Læsetid: 3 min.

Sex, løgn og formiddagsblade

Kidnapning, sex, en skønhedsdronning og mormoner. Den amerikanske dokumentarist Errol Morris’ seneste film, ’Tabloid’, har det hele, og det har den kulørte og bizarre sag, filmen handler om, også
Kidnapning, sex, en skønhedsdronning og mormoner. Den amerikanske dokumentarist Errol Morris’ seneste film, ’Tabloid’, har det hele, og det har den kulørte og bizarre sag, filmen handler om, også
2. februar 2012

I 1977 forsvandt den amerikanske mormonske missionær Kirk Anderson fra en kirke i Surrey i England. Tre dage senere dukkede han op igen og fortalte, at han var blevet bortført, lænket til en seng og seksuelt misbrugt af den tidligere skønhedsdronning Joyce McKinney. Hun blev arresteret, men bedyrede sin uskyld og forklarede, at Kirk Anderson var fulgt frivilligt med, men den mormonske kirke havde hjernevasket ham, og da han vendte tilbage for at fortælle, at han ville gifte sig med Joyce, slog de kløerne i ham igen.

Hvad der reelt skete, får vi formentlig aldrig at vide, men Errol Morris gør i sin seneste film, Tabloid, et forsøg på at trænge ned i de mærkelige omstændigheder omkring sagen, der også involverede en blodtørstig britisk sladderpresse, især konkurrenterne The Express og The Mirror.

Stormende forelskelse

Kirk Anderson har ikke ønsket at medvirke i Tabloid, og det er således primært den i dag midaldrende Joyce McKinney, der får lov til at fortælle sin historie. Det går dog hurtigt op for én, at hun mildest talt er en smule excentrisk, og siden viser det sig da også, at det billede, hun tegner og tegnede af sin stormende forelskelse i/besættelse af Kirk og sig selv som forfulgt uskyldighed, ikke holder vand.

Errol Morris har talt med en journalist fra Daily Express og en fotograf fra Daily Mirror, som begge i 1977 beskæftigede sig indgående med sagen — de svælgede sammen med alle andre i ethvert billede og enhver detalje, de kunne få fingrene i — og blandt andet fandt ud af, at Joyce blandt andet havde ernæret sig som prostitueret i Los Angeles, før hun rejste til England for at finde Kirk.

Joyce og Kirk havde nogle år forinden haft en affære, men så forsvandt han pludselig sporløst, åbenbart fordi han som alle andre mormoner skulle ud for at missionere. Joyce var dog overbevist om, at de skulle giftes, og at hun skulle have hans børn, og sammen med en ven og to hyrede bodyguards — som hurtigt fik nok — drog hun til England og kidnappede/blev genforenet med Kirk.

Mange virkeligheder

Ifølge en frafalden mormon, som Errol Morris interviewer i Tabloid, er det ikke usandsynligt, at Kirk efter at have haft sex med Joyce af frygt for udstødelse ville sige til de andre mormoner, at han var blevet tvunget af hende. F.eks. får fuldbefarne mormoner udleveret ’magisk’ undertøj, som skal beskytte dem mod Satan selv, og i det hele taget er kødets fristelser noget, mormonerne er meget bange for.

Morris, en af tidens mest interessante dokumentarfilmskabere (The Thin Blue Line, Mr. Death, Fog of War), har en fantastisk evne til at finde de mest utrolige mennesker og overbevise dem om, at de skal fortælle ham deres historier, hvilket Joyce McKinney åbent og tilsyneladende ærligt — hun tror sikkert selv på sin historie — gør direkte til kameraet i Tabloid, mens man indimellem hører instruktøren selv stille et uddybende spørgsmål og ser både filmklip, afslørende billeder og animerede sammenstillinger af sensationsjagende avisoverskrifter om sagen fra 1970’erne.

Sandheden om Kirk Anderson og Joyce McKinneys lille ’elskovsferie’ ligger formentlig et eller andet sted midt imellem Joyces egen, renskurede, idylliske version og sladderbladenes kulørte, sexslave- og skønhedsdronning-version. Det vurderer The Express-journalisten selv på et tidspunkt i Tabloid, og således får Morris også udforsket forholdet mellem det ofte forvrængede billede af virkeligheden, som medierne er med til at skabe, og den ’rigtige’ virkelighed, der allerede er farvet af, at de involverede i en sag har hver deres dagsorden og opfattelse af det, der er sket.

Tabloid. Instruktion: Errol Morris. Amerikansk (Cinemateket i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Fotoet, der flankerer artiklen, dokumenter i hvert fald til fulde, at evolutionen valgte at flytte kvinders røv op i øjenhøjde for at fange vores opmærksomhed. Jeg er selvfølgelig godt klar over at det ikke er en røv, men en barm, jeg ser. Men for en overfladisk betragtning og fra den vinkel, er der ikke den store forskel. Jeg er dog langt fra overbevist, om at filmen holder standarden og slet ikke når der er mormoner indblandet. Men ok,hvis den kommer på tv, kan det da godt være jeg hopper med på en kigger.