Læsetid: 5 min.

En lille dreng med en stor byrde

Amerikanske og engelske anmeldere har haft det svært med Jonathan Safran Foer-filmatiseringen ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’, men Informations anmelder lod sig rive med af den universelle fortælling om en niårig drengs forsøg på at forsone sig med sin fars død
Præstation. Jeg lod mig rive med af ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’, ikke mindst fordi Thomas Horn – og de øvrige skuespillere – er så naturlige, så overbevisende, og fordi filmen fortæller en gribende og både specifik og universel historie.

Præstation. Jeg lod mig rive med af ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’, ikke mindst fordi Thomas Horn – og de øvrige skuespillere – er så naturlige, så overbevisende, og fordi filmen fortæller en gribende og både specifik og universel historie.

SF Film

1. marts 2012

De amerikanske og engelske anmelderes modtagelse af Stephen Daldrys filmatisering af Jonathan Safran Foers bog Ekstremt højt og utrolig tæt på har været barsk og uforsonlig. Foers bog er elsket og beundret af mange for sin stærke, indfølte og morsomme skildring af en niårig drengs forsøg på at håndtere sin fars død i terrorangrebet på New York den 11. september. Og måske er det netop denne status som noget helt særligt i mange menneskers bevidsthed – nogle siger endda, at bogen har forandret deres liv – og koblingen til det endnu åbne sår, 11. september er, som gør, at anmelderne er gået så hårdt til den.

I hvert fald skriver de fleste, at filmen – som bogen – har en vigtig historie at fortælle om helingsprocessen efter 11. september, men at instruktøren – i modsætning til forfatteren – ikke ved, hvordan han skal håndtere den, og resultatet er, mener altså anmelderne, en drivende sentimental, uskøn affære.

Sådan har jeg det slet ikke med Ekstremt højt og utrolig tæt på. Følelsesmæssigt påvirkede mig meget, da jeg så den, og nej, jeg har ikke læst Foers bog, og der kan sikkert argumenteres for, at det er grunden til, at jeg følte mig i så godt selskab med filmen.

En fortabt dreng

Meget – for ikke at sige alting – afhænger af drengen, der spiller Oskar Schell, hovedpersonen i Ekstremt højt og utrolig tæt på. Tror man på ham, tror man på filmen, og jeg troede på Thomas Horn, der spiller Oskar, et på én gang skrøbeligt og stærkt barn, som ikke kan forsone sig med tanken om, at hans far, Thomas (spillet i flashbacks af Tom Hanks), døde i et af World Trade Centers tårne den 11. september 2011.

Oskar, der er en meget begavet dreng, siger selv på et tidspunkt, at han måske har Aspergers, en form for autisme, men at lægerne ikke var helt sikre på diagnosen. Noget har Oskar i hvert fald, og det minder om Aspergers: Hans mangel på situationsfornemmelse og evne til at være ærlig på de forkerte tidspunkter – det sårer ikke mindst hans mor – hans mangel på sociale færdigheder, hans umiddelbart mærkelige ritualer, hans sans for de mindste detaljer, hans fanatiske besættelse af et projekt uanset omgivelserne reaktion, tamburinen, han altid har med sig, og hvis lyd beroliger ham i stressede øjeblikke.

Enkelte anmeldere har kaldt Thomas Horns præstation som Oskar Schell irriterende. Jeg, der selv har en søn med Aspergers, ser en dreng, der har mistet fodfæstet efter sin fars død, og hvis indre er i et oprør, som selv hans sorgramte mor, Linda (Sandra Bullock), har svært ved at lindre.

Stor og mangfoldig by

I flashbackscenerne oplever vi det tætte forhold, Oskar og hans far havde til hinanden, og hvordan faren stimulerede drengens fantasi og udfordrede ham til at komme andre mennesker ved og lære at klare sig i en stor og uoverskuelig verden, der kan være svær at håndtere for mennesker med Aspergers og brug for overskuelighed og faste rammer. Da Thomas Schell dør, finder Oskar en nøgle, som han bliver overbevist om, er nøglen til det eventyr, det mysterium, faren havde sat ham i gang med at løse; og hvis han finder låsen, nøglen hører til, kan han udskyde den endelige afsked med sin far.

Nøglen ligger i en kuvert, hvorpå nogen har skrevet ’Black’, og følgelig beslutter Oskar sig for at opsøge alle i New York med efternavnet Black – én af dem må kende hans far. Med på hans ikke ufarlige ekspeditioner ud i storbyen kommer på et tidspunkt en mand, Lejeren (Max von Sydow), der bor til leje hos Oskars bedstemor (Zoe Caldwell). Lejeren er stum og kommunikerer ved hjælp af papir og blyant, hvilket har det med at frustrere den videbegærlige, logisk tænkende Oskar. Man forstår dog, at også Lejeren har været ude for en traumatiserende oplevelse, og at han om nogen vil kunne hjælpe Oskar.

Det umage par møder mange forskellige mennesker og skæbner på deres vej gennem den store by – mennesker, som er venlige, vrede, tossede, ulykkelige, glade – og efterhånden åbner det systematikeren Oskars øjne for, at også andre end ham har mistet, og at mennesker og følelser ikke kan reduceres til tal og ligninger. Samtidig får Stephen Daldry skildret, hvor smuk og mangfoldig en by New York også er.

Spinkle skuldre

Jeg lod mig rive med af Ekstremt højt og utrolig tæt på, ikke mindst fordi Thomas Horn – og de øvrige skuespillere – er så naturlige, så overbevisende, og fordi filmen fortæller sin gribende og både specifikke og universelle historie – den handler ikke kun om 11. september – på en intellektuelt, følelsesmæssigt engageret og visuelt flot facon.

Jeg har ærlig talt svært ved at sætte en finger på, hvad Stephen Daldry (Billy Elliot, The Hours, The Reader) og manuskriptforfatter Eric Roth kunne have gjort anderledes – der skal nok være dem, der har læst bogen, som kan hjælpe mig med det – måske fordi jeg var så opslugt af Oskar og hans oplevelser.

På dagen, hvor Oskars far døde, ringede faren hjem og lagde seks telefonbeskeder på familiens telefonsvarer. Oskar er den eneste, der har hørt dem, og de rider ham som en mare – han var hjemme, da faren ringede, men kunne ikke få sig selv til at tage telefonen – og han straffer nu sig selv ved at høre beskederne, som han gemmer for sin mor, igen og igen. Publikum får lov at høre de hjerteskærende beskeder, efterhånden som handlingen skrider frem, og man har ikke svært ved at sætte sig i stakkels Oskars sted.

Drengen bærer, som så mange andre, der har mistet og føler, at de kunne og skulle have gjort mere, en alt for stor byrde på sine unge, spinkle skuldre.

Nej, Ekstremt højt og utrolig tæt på kan ikke hele sårene efter 11. september 2001 – og er det kun det, filmen forsøger på? – men den kan minde os om, at vi for ikke at føle os alene skal tale med hinanden, tage vare på hinanden og være opmærksomme over for andre – ikke mindst vores børn.

 

Ekstremt højt og utrolig tæt på. Instruktion: Stephen Daldry. Manuskript: Eric Roth. Amerikansk (En lang række biografer landet over). Interview med Max von Sydow på næste side)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu