Læsetid: 5 min.

Tvivlsomme slægtskaber

Statens Museum for Kunsts store udstilling ’Hammershøi og Europa’ viser en enestående samling af Hammershøis værker, men fejler totalt i selve grundpræmissen om at vise kunstnerens forbindelser med en række samtidige
Statens Museum for Kunsts store udstilling ’Hammershøi og Europa’ viser en enestående samling af Hammershøis værker, men fejler totalt i selve grundpræmissen om at vise kunstnerens forbindelser med en række samtidige
4. januar 2012

Der er spænding forud for den første af årets særudstillinger på Statens Museum for Kunst. Museets direktør Karsten Ohrt har sammen med overinspektør og seniorforsker Kasper Monrad og et helt korps af kuratorer og kommunikationsmedarbejdere åbnet dørene for pressen til årets store satsning, Vilhelm Hammershøi-udstillingen Hammershøi og Europa; til juni følger Matisse-udstilling.

Vilhelm Hammershøi er en gigant i dansk kunst. Hans betydning er vokset de senere år: Hans virke fra begyndelsen af 1880’erne falder sammen med en frodig periode i dansk billedkunst, men det har taget tid at få ham indlemmet som central for det moderne. Det skyldes ikke mindst hans mere stilfærdige modernisme. Hammershøi selv var alt andet end oprørsk i sin levemåde. Alt det kom derimod til udtryk i hans kunst. Ikke på nogen spektakulær og højtråbende måde, ikke ved at dyrke den vilde kolorit, men derimod ved den konsekvente undersøgelse af et minimalt udtryk. Han var så at sige radikal på en stille måde. Sådan som man kender ham fra de berømte interiører fra Strandgade og Bredgade, de slørede bybilleder renset for menneskeliv og de intense naturbilleder.

Ud af isolation

Der har gennem det seneste årti været flere vigtige udstillinger rundt omkring i Europa med forskellige nedslag i hans værk og betydning. Det er derfor ikke nogen let opgave at præsentere en ny sammenhæng og et nyt syn på Hammershøi.

Spændingen udløses, da dørene slås op. Kasper Monrad, der har hovedansvar for udstillingen, viser rundt. Han fortæller, at sigtet med udstillingen er at rive Hammershøi ud af den kunstneriske isolation, ud af den særlige nordiske melankoli og vise, hvordan Hammershøi via slægtskaber forbinder sig med en lang række samtidige kunstnere.

De samtidige slægtskaber er det nye. Hvis udstillingen kan godtgøre disse, er det et genialt nyt blik på Hammershøi. Hvis ikke, falder selve præmissen for udstillingen til jorden. Desværre sker det sidste.

Det begynder ellers godt: Første rum viser Hammershøi i ren form. En enestående samling af hans lidt mindre formater, fremfor alt interiører og portrætter. Her er både hovedværker fra museets egen samling og gode lån fra private og museer verden over. Ordnet klart efter motiver og perioder i en tæt ophængning. Mørke tæpper og dæmpet belysning understøtter det intime i kunstnerens billeder. Her har gode folk kælet for detaljer og helhed. I en række skrå montrer placeret rundt omkring på gulvet præsenteres et andet lag af Hammershøis verden og kunst i form af fakta og fotografier. Det er rigtig godt, at der ikke er så meget andet på væggene til at forstyrre kunstværkerne.

Misforståede paralleller

Dernæst bevæger tilskueren sig ud i det tilstødende store udstillingsrum, hvor Hammershøi spejles i et større europæisk rum, opdelt i klart adskilte, men også noget bombastiske sektioner. Først støder man på James McNeill Whistlers berømte Portræt af kunstnerens mor sat op over for Hammers­høis tilsvarende profilportrætter.

Der er rigtignok en slående lighed mellem Hammershøis profilportrætter af moren og Whistlers. Men forskellene springer også i øjnene. Whistlers komposition er bevidst dekorativt anlagt med vægt på det ornamentale og for at betone kvindens fornemhed, mens Hammershøi tydeligt tilstræber en enkelhed og streng lovmæssighed, der undgår enhver dekorativ effekt. Monrad taler om en ’spejlvendt parafrase’ over Whistlers billede, men det er kun et overfladisk øje, der ser lighed. At Hammershøi har set Whistlers billede er ligegyldigt, for han har ikke kunnet lære noget af det. Hammershøis forbilleder skal søges helt andre steder, end der hvor Monrad & co. kigger hen.

Eksemplet med Whistler viser fejlgrebet i denne udstilling om at ville belyse de direkte påvirkninger mellem Hammershøi og samtidige kunstnere. Til dette formål viser man derfor fortrinlige billeder af europæiske kunstnere som, udover Whistler, Carriére, Fantin-Latour, Gauguin, Knopff, Puvis de Chavannes og Bonnard, men de er strandet hjælpeløst her som hvalen i Vejle Fjord.

