Læsetid: 4 min.

(Ikke så) Lærenemme Rita

Med TV 2’s nye dramaserie ’Rita’ har folkeskolen fået en sexet ambassadør i et forsøg på at give institutionen et mere cool image med en politisk ukorrekt antiheltinde. Man kan derfor kun ærgre sig over, at producenterne er faldet for fristelsen til at trække slapstick og katedersex ned over et lovende koncept
TV 2’s nye dramasatsning ’Rita’ med en friskfyragtig Mille Dinesen i titelrollen, er et koncept, der var smukt i sin undfangelse, men har vokset sig til en klodset mutant.

TV 2’s nye dramasatsning ’Rita’ med en friskfyragtig Mille Dinesen i titelrollen, er et koncept, der var smukt i sin undfangelse, men har vokset sig til en klodset mutant.

TV 2

9. februar 2012

»Rita knepper enspektøren,« står der på skillevæggen på det toilet, hvor Rita nyder en smøg før dagens første time. Hun finder en tusch frem fra sit lærredsnet og retter fejlen. Helt forkert er det sådan set ikke, det der står, men derfor kan man vel godt stave det rigtigt.

Rita er dansklærer på Islevgårdsskole. Her gør hun gangene usikre med lange, slanke stænger i smalle jeans og resolutte skridt i høje hæle, ikke for uartige elever, men for forældre, der producerer trofæbørn eller tvinger politisk korrekte sukkerpolitikker ned over 4. klasse.

»Hvis du vil overleve det her job — de elever som ser lidt hårde ud med piercinger og eyeliner — det er ikke dem, du skal være bange for. Ondskab har pagehår og har altid lavet sine lektier,« siger Rita til en ny kollega, med henvisning til klassens duks Rosa, der ydmyger mindre velforberedte kammerater. Fordi hun skal leve op til sin mors ambitioner.

Desværre lider TV 2’s nye baby selv under et vist præstationspres fra sit ophav. I hvert fald ligner dramaserien Rita, et koncept, der var smukt i sin undfangelse, men har vokset sig til en klodset mutant.

Aldrig før har danske seere nydt adgang til så stor og varieret en buffet af tv-serier på så mange kanaler. Man fornemmer frygten for ikke at kunne mønstre tilstrækkeligt høje seertal, måske næret af seerfloppet med krimiserien Den som dræber. Det er en forståelig præmis, producenterne arbejder under, men en skam for Rita.

Med fine referencer til Julie Walters i Lewis Gilberts Lærenemme Rita, hvor Michael Caines professor skal undervise en husmor fra Englands lavere sociale lag, men ender med at lære en ting eller to om livet af sin elev, er Mille Dinesens Rita lidt af en sofistikeret rejekælling.

Hun er i begyndelsen af 40’erne og har tre næsten voksne børn med en mand, der for længst er skredet og nu bor i England, går i Gucci-sko med bidsler og spilles med nuancer af både højrøvethed og længselsfuld faderlig uformåenhed af Peter Gantzler.

Sådan er det med Rita. Karaktererne har en vis fylde, og selv bad guys som Lisbet Lundquists Lillebeth, moren, der forlod Rita og nu vil være en del af familien, får lov til demonstrere en hel del sødme.

Talenter på stribe

Alt i alt et velgennemtænkt oplæg. En skolelærer, der yder en konstruktiv indflydelse på sine elever med en charmerende uortodoks og alligevel effektiv undervisning, men som overser, at hendes egen datter er ordblind.

Endnu mere interessant er det at blive inviteret med bag kulisserne på en moderne folkeskole, der tager sig ganske godt ud på den relativt nybyggede Islevgårdsskole i Rødovre. Ud over Rita, der er dansklærer, møder vi Carsten Bjørnlunds forsigtige Rasmus, skolelederen, der er forelsket i Rita, men må nøjes med sex.

Ellen Hillingsø er den velmenende afdelingsleder, der ligner en mellemting mellem en reklame for stjernefrisøren Gun-Britt og en ditto for tøjmærket Rützous luksuriøse bohemestil, en stil der afspejler sig i hendes tilgang til personaleledelse, og som går den mere hands on-Rita på nerverne.

Nyuddannede Lise Baastrup Nielsen spiller den nye lærer Hjørdis, der er overdrevent entusiastisk — indtil Leif Sylvester Pedersens sure matematiklærer giver hende verbale tæv for at sætte andre lærere i et dårligt lys.

Rita har med andre ord kunne tiltrække talenter på stribe, det fremgår allerede i titelsekvensen, hvor popstjernen Nanna Øland Fabricius også kendt som Oh Land synger seriens lækre og iørefaldende titelsang Speak out now. Og det gælder efter muligvis også seriens forfatter Christian Torpe, der ifølge en artikel på TV 2’s hjemmeside er skolet i traditionen fra amerikanske dramaserier.

Man fornemmer kærligheden til den nuancerede persontegning, og man fornemmer konturerne til en tankevækkende fortælling om børne- og familieliv i dagens Danmark. Bedst som man er på vej til at blive grundigt irriteret over Ritas selvfede friskfyragtighed, bliver hun sat til vægs af den førnævnte duks med pagehåret Rosa. Rita har netop udfordret Rosa ved at foreslå, at grunden til at hun ikke har nogen venner er, at hun opfører sig som en på 40.

Katedersex ikke for tv-feinschmeckere

»Og du opfører dig som en på 14! Måske er det derfor, de andre voksne ikke kan lide dig,« replicerer Rosa. Det fremkalder en bevægende lille opvisning i selvhad fra Mille Dinesen. Hun kan nemlig meget mere end ad spille Nynne. For vi kommer ikke i gennem denne anmeldelse uden at nævne chick lit-heltinden, der kom til verden i Politiken og blev inkarneret af Mille Dinesen på film og tv-serie. Næsten til skade for hendes karriere. Har man set hende spille børnelæge i Borgen, ved man at Mille Dinesen mestrer dramaet på linje med situationskomedien.

Man kan næsten høre instruktør og producere råbe ’Mere Nynne!’ Rita er ellers rig på gode replikker og så nogenlunde velklingende dialog, men man har ikke i praksis turdet den amerikansk dramaserie-tradition, der ofte så brillant lægger vægten på drama. I stedet er trykket lagt på slapstick, eksempelvis i Lars Kaalunds instruktion.

At Rita byder på en dansk pendant til Julia Roberts og Cameron Diaz’ politisk ukorrekte skolelærerinder i En ny chance til Larry Crowne og Bad Teacher, skal hverken serien eller Mille Dinesen høre noget for. Men kunne man virkelig ikke have skildret en selvstændig og fascinerende skolelærerinde anno 2012 uden at give hende en evindelig trang til uforpligtende katedersex, såvel som uforpligtende bartoiletsex?

Det kan give Rita det store publikum, serien tilsyneladende begærer. Men tv-feinschmeckere vil næppe finde vej til Islevgårdsskole. Ærgerligt.

’Rita’, første afsnit vises i aften på TV 2 kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer