Læsetid: 4 min.

To sølle eksistensers fald

Skal man tage teaterstykket om Sex Pistols-bassisten Sid Vicious for pålydende, var han en egomanisk, ikke alt for velbegavet heroinmisbruger med en sæk af en snotstupid junkiekæreste på slæb
Punklegenden Sid Vicious (Morten Holst, th.) og Nancy Spungen (Julie R. Ølgaard) har ikke meget andet end en stribe stupide replikker at arbejde med i stykket om Sex Pistols.

Punklegenden Sid Vicious (Morten Holst, th.) og Nancy Spungen (Julie R. Ølgaard) har ikke meget andet end en stribe stupide replikker at arbejde med i stykket om Sex Pistols.

Robin Skjoldborg

7. februar 2012

For lige at få det af vejen først som sidst: Er der et ord, der opsummerer Bellevue Teatrets opsætning af stykket Sid Vicious — ’Sex Pistols’ With Love, må det blive ’kedeligt’.

Det er ubeskriveligt trivielt at sidde der på sin flade og glo på, hvad der foregik natten mellem den 12. og 13. oktober 1978 på værelse 100, Chelsea Hotel i New York City.

Der opholdt Sid Vicious, bassisten fra det da allerede opløste Sex Pistols, sig sammen med sin kæreste Nancy Spungen, og før natten var omme, var Nancy død af et knivstik i mellemgulvet. Hun blev 20 år gammel.

Og selv om Vicious arresteredes for mordet (han døde af en overdosis få måneder efter, 21 år gammel), har der i mange år cirkuleret rygter om, at hun blev dræbt af en af de utallige pushere, der med jævne mellemrum aflagde parret høflighedsvisitter. En teori, stykket støtter, for what it’s worth.

Ynkelige tabere

Det lyder måske umiddelbart spændende (hvis det er det rette ord), men det er tværtimod en dræbende dødens pølse at følge, hvad der ifølge stykket blot er to patetiske, småtbegavede heroinmisbrugere med et meget lille ordforråd og ikke mange brikker at flytte rundt.

Okay, jeg indrømmer med det samme, at heroinmisbrugets verden ikke er mig, og at jeg generelt finder junkier intetsigende, så længe de er aktive på deres særegne felt. Ikke at de er dårlige mennesker, men ’vanen’ har det med at reducere deres menneskelige egenskaber til noget nær det minimale og deres samtaler til en række infantile udsagn, gerne affyret med en parodisk vestegnsdialekt, som i »Luk dog røven, din fede tabernar«, »Sut min forpulede pik, store fucking idiot« etc.

Og de fordomme blev der sandt for dyden ikke rokket ved ude på Bellevue Teatret, hvor de to stakkels skuespillere, der skulle agere henholdsvis Sid (Morten Holst) og Nancy (Julie R. Ølgaard) ikke havde meget andet end en stribe stupide replikker at arbejde med.

Hvis stykkets intention (det er nu højst tvivlsomt, om det overhovedet besad en sådan!) har været at give et mere nuanceret billede af disse to sølle eksistensers fald, må det siges at være mislykkedes.

De fremstår simpelthen som et par ynkelige tabere, hvis selskab man kvier sig ved at befinde sig i.

Indbegrebet af punk

Rockhistorisk er Sid Vicious måske ikke en helt ligegyldig person, idet han var medlem af punkikonerne Sex Pistols de sidste 10 måneder af gruppens karriere. Manden, han afløste, var gruppens oprindelige bassist, Glen Matlock, der til forskel fra Sid både kunne spille og skrive sange.

Sid kunne faktisk ikke noget (hvor punk!), heller ikke spille bas, men han kom via sin attitude (og sin skæbne) for mange (men ikke mig!) til at stå som indbegrebet af punk. Spørgsmålet om, hvad punk så egentlig var for en fisk, afhænger af den adspurgte.

Men hævet over enhver tvivl er det, at for enhver, for hvem punken fungerede som døråbner til en usikker fremtid i den kreative klasse, stod der en større flok, for hvem den gav carte blanche til umådeholden indtagelse af snart sagt hvad som helst, der kunne ændre kroppens kemiske balance.

