Læsetid: 4 min.

Toneren kvalitetskrise på Hawaii

Syv år efter ’Sideways’ er Alexander Payne omsider tilbage med et nyt galleri af kantede karakterer og komplicerede livskriser i Hawaii-herligheden ’The Descendants’
Syv år efter ’Sideways’ er Alexander Payne omsider tilbage med et nyt galleri af kantede karakterer og komplicerede livskriser i Hawaii-herligheden ’The Descendants’
16. februar 2012

Det er svært at bevare sin værdighed, når man løber på ned ad en stille no exit-villavej i vild klipklap-galop. Den type scener dominerer traileren til Alexander Paynes nye film The Descendants, hvor man også på bedste farcemaner kan se filmens stjerne, George Clooney, på slet skjult spiontogt bag en hæk.

Den slags øjeblikke kunne godt give indtryk af, at Alexander Payne syv år efter succesen med Sideways er tilbage med en letbenet komedie, men som i hans tidligere film er det komiske dybt forankret i komplekse karakterer og konflikter, som man føler noget for.

Ja, Clooney ser tit fjollet ud, når han skal forholde sig til sin Hawaii-hverdagsudfordringer i kulørte skjorter og sandaler, og der er mange skæve stunder undervejs, men som i Sideways formår Alexander Payne igen at finde den svære balance mellem humor og alvor. Han har sagt, at han ikke adskiller de to ting, når han tænker film, og det er måske en del af hemmeligheden. I hvert fald har han skabt endnu en følsomt kalibreret fortælling, som er skøn at være i sal med og samtidig har vedkommende smertepunkter under en overflade, som får alt det svære til at se let ud.

Forældredubleanten

Alexander Payne har sammen med Jim Rash og Nat Faxon skrevet manuskript over en bog af Kaui Hart Hemmings, som tager os med ind i advokaten Matt Kings trængsler på Hawaii.

George Clooney har filmens dominerende hovedrolle som Matt, hvis hverdag ligger i ruiner, da hans kone havner i koma efter en bådulykke. Som selvudnævnt forældredubleant ved han ikke, hvordan han skal være en god far eller autoritet for sine to døtre, Scottie på 10 (Amara Miller) og Alexandra på 17 (Shailene Woodley), og da han finder ud af, at hans kone havde en affære og måske ville have forladt ham, vælter læsset for alvor.

Som arving efter kongelige fra Hawaii sidder han samtidig med en stor beslutning om, hvorvidt hans familie skal sælge et at de sidste uberørte stykker land på øerne. En stor klan af fætre og kusiner håber på at score kassen, bl.a. en herlig Beau Bridges som en Hawaii-dude i stil med sin lillebror Jeff Bridges’ rolle i The Big Lebowski.

Clooney og co.

Som det fremgår, er Matt en mand i krise, selv om han har penge i banken. Som udgangspunkt er han som karakter mindre interessant end Jack Nicholsons sure pensionist i About Schmidt eller Paul Giamattis pinot noir-freak fra Sideways, men Clooney får med sit spil skabt et uforfængeligt og tonerent portræt af en mand, som gradvis bliver en smule klogere på egne brister såvel som på andre mennesker. Det gælder døtrene, som på charmerende vis giver ham kamp til stregen, mens Alexandra samtidig bliver en medsammensvoren, såvel som Alexandras stenede kæreste (Nick Krause), som først virker helt tabt i teenagetåger, men får flere nuancer, mens Matt giver ham lov til at være med på slæb.

Alexander Payne har samlet et fortræffeligt hold bag Clooneys stjernestatus. De træder alle i karakter, selv om de har kort tid til det. Robert Forster indtager storslået (og hårdtslående) lærredet som den sure svigerfar, mens Judy Greer får en umiddelbart utaknemlig rolle som utroskabsramt kone til at blive både rørende og sjov.

Hawaii-jodlen

Som med Nebraska i About Schmidt og Californien i Sideways er historiens miljø en vigtig medspiller. Filmen indledes med en voiceover, hvor Matt forklarer, at livet ikke altid er let, selv om omgivelserne ligner paradis. Sidenhen tager filmens sløvtsmukke billeder af Phedon Papamichael (som også filmede Sideways og snart er aktuel som fotograf på Kamæleonen, instrueret af Clooney) os med til smukke strande og frodige landskaber, men fokus er på hverdagens Hawaii frem for postkortparadiset, mens lokal musik, fra afdæmpet guitarpop til lokal jodlen, binder scenerne sammen.

At Matt har rødder på Hawaii er en vigtig del af historien og giver det centrale familiedrama en særlig klangbund med spørgsmål om både race, klasse og identitet. Matt skal både tage ansvar for familien og historien, og de to viser sig at være forbundne størrelser. Man kan indvende, at der ikke er de store overraskelser i historiens forsoning, men som Sideways handler The Descendants lige så meget om rejsen som om slutpunktet. Filmen tager sig god tid til at fortælle, og den fremstår mere optaget af at skildre, at man må gøre det så godt, man kan, end af at postulere at have endegyldige svar.

Ad Hominem-film

Fra et flyvindue med udsigt til Hawaiis øer beskriver Matt på et tidspunkt familier som øgrupper: Familiemedlemmer er forbundne, men fjerner sig samtidig gradvis fra hinanden. Frem for endnu et portræt af en midaldrende livskrise bliver The Descendants — især i kraft af teenagedatterens seje præstation — snarere et skarpt og sjovt observeret portræt af, hvordan en sådan øgruppe kan overleve til trods for katastrofer.

Humor er en vigtig del af løsningen, både i filmens historie og i måden at fortælle den på. Der må gerne grines, når en sandhedssøgende Clooney sandalspurter, men der må også gerne grædes, når han spiller sorgen ud.

The Descendants har allerede vundet et hav af priser og er nomineret til flere Oscars. Alexander Payne har selv produceret med sit selskab, Ad Hominem Productions, hvilket frit kan oversættes til almenfattelige produktioner. Han vil gerne have os alle sammen med, og jeg hænger i hvert fald med glæde på.

 

 

The Descendants. Instruktion: Alexander Payne. Manuskript: Alexander Payne, Jim Rash og Nat Faxon efter roman af Kaui Hart Hemmings. Amerikansk (Cinemaxx, Dagmar og Grand i København, samt 30 andre biografer landet over)<\!s

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu