Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

NHØP + OKH + DRBB = OK

DR svigtede Ole Kock Hansen, men han svigtede ikke publikum ved festivalkoncert
Kultur
6. februar 2012

Det begyndte lidt forvirrende med Ray Pitts’ stramme, næsten minimalistiske arrangement af Jerome Kerns »Lets Dance«. Var det ikke først i næste måned, at Pitts skulle have sin portrætkoncert med DR Big Band, og sad vi ikke her og ventede på en ditto om et af de store nationale jazzklenodier, NHØP?

Jo, men aftenens dirigent og vært, den store bassists musikalske og personlige ven helt fra barndommen og til NHØP’s død i 2005, Ole Kock Hansen (herefter kaldet OKH), løb i begyndelsen af koncerten af bare bevægelse sur i sine annonceringer og fik aldrig helt sagt dét, han ville. Det medførte på den ene side vores udelte sympati, men betegnede også en lille skandale: Hvorfor kunne DR ikke stille med en ikke-musikalsk medvirkende, kyndig person til at sige, hvad der skulle siges? Ikke for at spare OKH for bevægelsen, men for at sikre, at også netop han, hvis beskedenhed grænser til det selvudslettende, fik den kredit for begivenheden, han så indlysende fortjente. Det føltes usselt.

Til den kredit ville høre roser til OKH ikke bare for hans egne blændende arrangementer — blandt dem et spritnyt af NHØP’s »My Little Anna« omdannet til en brasiliansk fest — men også for at vælge tidlig musik fra big band’ets bog, hvori NHØP som daværende medlem af orkestret spillede en afgørende rolle — uden nødvendigvis at være solist. Det gjaldt ikke bare omtalte »Let’s Dance«, men f.eks. også 2. sæts indledende bravurnummer, Jerome Richardsons »Groove Merchant«.

På den måde fik vi bl.a. demonstreret udviklingen i, hvordan de basale kompetencer rykkes i orkestrets bas/trommer-bagkæde — fra 70’ernes NHØP/Bjarne Rostvold, over den mellemliggende Thomas Ovesen/Jonas Johansen til dagens Kasper Wadsholt/Søren Frost. Bare i den periode er omfanget af nye rytmiske mønstre i repertoiret taget så stærkt til, at dét at spille »jazz/jazz« med fire slag i takten og med svag vægt på 2 og 4 forekommer som noget, der skal tages frem fra et skab og støves af før fornyet brug. Ikke at Wadsholt/Frost ikke kan spille sådan, men Wadsholt forekom bedre hjemme dér end Frost, og desuden ydede han en eksemplarisk indsats dér, hvor han skulle erstatte NHØP i rollen som melodibærende eller som solist.

Bl.a. blev to små mesterværker i dansk big band-musik, som samtidig var features for NHØP, spillet — OKH’s bearbejdelse af NHØP’s »To a Brother« og Palle Mikkelborgs »Vismanden«. Her var det dog tydeligt, at Wadsholt foldede sig ud friere i Mikkelborgs semifusion end i NHØP/OKH’s hymniske vals.

Forunderligt robust

Efter indledningsvist at have foldet sig ind i den askese og tysthed, der kan lyse ud af Vilhelm Hammershøis billeder, foldede pianisten Simon Toldam sig, solo, mere og mere ud, da han på Kunstmuseet lørdag, samtidig med åbningen af Hammershøi-udstillngen, påtog sig at give os sine ’Impressions of Hammershøi’. I et musikalsk sprog, der lå et sted mellem europæisk og amerikansk modernisme/avantgarde, fastholdt han os først i vores vante forestilling om stramheden og renheden hos kunstneren, senere lod han os ane de indre opgør, der nødvendigvis måtte lige bag. Toldams mange repetitive passager pegede hen mod tålmodigheden bag opbygningen af billedsproget, og fraværet af romantisk melodik (med ganske få undtagelser) matchede med malerens brug af gråtoner (med lige så få undtagelser).

At spille den slags musik i konkurrence med børn, der skriger på deres fritter i cafeteriet, og almindelig småsludren på de bageste pladser kræver sin mand — og sit publikum. Dén udfordring havde pianisten og den nyslåede Rytmekons-professor, Carsten Dahl, ikke i Montmartre lørdag aften, hvor han af huset var sat sammen med den tidligere Bill Evans-trommeslager, Eliot Zigmund. Publikum var særdeles opmærksomt og spiste af Dahls generøse, fantasifulde of virtuose hånd i en række standards.

Alligevel må man tro, at Dahl, der på det sidste kun sjældent har kastet sig over standardmaterialet, hellere ville have været til stede i Husets Café i Magstræde, hvor trommeslageren Kresten Osgood samme aften fik alle til at spille med alle ved en af sine ’musketer’-koncerter: Den forunderligt robust elegante basun-veteran, Ole ’Fessor’ Lindgren” med langt yngre musikere, en singer-songwriter, Mads Mouritz, langt fra jazzen, den norske trompetist Eivind Lønning med fem danske tangentspillere som ledsagere og panfløjtespilleren Charlotte Halberg og trommeslageren Marilyn Mazur i eksotisk impressionisme. Dét var festival!

 

DR Koncerthuset fredag: DR Big Band og Ole Kock Hansen

Statens Museum for Kunst lørdag: Simon Toldam solo

Montmartre lørdag: Carsten Dahl. Jesper Lundgaard, Eliot Zigmund

Husets Café lørdag: Musketérfestival

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her