Ikke for det, i mange, måske de fleste, tilfælde, var grænsen mellem kreativitet, kaos og narko rimelig flydende, og det var nok den eneste gang i klodens historie, at en så gennemført selvdestruktiv og talentløs misfit som Sid Vicious (døbt John Simon Ritchie) kunne opnå en sådan position.

I dag ville han givet have fået en ADHD-diagnose i tre-års-alderen og være blevet medicineret i hoved og røv, men i de vilde 1970’ere var selvmedicinering både udbredt og i visse kredse ligefrem acceptabelt.

Det kunne måske have været interessant, hvis stykket havde interesseret sig en lille smule for, hvordan denne Sid Vicious egentlig kunne opnå den smule, han nu gjorde.

Hvad der rørte sig i ham, udover ubehag, abstinenser og ønsket om øjeblikkelig opfyldelse af primærbehov. Eller hvad der udspillede sig inde i veninden Nancy Spungen, som dog havde papir på, at hun var skizofren?

For hvad pokker handler stykket egentlig om? Og hvad det egentlig har på hjerte? Mit indtryk er og bliver, at det ikke handler om noget, og intet har på hjerte. Emnet taget i betragtning er det enten helt vildt underligt eller ikke spor sært.

Hvad man får for sin entré er to ynkelige junkier på et møgbeskidt hotelværelse, der skændes og slås, mens de postulerer at elske hinanden. De får i nattens løb så besøg af en wannabe-manager og en pusher, alle med lige så meget personlighed som papirclips.

Det er som sagt gabende kedeligt, fuldstændig lænset for pointer og for at føje spot til skade, er det til lejligheden sammensatte hardrockband nærmest antitesen til punk.

Der skal sgu mere end en hanekam til.

Sid Vicious: ‘Sex Pistols’ With Love. Manus: Denis Spedaliere. Instruktør og oversætter: Maria Walbom Vinterberg. Medvirkende Morten Holst, Julie R. Ølgaard m.fl. Bellevue Teatret. Fra den 4.-18. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil lige bede om, at Klaus Lynggard, som jeg ellers ofte er meget enig med (når han anmelder musik) klapper hesten. Stykket gjorde et kæmpestort indtryk på mig. Det er indbegrebet af en senmoderne udgave af den tragiske realisme, som den nu ( med stor ret) kanoniserede danske tidligere så undervurderede forfatter Steen Steensen Blicher er ophavsmanden til.

Morten Holst er i rollen som Sid helt suveræn; det er svært at forestille sig en mere autentisk udgave af et bad trip, end det han leverer kort før pausen; så kommer der en kort optur, inden trangen til stoffer igen griber ham. Det kan med en vis vægt indvendes, at de øvrige medvirkende ikke kan matche Holsts præstation; Julie Øllgaard er gedigen, men ret stereotyp som "narkoluder"; Manageren og dealeren, som udfylder de to sidste, væsentlige roller, er klicheer osv. Men de udgør dog en god baggrund for Vicious' tilstand, og det hele retfærdiggøres, hvis man som tilskuer indlever sig i Sid's situation, dvs. mareridt, og især, hvis man betragter det som et mere eller mindre almengyldigt, menneskeligt vilkår, at du aldrig er bedre end din sidste optræden. Set med disse briller er forestillingen et fantastisk eksempel på et perspektiv, som du ikke kan ryste af dig, fordi det både er fremmedartet (med mindre du er stofmisrbuger) og alligevel i sin substans alment (Du er trods alt kun et menneske).

Det er muligt, at Sid i virkeligheden var en (kynisk eller tilfældig) drabsmand; men pointen er, at teaterstykkets bud på sandheden om Sids tilstand virker autentisk; i fiktionens verden er den empiriske sandhed underordnet; den logiske sandhed er det, vi går efter, og den rammer Bellevue Teatret perfekt med sin løsning på gåden.-

Et særligt raffinement i opsætningen er progressionen i dialogen, som før pausen ret langt hen ad vejen er udmøntet i klicheeer, men som efter pausen bliver skarp, ja endog i de bedste passager sylespids. Det er næppe tilfælidigt, men et bevidst valg af instruktøren, som øger intensiteten, indtil den (på sin vis forløsende) afsluttende pointe. 5 stjerner af 6 herfrfa.