Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Nekrolog over den mandlige dæmon

Kaos. En dyster og munter sørgesang over den mandlige dæmon
Kultur
17. februar 2012
Rablende. Daniel Dencik tager sin læser med på hastig elevatortur mellem det pjankede og det patetiske, det lave og det høje.

Rablende. Daniel Dencik tager sin læser med på hastig elevatortur mellem det pjankede og det patetiske, det lave og det høje.

Morten Holtum

Er mandens styrker mon blevet hans svaghed? Det er det indtryk, man får, mens man læser Daniel Denciks fjerde digtudgivelse, en rablende, kværnende snak igennem otte sekvenser, strøet ud over siderne i brede malende kast nødtørftigt skanderede af tredobbelte ordmellemrum. Man forstår, at der til det indre kaos skal svare et ydre, at sammenbruddet på det motivisk-tematiske niveau kalder på en kakofonisk form.

Værket betegnes i undertitlen som »nekrolog«, men kunne også kaldes for ’kaddish’, altså en jødisk sørgebøn, eftersom motiver og citater fra Gamle Testamente slynger sig gennem digtet, flettet sammen med tråde af jødernes moderne historie.

Hvem er det, der er død? Måske ikke nogen bestemt person. Måske ikke én bestemt mand, snarere en side af alle mænd (jøder eller ej): den mandlige dæmon.

Kultiveret og behørigt disciplineret og kanaliseret ind i genkendelige, socialt vedtagne og acceptable former kan dette monster drive det vidt. Så kan han blive hærfører, politisk leder, sportsmand eller kunstner. Men i en moderne civilisation, der i stigende grad prioriterer kvinder og hylder traditionelt ’kvindelige’ egenskaber, bliver dæmonen hjemløs og rådvild. Og dermed farligere end før. Så bliver han måske bandeleder, drabsmand eller voldtægtsforbryder. Eller han kan begynde at ødelægge sig selv ved f.eks. at slå sig på flasken. Det jødiske ’du’, som Daniel Dencik taler til i sit digt, er en sådan nødstedt, selvdestruktiv dæmon. Han tager over, hvor Mengele slap. Hans nedtur er et Holocaust De Luxe. Han er, som det hedder, søn af Krystalnatten og kender katastroferne til »forhudløshed«.

Fra det høje til det lave

Sidstnævnte plathed er typisk for bogen, som tager sin læser med på hastig elevatortur mellem det pjankede og det patetiske, det lave og det høje. Citater fra Ewald, Grundtvig, Oehlenschläger, H.C. Andersen, Grundtvig og Peter Faber (»Højt fra træets grønne top«) mikses med små brudstykker af sange fra Otto Brandenburgs og John Mogensens repertoire. Et typisk sted henviser til Højsangen, men trækker dens erotiske billeder helt ned på den flade jord: »du startede forfra igen / det vil sige bagfra / du tog en mødom / på en losseplads / i udkanten af østjerusalem / hendes bryster var som hjortekalve / gazelletvillinger / der græsser blandt liljerne / som helhed værdsat til to hundrede kameler / og når du var færdig med hende / duftede hele din højre hånd / af palæstinensisk underliv / det er mit blod / sagde hun / med henvisning til pletterne på dine bukser.«

Så længe du scorer, så længe du slår — benene væk under endnu en pige, ja, så længe fortsætter og fortsætter turen ad ødelæggelsens autostrada, titlens Via Katastroferne. Du kan leve som en konge og opføre dig som en klovn. Men en eller anden gang kommer der uvægerlig et livsregnskab, også for dig.

Havde Daniel Dencik formet sin dystre regnskabsaflæggelse på egne og andre mænds vegne som en manende dundertale, var det kommet til at lyde både hult og bastant banalt. Men hans humor og den uforudsigeligt slingrende form gør faktisk digtet ganske læseværdigt. Uskønt på en ret effektiv måde!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her