Læsetid: 3 min.

At skrige sig fri af glasfængslet

Anne-Marie Vedsø Olesens seneste roman skildrer kunstens kraft, men ejer den ikke selv
3. februar 2012

Egentlig en ret suggestiv fantasi: En udslettelsestruet diva synger så højt og kraftfuldt for sit liv, at Olafur Eliassons tre store krystalkuglelamper i operaen splintres — og derefter hele bygningen, eller ’glasborgen’, som den kaldes i Anne-Marie Vedsø Olesens nye knaldroman om onde, skabende mænd og kvindeofre, der finder styrken til at gøre sig fri.

Vedsø Olesen har i et interview fortalt, at hun har ladet sig inspirere af historien om Richard Wagner, der forbrugte en kvinde på hver af sine operaer; for hvert skaberværk måtte en elskerinde være muse og derefter kastes bort.

I Glasborgen er denne idé konkretiseret: En komponist skriver geniale operaer ved at tortere en kvinde, optage hendes skrig på bånd og herudfra komponere sin storslåede musik.

Det er en Faust-historie om den skabende mand, der indgår en pagt med Djævelen og tramper hen over kvindelig for at forfølge sin stræben. Djævlen har hos Vedsø Olesen fået skikkelse af en lille mand med våd, skaldet isse, og det må man gerne lade rime på fisse, for der er noget umiskendeligt omvandrende kønsorgan over denne dryppende skikkelse, der kan svulme, så huden spændes til sprængpunktet over hans krop. Han skildres som en vanddæmon, en legemliggørelse af havnevandet, der konstant overvåger heltinden Judith, der er kommet fra det store udland for at synge i den mærkelige by af glas og vand.

Der fortælles i tredje person, men vi deler perspektiv med Judith, der i starten angives at sidde i et ikke nærmere defineret fængsel og genopleve tiden, fra hun ankom til havnevandets by.

Afliring

Suggestive fantasier, altså, men meget rudimentært udført. Vedsø Olesen er ikke den, der maler med fin pensel; det er plot og karakterer i deres mytiske simpelhed, der interesserer hende. Det er mere tegneserie end roman, og man bevæger sig hurtigt og gnidningsfrit gennem historien på de tyndt beskrevne sider.

Nu er det måske for meget forlangt, at en knaldroman ligefrem skulle være en sproglig nydelse, men så kunne man i det mindste have håbet på lidt pirring i plottets rytme og komposition — noget suspense, noget dvælen, noget temposkift, noget pludselighed, noget drive. Men nej. Selv den eneste sexscene bliver mere afliring end lir: »Intensiteten mellem dem var enorm«, står der konstaterende mere end inciterende, da det første møde mellem Judith og komponisten Rolf Bergström beskrives, og der er ikke megen erotik over skildringen af elskeren som edderkop:

»Hans behårede ben gned mod hendes inderlår, og hans hænder myldrede overalt på hendes krop, som havde han otte arme«.

Edderkop skal han være, fordi Judith har edderkoppefobi, forstår vi, men det forbliver også mere en konstrueret idé end noget, vi kan føle. Hele Judith-karakteren er forsynet med en konstrueret psykobiografi, som jappes af på nogle sider mod slutningen: Den gode far, der står for frihed, er druknet; den onde mor, der står for fængsel, pacer datteren frem i musikkarrieren og er samtidig jaloux.

Stemmekraft

Med stemmen lykkes det datteren både at synge sig ud af det moderlige præstationsfængsel og besejre det onde vand, som dræbte hendes far. Igen kan man ikke fratage dette billede en vis suggestiv kraft: At gøre den stemme, man er spærret inde i, til våben mod selv samme indespærring. Men der skal altså males mere med sprogets pensel, hvis et sådant billede for alvor skal blive suggestivt.

Man forstår godt, hvad det er for et univers, Vedsø Olesen ønsker at skabe: En mytisk underverden af skrig, passion og sjælekraft, som i de store operaer, men romanen ejer ikke selv den kraft i stemme eller komposition, der kunne skabe en sådan verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu