Jeg har et noget anstrengt forhold til det at sætte levende billeder til musik. Jeg mener ikke, at MTV eller YouTube nødvendigvis gør noget godt for musikken. Den gør noget godt for musikvideoen, ja da, men dér har billedet det så også med, ja, altså at stjæle billedet. Og inferiøre sange med brillante videoer vinder indpas, mens brillante sange med inferiøre videoer får løbepas ud ad den kollektive hukommelse.
Nå, men den anden vej rundt, altså lyd til billeder, altså kunsten at lave et soundtrack, har jeg altid elsket. Der er soundtracks, som enten er så prægnante, at de fungerer i deres egen ret eller har formået at suge så meget stemning og drømmestof fra den af publikum sete film over i lyden, at de er blevet klassikere i egen ret.
Bernard Herrmanns Taxi Driver, Angelo Badalamentis Twin Peaks, David Holmes’ Out Of Sight og de okkult liderlige folk-sange på The Wicker Man (den fra ’73) er blandt mine favoritter.
Det interessante ved denne anmeldelses to første soundtracks er, at de synes at have frigjort nye kreative reserver hos et par hæderkronede navne.
Nu har den franske duo Air altid haft noget nostalgisk i deres retro-futuristiske musik. De har altid drømt om sølvfarvede raketter og flyvende biler, så det giver mening, at de kan inspireres yderligere af at levere soundtrack til landsmanden Georges Méliès’ stumfilmklassiker Rejsen til månen fra 1902.
Den håndkolorerede udgave er netop blevet færdigrestaureret, hvilket man kan nyde på den limited edition-dvd, som følger med Airs nye album. I orden lækkert. Men samtidig virker Nicolas Godin og Jean-Benoit Dunckel i ren lydudgave mere løsslupne end længe. Tydeligvis forelsket i tidligere tiders naive futurisme og forestillinger om menneskets teknologiske transcendens.
Filmen synes at stimulere duoens længsel efter uskyld og føre dem mod et mere enkelt formuleret udtryk, som taler i tydelige teatralske vendinger – som det jo også ofte sker i stumfilm. Og det har så også ført til et helt album – filmen er kun 14 minutter lang – hvor de har videreudviklet musikken blandt andet med gæstesangerne Au Revoir Simone og Victoria Legrand fra Beach House.
Le Voyage Dans La Lune er ikke det bedste, Air har præsteret, men det er det sjoveste i lang tid, og det trækker med fornyet energi på både funk a la Gainsbourg, krautrockede synth-visioner og, nå ja, romantisk fransk 60’er-pop. Så vi bliver i en for Air velkendt region, men med ny farvelægning.
På hjemmebane
Amerikanske Trent Reznor (manden bag Nine Inch Nails) har også fået ny luft. Det er sket i selskab med engelske Atticus Ross, med hvem han har komponeret musikken til de to seneste David Fincher-film, The Social Network, som de vandt en Oscar for, og senest The Girl With The Dragon Tattoo.
Finchers version af Stieg Larssons roman er på så mange måder danske Niels Arden Oplevs version overlegen. Et langt bedre manuskript, der inddrager Mikael Blomkvists seksuelle forhold til sin ven og redaktør og komprimerer, samtidig med at det uddyber. En hæsblæsende, fremragende klipning. Evnen til at beskrive steder og mentale tilstande med kameraet i nogle gange absurd korte klip. De langt bedre castede og tørt humoristiske hovedrolleindehavere. Og ikke mindst soundtrackets stærkt suggestive og spændingsopbyggende kvaliteter.
Man kan måske hævde at Reznor her er på hjemmebane, i sindets mørklagte gemakker, men han finder også sammen med Ross en ny ro til at udforske krinkelkroge og musikalske finter.
Der bliver arbejdet med sort melankolsk klaverspil, en slags derangeret Erik Satie, men også med præpareret klaver, altså med diverse resonerende dæmpere på strengene. Som dermed mister deres romantiske ballast og i stedet klinger vingeskudt.
Tangenterne bliver ofte skruet op i stærkt fortættende passager, hvor elektroniske kortslutninger, ildevarslende ambiencer og dubstep-sub-bas kræver deres plads, øger angsten, understreger det lurende vanvid. Og klangene mimer ofte industriens stadige påvirkninger af velfærdsstaten – helt i overensstemmelse med filmens historie.
Reznor og Ross’ soundtrack er et hjemsøgt sindskabinet, klaustrofobiske lydlandskaber, desperate og rasende og sørgmodige tilstande og udviklinger, som strækker sig over næsten tre timer. Det fungerer fint som lyttemusik i egen ret, og det viser Reznor i sit andet kreative forår. Godt hjulpet på vej af Atticus Ross, bør det tilføjes.
Metaforisk køretur
Nicolas Winding Refns fremragende film Drive om en mand, der formår at undertrykke sine mørke drifter, så længe han bare bliver i bilen og bare kører, understøttes også perfekt af Cliff Martinez’ atmosfæriske soundtrack.
Martinez har vundet sine laurbær som trommeslager hos så seje og forskellige navne som Captain Beefheart, Lydia Lunch og Red Hot Chili Peppers. Og som soundtrack-komponist til et væld af Steven Soderbergh-film, fra Sex, Lies and Videotape over Traffic til Contagion.
Han er stærkt inspireret af Brian Enos mere syntetisk klingende ambient, også til Drive. Men han betjener sig også af en mere technoid spændingsopbygning, sandsynligvis farvet af Chromatics’ album Night Drive fra 2007, som Refn viderebragte som inspirationskilde.
Et nummer herfra, det langsomme adrenalin-kick »Tick Of The Clock«, er også inkluderet på soundtracket, nærmere bestemt i den sublime åbningsscene. Ligesom vi også får tre nutidige popsange høje på den populære mørkladne 80’er-fetich – allerbedst er Kavinskys skurrende geniale »Nightcall«, som løfter Drives titelsekvens til episke højder.
I disse øjeblikke af popmusikalsk invasion fungerer Drive-albummet på egen hånd, men Martinez’ arbejde fungerer til gengæld bedre som en ambience, mere end som egentlig lyttemusik. Hvilket jo også er en kvalitet i sig selv.
Drive er en voldsomt stiliseret film, så fuld af ordløs mening, at det ville være vold at pumpe et overfortolkende eller utidigt soundtrack ind i den. Trods sin voldelige fernis er Drive mindst lige så interesseret i indre action og metaforiske køreture – bemærk f.eks. at der ikke er nogen motorlyd inde i bilen. Og Martinez’ enkle synth-skyer parfumerer billedernes ikke videre benzin-dunstende mørke perfekt.
Så lige i det her tilfælde vinder filmen over soundtracket. Og dermed spiller det sin oprindeligt tiltænkte rolle perfekt: Som musikalsk undervognsbehandling så at sige.
Air: ’Le Voyage Dans La Lune’ (Aircheology/EMI)
Trent Reznor/Atticus Ross: The Girl With The Dragon Tattoo – Original Soundtrack (Mute Records/Playground)
Cliff Martinez m.fl.: Drive – Original Soundtrack (Lakeshore/Download)
