundet’? Hun gør det i alle sine temaer og betydninger. Lige fra den platte udgave på korset, hvor nogen ikke kan bevæge sig, men dermed vil opleve den ultimative frihed til den rent seksuelle, hvor især udenomsknaldet bliver en måde at overskride grænser og opnå en kortvarig frihed fra en kedelig og fastlåst hverdag. Selv gymnastiksalen er et sted, hvor drømme sættes fri, og hvor man er bundet af de samme. Det er her ligesom med moden, at man oplever et fængsel af frihed, en mulighed for selv at iscenesætte sin frihed ud fra en række rigide og konforme krav. Hendes transporttema er på et lige så eksistentielt plan også et spørgsmål om at være bundet eller fri, om hele tiden at søge efter nye veje, der kan føre os ud af den lille verden, vi er født i.

Drømmefangeren, der hænger fra loftet og repræsenterer noget af de mest luftige ud i selvrealiseringens kunst, har fået en gang polyester alleryderst. Selv i nogle af de mange kæder af stof, der hænger fra krogene og rendejernene på væggene, er frynset læder syet sammen med slidstærke polyesterremme. Det handler hele tiden om det samme. Om spændingen mellem at være fri eller bundet.

’Overseas Cargo Club’ hos IMO Projects, Ny Carlsbergvej 68, København til den 17. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Hvor skal man fremsætte en kommentar, som er af almen karakter? I den første ukommenterede artikel i Informations hellige kulturland!

Informations kunst- og kulturpublikum er bestemt det mest døde flæskesvær man kan finde på parnasset.

Er det skide godt hvad I læser, eller er det noget lort? Syv kommentarer på en heavy weekendload, hvor pauvert. Igen, igen.

Et eller andet sted er der da noget galt.

Niels-Holger Nielsen

Ja, jeg venter også på DIT svar, hr. Jeppesen.

Niels-Holger Nielsen

Hvad er relevansen af en kultur, som ikke debatteres?

Spørgsmålene står i kø.

Er I til noget?

Niels-Holger Nielsen

Har I det godt på parnasset? Er udsigten god fra elfenbenstårnet?

Fremtiden er ikke hvad den har været.

Niels-Holger Nielsen

TOLV kommentarer! Det er tæt på en tangering af rekorden.

Gå hjem!

Niels-Holger Nielsen

14!

Niels-Holger Nielsen

'The man from the television crawled into the train.'

Snarere:

The man from the television crawled into the brain.

'And then they shut down the power all along the line,
and we got stuck in the tunnel where no lights shine'

Er der lys for enden af tunnelen, vel vidende at intet ender?

Er lysets fyrste død? Mørkets kender vi.

Hvem er manden fra fjernsynet? Ham med den behageligste eller ham mest den bedst betalte stemme?

Hvad er fjernsynet? Hjernevask. Storvask. Vaskeægte?

Tæt ved befrielsen: Signalet på vores kabelforbindelse gjorde knuder og jeg tænkte, at det var en stor lykke for besindelsen. Min samlever syntes, mens sagen endnu var uafklaret, at vi måske skulle have et nyt fjernsyn. Hvor køber man den slags? Jeg mener, er det andet end formatet, som gør en forskel? Et tyve år gammelt B&O-fjernsyn opgiver ikke ånden så let. Billede og lyd er oven i købet ekselente. Er ny vin på gamle flasker ikke at foretrække? Monstre og kryb arbejder sammen. Frygten for det store og det lille, det nære og det fjerne, skabes i offentligheden. Modet og modstanden er noget vi selv bidrager med.

'She had an horror of rooms
she was tired
you can't hide beat
When I looked in her eyes they were blue but nobody home'

Kan vi slå igen? Eller skal vi blot fremvise de blå mærker? Hvor er vi hjemme?

Er vi båøjede? Er sindet lyst som manken? Danmark som det bedste lille hjørne af Verdenskrigen.

Køb en elbil og bliv fri!

De trætte behøver bilismen og de hillede ved intet bedre end TV-avisen.

Hvis du afsværger propaganda, er du offer for mainstream.

Hvem vil være et offer?

Hvem tør sige sig fri?

Er vi trætte?

http://www.youtube.com/watch?v=CsbN-ploZsI
http://www.sing365.com/music/lyric.nsf/Waiting-for-the-End-of-the-World-...
http://www.youtube.com/watch?v=NHywdqH3F6Y
http://www.azlyrics.com/lyrics/davidbowie/scarymonstersandsupercreeps.html
http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/NB11Ak02.html

Hilsen vagttårnet, the lions sleeps tonight.

Niels-Holger Nielsen

Smag og behag er fint, men hvad smager det af, og hvem behager det?

Hermed en sidste hilsen til en død sektion af vores endnu levende fællesskab.

Niels-Holger Nielsen

Har I det godt nede i kunstens hjørne? Skal I ikke også bevise jeres værd og relevans? Kunst og kultur er det hele, men hvorfor er det så kun det halve?

Niels-Holger Nielsen

18!

Niels-Holger Nielsen

Til litteraturen vil jeg sige: Gå på nettet eller bliv dræbt. I kan ikke overleve i beskyttede reservater.

Brian Pietersen

c¨,)

Niels-Holger Nielsen

Uden den såkaldte kulturs dødvægt ville kapitalismen være død for længst. Vågn op og spænd bælte. Vis os at at der er forskel på pris og brugsværdi.

Niels-Holger Nielsen

Brian Pedersen

8/)-]~snot

Niels-Holger Nielsen

Er der nogen hjemme?

Niels-Holger Nielsen

24!

Hvem runder det kvarte hundrede?

Niels-Holger Nielsen

Hvis visse skulle anse mig for kulturel analfabet, så skyldes det nok mere end fyrre års abonnement på Information (deres eller mit). Jeg ved det, viden kan ikke købes for penge, men information ønsker at være fri og tilgængelig.

Niels-Holger Nielsen

26! Hvem runder de næste hundrede indlæg? Ingen, de er faldet i søvn.

Niels-Holger Nielsen

Forslag til ny rubrik for kunst og kultur i Information: Hyggekrogen.