Læsetid: 5 min.

Ruslands de Gaulle og frelser?

Per Dalgård har gode pointer og analytiske betragtninger over de sidste års udvikling i Rusland, men hans bog om Putin er ujævn og bærer præg af ikke at være skrevet ordentligt igennem
Per Dalgård har gode pointer og analytiske betragtninger over de sidste års udvikling i Rusland, men hans bog om Putin er ujævn og bærer præg af ikke at være skrevet ordentligt igennem
29. februar 2012

Ruslands grumme zar, Vladimir Putin, der står til at få sin tredje præsidentperiode, har ikke nogen god presse i Danmark.

Det vil Informations erfarne korrespondent Per Dalgård gerne rette op på og nuancere, selv om han bestemt ikke er blind for Putins negative sider og overgreb mod ytringsfrihed og menneskerettigheder.

Alligevel synes Per Dalgårds hovedbudskab i den noget ujævne bog Putin og Ruslands ukontrollable demokrati at være, at Putins hårde linje var nødvendig, hvis Rusland skal udvikle sig til et reelt demokrati, hvilket den solide ruslandskender mener vil ske.

Dalgård mener, at Putins politik bygger videre på Gorbatjovs og Jeltsins opgør med det stalinistiske system. Deres reformer skabte kaos, fattigdom, sammenbrud og usikkerhed sammen med friheden, så det var nødvendigt med en opbremsning og en større kontrol med både det økonomiske og politiske system, hvis Rusland ikke skulle bryde sammen.

Dalgård mener, at Putin i virkeligheden er at sammenligne med skaberen af den franske 5. republik, general Charles de Gaulle, der med et stærkt præsidentstyre efter den 4. republiks kaos, beredte vejen for landets nuværende demo krati.

Som Putin har Tjetjenien, havde de Gaulle Algeriets uafhængighedskrig. Algeriet fik som bekendt sin uafhængighed. At det samme skulle ske Tjetjenien er svært at forestille sig. Rusland afgiver ikke mere territorium.

Per Dalgård argumenterer for, at Putin har lagt grunden til et fuldgyldigt demokrati i Rusland. Han er overbevist om, at Putin selvfølgelig vinder præsidentvalget den 4. marts, men han er lige så overbevist om, at Putin kun vil få højest én periode og ikke vil kunne sidde de 12 år, som lovgivningen i teorien giver mulighed for.

De demokratiske kræfter vil ikke længere lade sig kontrollere, bl.a. fordi der under Putin/Medvedev- tandemen er skabt en stor og moderne middelklasse, og Putins ’vertikale magt’ vil blive erstattet af et sandt demokrati.

Dalgård skriver, at Rusland er det land blandt de 15 republikker, som udgjorde Sovjetunionen, der har klaret sig bedst siden Sovjetunionens sammenbrud for lidt over 20 år siden. Det vil de næppe være enige i hos EU medlemmerne Estland, Letland og Litauen, som er gået fra diktatur til demokrati uden en omvej over Putins styrede form for demokrati.

Som det er sagt flere gange af russiske demokratiforkæmpere om Putins særlige udgave af demokrati: Enten har man demokrati, eller også har man det ikke. Der er ikke noget midt i mellem.

Dalgårds pointe er, at Putin ikke længere kan styre demokratiet, fordi hans egen politik har lagt grunden til det ukontrollable demokrati. Det er interessant og forhåbentlig rigtig. Man har da i hvert fald lov at håbe, når man følger de regimekritiske demonstrationer i dagens Rusland.

Folk i de nye generationer, der ikke længere vil finde sig i at blive behandlet som børn. De går nu på gaden netop i vrede over parodien på demokrati, antændt af Medvedevs og Putins bytten stole og som følge af udbredt valgsvindel ved Duma-valget i december sidste år.

De er unge, moderne, veluddannede, men også splittede, fordi der ikke er en kandidat, som kan forene dem. Det er der måske om seks år? Deres platform er internettet, og deres håb er ikke revolution, men et civiliseret samfund. Befolkningen har ændret sig, mens Putin er for blevet den samme.

Medvedev venlig

Per Dalgård er meget venlig over for Dimitrij Medvedev, som uden kamp kastede håndklædet i ringen og overlod præsidentkandidaturet til Putin.

Jeg deler mere den russiske middelklasses skuffelse over Medvedev, der sagde og siger så meget rigtigt, men gjorde og gør så lidt for at reformere det store land og dets olie- og gasdominerede økonomi. Det var mundsvejr det meste, mens han holdt stolen varm for sin mentor og chef Putin.

Afsnittene om Medvedev og Putin afspejler bogens største svaghed. Det virker, som om bogen er stykket sammen af artikler og ikke skrevet fra grunden af. Det viser sig ved ulidelige gentagelser som f.eks. Putins ord om Sovjetunionens sammenbrud som det 20. århundreds store tragedie. Og valgresultatet for Duma- valget i december 2011 får vi adskillige gange. Et sted står der endog, »som valget viste i går«.

Det er selvfølgelig nødvendigt med denne form for information i avisartikler, der kommer med dages mellemrum, men det burde være luget ud i en bog.

Skwæmmes af fatale fejl

Jeg har læst Per Dalgård gennem mange år og ved, at han har stor indsigt i russiske forhold, så jeg må indrømme, at jeg havde forventet, at han ville have øst mere generøst af sin omfattende viden. Der er jo plads i en bog, så er det synd, at man har oplevelsen af, at meget er copy-pasted fra artikler i Information.

Et sted citerer han en hel leder, han har skrevet, hvilket vel er okay, når det fremgår tydeligt, men jeg synes, at det er for meget genbrug. Det har ganske givet været vigtigt at få bogen ud inden præsidentvalget den 4. marts. Måske er det derfor, at der er så mange stave- og korrekturfejl som Goratjov, fa(s)cade, cho(c)k eller peb(b)eret for at nævne nogle få.

Det er synd, for Per Dalgård har gode pointer og analytiske betragtninger over de seneste års udvikling i Rusland.

Han gør med rette opmærksom på, at det er lykkedes at reducere fattigdommen markant, og at den enkelte russer har en stor personlig frihed til at forme sit liv, som han eller hun vil. Putins autoritære styre er milevidt fra det sovjetiske diktatur med dets grå fattigdom.

Putin er en kompliceret politisk og menneskelig figur. Hans tidligere voldsomt store popularitet er interessant som en afspejling af det evige russiske slagsmål mellem frihed og higen efter den stærke leder.

Jeg var selv af den opfattelse, at Boris Jeltsin, som Dalgård med rette skriver meget positivt om, valgte rigtigt, da han i 1999 syg og træt udpegede den ret så ukendte Putin til ministerpræsident og, viste det sig, som sin efterfølger. Rusland trængte til ro efter tumultariske år.

Putins magtgreb

Putin var også heldig. Olie- og gaspriserne steg voldsomt. Putin var i begyndelsen meget reform-orienteret, men hans politiske kurs ændrede sig radikalt under indtryk af den Orange Revolution i Ukraine i 2004. Det skulle ikke ske i hans Rusland.

Han begyndte at slå hårdt ned på politiske modstandere, på ngo’ere og skaffede sig kontrol over massemedierne samtidig med, at han gencentraliserede magten i Kreml.

Dalgård har også et skarpt blik for omkostningerne ved Putins politik. Der er korruptionen, der er blevet værre under både Putin og Medvedev. Der er den grove vold mod bl.a. journalister og menneskerettighedsfolk. 788 journalister er blevet dræbt under udførelsen af deres profession mellem 1997 og 2011, som Dalgård skriver.

Vi kommer ikke tættere på Vladimir Putin og putinismen, men hvis man som nogenlunde forudsætningsløs læser ønsker et hurtigt indblik i det land, der snart går til valg igen, så kan man roligt læse Per Dalgårds bog.

Vi venter stadig på en stor, detaljeret og dybdeborende bog på dansk om sfinksen Putin, hans klanvælde, despoti, popularitet og ’suveræne’ demokrati.

For de engelskkyndige udkommer en strøm af bøger i disse år om Putin og Ruslands forbløffende transformation de seneste 20 år. Et par stykker, ved jeg, er på vej i dansk oversættelse.

 

Leif Davidsen er forfatter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu