Tæt på distancedigteren

»Man skal have rum omkring sig, når man skal skrive digte,« siger Jesper Lohmann, mens han står i den snæver døråbning på Café Livas lillebitte scene.

Denne distancerede ironi gennemsyrer hele kabaret’en — veloplagt, begavet og mystificerende. For hvem var den mand, der skrev de voldsomme digte om ’skibskatastrofer og pludselig død’?

Kabareten har fået titlen Sange fra en fribytter. Forestillingen byder da også hovedsagelig på Tom Kristensens digte, som pianisten Bjarne Sahl har sat i musik — melodier, der lige så stilfærdigt og underdrevet bygger op til ordenes sammenbrudskonstruktioner.

Melodierne er holdt i 1930’ernes revymeloditradition, og så alligevel tilsat 2010’ernes globale travlhedsrytmer og minimalismedryp i en jazzet leg mellem Sahls eget henført drømmende klaver og Eva Mallings feminint drillende kontrabas.

Her står Jesper Lohmann så — mørkhåret og flot. Hans vest smyger sig om hans slanke krop, lige så kækt som kasketten. Men blikket er sat på horisont. Langt forbi os på stolene langs de rødternede duge på Liva-båden. Ud af Nyhavn, ud mod en verden, der er større. Lohmanns indre uro forlader ham ikke et sekund. Mellem sangene presser rastløsheden sig endnu voldsommere på — og hans mimik bliver raffinerede variationer over ’sammenknebne øjne’.

Sofistikeret skødesløs

Susanne Storms iscenesættelse rammer dermed fint den mærkelige distance, som tilsyneladende hører til myten om Tom Kristensen (1893-1974). Den udtalte respekt, men også den udbredte uforståenhed omkring digterens selvdestruktionstrang. Som Thorkild Borup-Jensen citerer digteren for selv at have udtalt i kanonforfatterbiografien Tom Kristensen: »Jeg har så uendelig svært ved at udtale, hvad jeg føler, og ved at vise min glæde.«

Jesper Lohmann gennemspiller Tom Kristensens undergangsvisioner og tiltrækningen af voldsomheden, så man tror på den. Denne spiller kan sin Hærværk. Han disponerer overlegent sit skuespillerudtryk i det lille rum. Han begynder helt underdrevet og stilfærdigt, for så efterhånden at skeje ud og gå på druk, så hans spil decideret glider over i rollen som Tom Kristensen. Tilsyneladende skødesløst — og dermed bevidst afmålt.

Lohmanns maskuline brutalitet klinger flot sammen med hans skolede stemme og dens hærdede klang af levet liv. Hans diktion er meget sofistikeret. Egentlig siger Lohmann det vigtigste på sine eftersætninger og slutlyde, der skaber små musikalske fortolkninger af ordene. Og hans buede læber digter og drikker med samme ustillelige sult.

Elskovsåben

Tom Kristensens ord om kærligheden finder også deres stædige, men fortvivlede plads.

»Det var elskov uden ømhed. Troløs og fortvivlet trofast,« som det lyder om en kuldsejlet kærlighed. Kronet af undskyldningskonklusionen: »Jeg har ikke forstand på kvinder — jeg har en svaghed for dem ...« Og det tror man så gerne. Samtidig dukker hans håb op af sortsynet igen og igen, når han kådt tilbyder sig selv med ordene: »Min sjæl er elskovsåben — var det noget?«

»Velkommen til krakilere og kritikere. Velkommen til angsten og den evige uro,« citerer Lohmann også. Og man imponeres over alle de selvrefleksioner, som Tom Kristensen fik skrevet ind i sine tekster. Han, der selv både var kunstneren og anmelderen, men aldrig den forhadte og fordømmende ’kritiker’.

Billard og bille

Der er nu også masser af leg i forestillingen. En grøn Tuborg-kasse i træ bliver vupti til et billardbord. Lige så ubesværet og overbevisende musikalsk som billen, der grusomt uvidende vandrer ’mod en bøddelfod’ ...

Alle følelser rummes i dette Kristensen-univers. Værtshusjargonen passer også fint i Nyhavn, selv om der næppe er nogen, der føler sig alvorligt truet, da Lohmann veloplagt skuer ud over tilskuerne og spørger: »Er der nogen, der skal have en røvfuld?«

Men der var tydeligvis nogen, der fik sig en overbevisende oplevelse af en digter i dirrende hvileløshed. Og et indblik i et frygtindgydende og dragende angstunivers, hvor uendelighed rimer på sved.