Læsetid: 4 min.

’Tintin i Congo’ kan nu læses i en imperialistisk retroudgave

Originalen: ’Tintin i Congo’, måske verdens mest kontroversielle tegneserie, udkommer nu på dansk i en version, der ligger så tæt som muligt op ad den originale, som den så ud i 1930’erne
Originalen: ’Tintin i Congo’, måske verdens mest kontroversielle tegneserie, udkommer nu på dansk i en version, der ligger så tæt som muligt op ad den originale, som den så ud i 1930’erne
10. februar 2012

»Kære venner, i dag vil jeg fortælle jer om jeres fædreland,« siger Tintin i en central scene i albummet Tintin i Congo. Han befinder sig på en missionsstation dybt inde i Congo og skal undervise en lokal skoleklasse i geografi. På tavlen bag ham er tegnet et Europa-kort, og det fædreland, han vil fortælle de sorte børn om, er naturligvis Belgien. Ikke det Congo, de er født og opvokset i, men det europæiske land, der frem til 1960 havde Congo som koloni med det formål at dræne landet så effektivt som muligt for ressourcer.

Der er intet opsigtsvækkende over skildringen af scenen i Tintin i Congo. Ingen skjult betydning, ingen kritik eller ironi over det groteske i udsagnet om, at Belgien er congolesernes fædreland. Og det er vel i virkeligheden her, at det opsigtsvækkende ved scenen alligevel viser sig, fordi den så tydeligt demonstrerer, hvor selvfølgelig den imperialistiske patronisering blev opfattet af det europæiske herrefolk. Den hvide mand bragte jo civilisation til de uvidende hedninge.

Tintin i Congo blev første gang udgivet som føljeton fra 1930. Det var kun den anden historie med den senere så verdensberømte unge reporter, som året før havde været en tur i Sovjetunionen i sin debut.

Historien blev til på den måde, at den 23-årige tegner Hergé af den konservative, katolske avis, som han lavede tegneserien for, blev bedt om at lade seriens næste historie være et stykke folkeoplysning, der skulle fortælle læserne om den fjerne belgiske koloni og det fremragende stykke arbejde, belgiske missionærer og embedsmænd gjorde dér. Hergé løste opgaven ved at skabe en simpel historie om Tintin, der bliver rodet ud i en række fortrædeligheder i Congo, som alle viser sig at bunde i, at den amerikanske gangsterchef Al Capone forsøger at overtage landets lukrative diamantminer.

Tegneseriehistorie

Historien udkom i bogform i 1931 og udsendes nu på dansk i en version, der ligger så tæt som muligt op ad den originale. Samtidig er også seriens næste bind, Tintin i Amerika, udsendt i en tilsvarende version, og de to album hænger da også løst sammen, eftersom Tintins amerikanske eventyr udspringer af, at mafiaen i Chicago er optændt af hævntørst oven på sit nederlag i Afrika og derfor stræber Tintin efter livet.

Formodentlig er Tintin i Congo verdens mest kontroversielle tegneserie, og den er stadig genstand for retssager og forsøg på at få den forbudt. Der er der en god grund til, men det vil være en misforståelse at forbyde bogen. Tværtimod bør den genudgives igen og igen og gerne deles gratis ud til ethvert skolebarn.

Ikke fordi det er en charmerende fortælling — hvad det bestemt er — eller fordi det er en uomgængelig del af et væsentligt stykke tegneseriehistorie, men fordi det er en knusende ubehagelig påmindelse om den imperialisme og racisme, der var en helt naturlig del af vores tankegods for bare et par generationer siden, og som givetvis ville have floreret uanfægtet den dag i dag, hvis der ikke var kommet en 2. Verdenskrig med nazisme og Holocaust imellem.

For i Tintin i Congo får man råt for usødet serveret det syn, mellemkrigstidens europæere havde på det fremmede — og dermed også med omvendte fortegn på sig selv. Listen over de indfødtes slette karaktertræk er lang og ond. De er enfoldige, dumme, kujonagtige, dovne, forfængelige, underdanige, overtroiske og letpåvirkelige. Og så er de først og fremmest barnlige og med et stort behov for at blive underlagt en myndig autoritet.

Det er ikke uinteressant at sammenligne med den tilsvarende skildring af de indfødte i Tintin i Amerika. Indianerne fremstår også som klichéer, nemme at narre og komisk opstyltede, men faktisk er indianerne relativt venligt skildret, på trods af at de hører til på skurkesiden i historien. Man får således at vide, at de bor i et usselt reservat, og da der findes olie på deres jord, bliver de straks fordrevet af militæret med deres grædende børn i hælene.

Kritikken skal dog nok snarere end som sympati og forståelse for indianernes situation ses i forlængelse af den generelle kritik af USA, som gennemsyrer Tintin i Amerika. USA er grundlæggende et barbarisk og umodent land, hvor det vrimler med gangstersyndikater, revolverkapitalister og svindlere, og hvor lynjustits og brutalitet trives overalt.

Man kunne have ønsket sig, at den unge Hergé havde været tilstrækkelig progressiv og humanistisk til at gennemskue sin tids fordomme og forbrydelser, ligesom andre på den tid gjorde det, når de tordnede imod den forbryderiske kolonialisme og den aristokratiske racisme. Senere hen skammede han sig da også over sine ungdomsværker og forsøgte at bortforklare dem med, at han ikke vidste bedre.

I 1946 blev Tintin i Congo omtegnet og nogle af de værste optrin mildnet. I scenen på missionsstationen underviser Tintin f.eks. nu noget mere neutralt i matematik. De indfødte får dog stadig lov til at optræde som lattervækkende og naive størrelser. Først i 1975 udkom albummet på dansk, og da havde Hergé på det danske forlags opfordring foretaget endnu en ændring: Man brød sig ikke om, at Tintin sprængte et næsehorn i luften …

Originaludgaverne af både Tintin i Congo og Tintin i Amerika er charmerende primitivt tegnet og fortalt. Der er endnu lang vej frem til den perfektionistiske ligne claire-stil, som netop Hergé og Tintin blev eksponenter for, og slægtskabet med f.eks. periodens amerikanske avistegneserier eller tidens grove slapstick-film er tydelig. Her lægges ikke fingre imellem, når hovedpersonen f.eks. i løbet af Tintin i Congo rask væk skyder og dræber intet mindre end 14 antiloper, en abe, en slange, en elefant, en bøffel og endelig sprænger det famøse næsehorn i luften med dynamit. Det er skrappe sager, men også væsentlige udgivelser.

’Tintin i Congo’ og ’Tintin i Amerika’. Hergé. Oversat af Niels Søndergaard. Cobolt. 120 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Felix Zelda Xavier

Man skal vist ikke tilbage i 30'erne. En grønlænder har fortalt mig, hvordan hun i 1980'ernes grønlandske skole blev grundigt belært om køer, heste, grise og hvad der ellers hørte til på en dansk bondegård, mens der blev sprunget let og elegant hen over den grønlandske zoologi.