Mesterlig filmmagi

Det var de færreste, som efter visningen af The Artist på filmfestivalen i Cannes i maj 2011, som havde forestillet sig, at den franske instruktør Michel Hazanavicius’ sort-hvide stumfilm mindre end et år senere ville være favorit til at vinde Oscars i de store kategorier.

Men vi var alligevel en del, der henført dansede ud af biografen efter at have oplevet en sjældent magisk og mesterlig hyldest til filmmediet generelt og stumfilmen i særdeleshed.

The Artist begynder i 1927, hvor stumfilmen stadig fejrer store triumfer, men to år senere, hvor filmen slutter, har talefilmen uigenkaldeligt skubbet stumfilmen i baggrunden og ødelagt karrieren for mangen en stumfilmstjerne, hvis stemme af forskellige grunde ikke egnede sig til at blive hørt.

En af dem er The Artists George Valentin (Jean Dujardin), der som figur er inspireret af virkelighedens Douglas Fairbanks, men som også rummer elementer hentet fra Errol Flynn, Fred Astaire og Gene Kelly. George er Hollywoods største filmstjerne, en selvoptaget charmetrold, og sammen med sin hund fejrer han den ene triumf efter den anden med de stort anlagte eventyr- og spændingsfilm, han har hovedrollen i, og som produceres af studiebossen Al Zimmer (John Goodman).

Energi og opfindsomhed

En dag møder George den dejlige Peppy Miller (Bérénice Bejo), som gerne vil være skuespiller. De falder for hinanden, men fordi George er gift med Doris (Penelope Ann Miller), bliver det ikke til mere mellem dem. The Artist skildrer så, hvorledes George og Peppy af og til støder ind i hinanden, alt imens hendes karriere tager fart, og hans ender med at gå i stå i takt med talefilmens fremmarch, og med, at Al Zimmer skrotter al stumfilmproduktion. George ender på bunden, også økonomisk pga. det store finanskrak i 1929, konen forlader ham, og han ryger hurtigt ud i glemslen. Peppy har dog ikke glemt ham, og spørgsmålet er nu, om hun kan redde ham.

Det er en enkel og ikke videre original historie med reminiscenser af Singing in the Rain og En stjerne fødes, som Michel Hazanavicius fortæller i The Artist, men det er energien og opfindsomheden og den stilistiske sikkerhed, historien fortælles med, som gør filmen til noget aldeles særligt.

Hazanavicius var inden The Artist mest kendt for sine underholdende spionfilmpasticher, men den franske instruktør — og hans fotograf, scenograf og komponist — kender tydeligvis sin stumfilm. Ikke nok med at The Artist foregår i slutningen af 1920’erne og handler om stumfilmens sidste tid; den er tilmed skruet sammen som en stumfilm: Fra billedernes næsten kvadratiske Academy-format og måden, kameraet bevæger sig på, til mellemteksterne, det symbolske billedsprog — George og Peppy mødes på en trappe, hvor han er på vej ned, og hun er på vej op — og Ludovic Bources fine musik, der vækker mindelser om datidens toner og sørger for at understøtte filmens skiftende stemninger.

Et ægte matinéidol

The Artist fungerer nemlig også på det følelsesmæssige niveau. Det er en morsom og rørende film, som på forbilledlig vis holder balancen mellem melodrama og komik, og det skyldes både Michel Hazanavicius’ fint turnerede manuskript og selvfølgelig Jean Dujardins fænomenale præstation som George Valentin.

George ser ud, som et matinéidol skal se ud: pomadiseret hår, en elegant moustache og et blændende smil. I begyndelsen af The Artist går George på scenen efter premieren på en af sine film sammen med sin hund og sammen forfører parret det allerede begejstrede publikum med et lille nummer og en dans. Det er en fantastisk scene, fuld af humor og joie de vivre, og selv om George er egocentrisk om en hals, tilgiver man ham gerne, fordi han er så charmerende.

Og så lærer han jo at være mere ydmyg, efterhånden som hans karriere falder fra hinanden.

Der er en fin kemi mellem Dujardin og Bérénice Bejo (Michel Hazanavicius’ kone), som tidligere har spillet over for hinanden i en af Hazanivicius’ spionfilm. Bejos Peppy Miller lever virkelig op til sit fornavn: Hun er livlig og sød, og sammen med George falder man pladask for hende. Selv uden lyd er John Goodman perfekt i rollen som pengebevidst, enevældig studieboss med høj cigarføring. Og endelig er hunden, der spilles af den veltrænede jack russell-terrier Uggie, et vigtigt plotmæssigt værktøj i filmen og et følelsesmæssigt fikspunkt.

Billeder, musik og lyd

The Artist har fortjent fået 10 oscarnomineringer, og lur mig, om ikke den kommer til at løbe med de fleste af de gyldne statuetter ved prisuddelingen 26. februar. Der er en vis poetisk retfærdighed i, at en franskmand med jødisk-litauiske rødder har lavet en af årets bedste film, der om noget genskaber, hvad filmmagi engang var i et Hollywood, der var fyldt med immigranter fra Europa, og som i dag næsten konsekvent sigter efter den laveste og mest larmende fællesnævner.

Michel Hazanavicius minder os tillige om, i hvor høj grad filmmediet er et billedmedium, men også om, hvor vigtig en del musik og lyd er af filmoplevelsen. The Artist er godt nok en stumfilm, men den leger veloplagt med både lyd og musik og viser, hvor stærke og effektfulde stykker værktøj begge dele kan være i de rigtige hænder.

Jeg vil ikke afsløre hvordan; det ville være synd. Det skal man selv opleve.

The Artist. Instruktion og manuskript: Michel Hazanavicius. Fransk (En række biografer landet over)

Oscar-uddelingen finder sted søndag den 26. februar og sendes live på TV 2 FILM natten til mandag