Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Nydelig opstilling af fremragende værker

Mange spændende og interessante værker på én udstilling er en sjældenhed nu om dage. Gl. Holtegaard har været heldige med deres ellers flyvske idé om at sætte spot på bevægelse
Mange spændende og interessante værker på én udstilling er en sjældenhed nu om dage. Gl. Holtegaard har været heldige med deres ellers flyvske idé om at sætte spot på bevægelse
Kultur
3. februar 2012

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Min kone vil gerne åbne en café i haven. Hun skal bage kagerne, og børnene skal servere. Man kan næppe forestille sig noget mere ægte. Men sådan kommer det ikke til at tage sig ud. Det bliver en noller omgang. Kagerne bliver slet ikke, som man er vant til fra byens professionelle cafeer, havemøblerne er almindelige, kunstig belysning er der ikke tænkt over, og menukortet bliver nok noget med en lille seddel.

Jacqueline Doyens installation om, hvor anstrengende det er at se afslappet ud, bærer den sigende titel: Faye Dunaway, awarded the Oscar for Best Actress for ’Network’ on the previous night, relaxes alongside the pool of the Beverly Hills Hotel. Den består af en avanceret stålkonstruktion designet til at rumme en krop i præcis samme ’afslappede’ stilling, som Dunaway indtog. På væggen hænger der over 100 billeder af kendte politikere, hvor man kan se deres ofte voldsomt gestikulerende arme. Doyen antyder, at det er påtaget, eller at de i hvert fald er bevidste om, at deres kropssprog skal være med til at understrege, hvor dybtfølte de er. Eller som om det vigtigste for en politiker er at have kroppen med, det skal se ud, som om de er parate til at slås ud fra devisen, at hvis de ser troværdige ud, så er budskabet det nok også.

Stålkonstruktionen nedbryder et klassisk symbol på afslappethed i anstrengende positurer i en æstetik, der er hentet fra gymnastikken. Billederne nedbryder politiske ideologier i militante bevægelser, der henter sin æstetik fra musikvideoens voldsomme dans.

Bølgerne raser

Mine børn vil have shorts og T-shirts på, hver gang vi skal udenfor. Uanset vejret. Dyr er noget, man kaster ting efter. De har ingen forbindelse med naturen. Shaun Gladwells video Storm Sequence om distancen mellem den postmoderne ungdom og netop naturen er optaget på en afsats foran et hav i stormvejr. Den forestiller Gladwell på et skateboard, dansende om sig selv i forskellige småtricks, mens bølgerne raser i baggrunden. Den er afspillet i slow motion, så det ser helt drømmende ud. En ung mand i sin egen verden, foran den store verden, imens regnen hele tiden finder kameralinsen og minder os om, at det er virkeligt, fordi det er kunst. Det er en ret berømt video, der også har været vist på Venedig Biennalen, og som ofte bliver nævnt i sammenhæng med Caspar David Friedrichs maleri Wanderer above the Sea of Fog, hvor man ser kunstneren afbildet bagfra, mens han betragter et frådende hav.

Og det er ikke nogen dum reference, da forskellen meget fint beskriver den udvikling, vi kalder moderniteten, hvor vi langsomt er blevet desillusionerede og er gået fra at udfylde en på forhånd givet plads i samfundet til først og fremmest at være individualister. Hvor Friedrich bruger havet til at finde sig selv, bruger Gladwell havet til at fortælle at han allerede er sig selv. Gladwell afviser at have nogen forbindelse overhovedet til havet, han afviser enhver form for naturlig cosmos, det kunne lige så godt have været en rampe, han stod på i en hal. Eller han kunne have pruttet foran Dronningen. Motivet er af samme kaliber. Det oprørte hav eller en kongelig er et fedt, Gladwell er først og fremmest Gladwell, og al erkendelse starter indefra.

Vag præmis — gode værker

Udstillingen vil gerne handle om koreografi og bevægelse, den vil gerne zoome ud og se på kunsten helt oppe fra skyerne, men det virker lidt omsonst at hoppe med på vognen. Alt er i bevægelse, og selv noget der er helt stille kan bevæge én. Men hvad gør en vag udstillingspræmis, når værkerne er så gode?

Pablo Bronstein, der af højre-Danmark blev dømt ude, da han brugte pissoiret som en del af sin udstilling på Charlottenborg sidste år, er sikret evig udstødelse. Han har nemlig lavet et ur-værk, de viser på Gl. Holtegaard. Og hvis der er noget han ikke selv har opfundet, så er det uret.

Men han gør det nu alligevel meget godt, og skal man prøve at se værket gennem Gl. Holtegaards briller, så er tiden vel også den ultimative koreografi.

Bronstein har opstillet tre ure i rummet. De står alle på hvide piedestaler. Det ene ur, en halv bornholmer, står som klokken 12. På gulvet peger en viser fra uret og til den modsatte ende af rummet og ender i døren, hvor beskueren entrer, hvilket også er præcis midt i Gl. Holtegaard, og lige over for hovedindgangen. Den halve bornholmer er ledsaget af en smuk tegning og tekst, der beskriver, hvordan værket skal opstilles.

Klokken 3 og klokken 9 har vi to ens lidt mindre ure, i ormolu, en form for guld, der står over for hinanden, forbundet af en viser med en pil i hver ende.

Det kan godt være, at vi føler os dikterede af mange af livets strukturelle forhold, men hvis der er noget, der virkelig har taget i os, så er det tiden. Den udstikker linjer som streger på gulvet og styrer nogle gange selv vores mindste bevægelser. Kunne man sige, at Bronstein prøver at sige.

Man kan også bare nyde de tre ure og de to smukke tegninger, inden man skal videre og lade sig henføre af Nina Saunders sofaer, Cao Feis berømte film fra Osram-fabrikken i Kina og i hvert fald én af tyrkiske Inci Eviners animerede film.

Og ja, denne anmeldelse antyder, at Show Time er af den type kunstudstilling, hvor man snildt kan medbringe familien. Måske de kunne få noget at tænke over.

 

Show Time -. koreografi i international samtidskunst på Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte til den 25. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her