Det er desværre mest bare komisk og pinligt. Blot fordi museet kan finde et sløret billede af belgiske Xavier Mellery med åbne døre i nøgne stuer, tror man at kunne pege på en parallel, men billedet er så langt væk fra Hammershøis æstetik som man kan komme.

På samme måde med Hammershøis monumentale gruppeportræt 5 portrætter, et enestående udlån fra Thielska Galleriet i Stockholm, der hænger i en sektion med blandt andet Fantin-Latours Et hjørne af bordet og Eugène Carrières Kunstnerens familie uden at have ret meget med hinanden at bestille.

Og ligeledes med hans Artemis-billede. Her peger Monrad på, at Hammershøi kan være inspireret af Puvis de Chavannes’ Unge kvinder ved havet eller Paul Gauguins Badende Tahitikvinder. Man må tage sig til hovedet og spørge, hvad de har gang i på Statens Museum for Kunst?

En ener

Man har været alt for forhippet på at gøre noget nyt med Hammershøi og vise hans værker som ekkoer af andre samtidige. I praksis modbeviser udstillingen sin egen tese.

Hammershøi er og bliver en ener i sin samtid. Og så i øvrigt: Bare fordi Hammershøi ikke var så optaget af sine samtidige, betyder det ikke, at der ikke løber internationale strømninger sammen i hans værker. Han var, som Poul Vad så overbevisende viser i sin store Hammershøi-monografi, blot mere rettet mod fortidens værker end samtidens. Han har især dyrket 1600-tallets hollandske maleri, som han så på museer i Berlin, Amsterdam og London. I samspil med dem lå hans radikalitet og kunstneriske fornyelse. Ikke i samspil med dem der nu hænger på Statens Museum for Kunst.

Den nuværende udstilling bygger i stedet på formodninger. Det hedder hele tiden i Monrads katalogartikler ’uden tvivl’, ’man må formode’, ’efter al sandsynlighed’, ’det udelukker ikke’, ’formodentlig’, ’kan have’, ’må’ og så videre. Det er kunsthistorie på hypotesens skrøbelige grundlag. Det holder ikke i retten og heller ikke på landets førende kunstmuseum. Hvordan i alverden har den ellers seriøse museumsdirektør Karsten Ohrt ladet det passere?

Man kunne godt have lavet en udstilling om Hammershøi og Europa, hvis man var styret uden om de samtidige kunstnere og i stedet havde fokuseret på de sande europæiske forbilleder. Så havde man været tro mod Hammershøis internationale orientering.

Det er stadig værd at se udstillingen på grund af den fantastiske samling af Hammershøi-billeder. Men fornyelsen udebliver. Det der skulle have været berigende, er desværre fordummende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kuratorerne følger måske med tiden, men min mistanke blev ikke bekræftet af Googles billedsammenligning af Hammershøis Artemis. Den bringer nemlig kun artiklens to eksempler frem i forbindelse med udstillingen. Det er ellers en spændende funktion for kunstinteresserede, der på listen kan finde langt flere og måske bedre paralleller, end kuratorerne...

Det er et trist kunstsyn, der ser en udstilling som en eksempelsamling. Fuck inspiration eller det modsatte, det væsentlige er og bliver den tale billeder i denne sammenhæng kan sige til os. Det er ikke danefæ, men udtryk, der er på spil.

Søren Blaabjerg

Mit eget synspunkt i den forbindelse (så uvalificeret det så måtte være), er, at ingen kunst desværre/heldigvis varer evigt. Tiden slider på den. Det der var originalt og epokegørende engang for mange år siden, er i dag uhjælpeligt blevet til kliche. Først lever kunsten, tit frembragt under kummerlige vilkår. Så dør den, kommer på berømte museer, gengives i et utal af kunstnerisk værdiløse reproduktioner og kunstbøger og bliver til umådeligt pengeværdifulde samler- og investeringsobjekter. Dette gælder bl.a. en kunstner som Vilhelm Hammershøj og f.eks. også skagensmalerne. De er forlængst forstenet til koryfæer. Monets åkandebilleder, Van Goghs solsikker, Leonardos Mona Lisa, er alle eksempler på værker, der nok var stor kunst, da de skabtes, men i dag kun vanskeligt kan opleves som kunst overhovedet.

Sagen er i en nøddeskal, at kunst af natur slet ikke er nogen "ting", men derimod noget "der sker", nemlig i og med at kunsten opleves af en opmærksom og begejstret betragter.

Jens Overgaard Bjerre

Problemet med kunst, herunder billedkunst, er at det er den enkelte persons oplevelse af den, som det væsentlige. Selvfølgelig er der mange, som synes at Vilhelm Hammershøi (1864 - 1916), er en fantastisk maler og en ener. Men jeg mener, at artiklens forfatter har ret, når han skriver, at han især har været inspireret af 1600-tallets kunst, som han som ung så i Holland og Belgien.
Personligt synes jeg, som kunstmaler, at det ville være mere spændende, at se på hans liv i forhold til hans malerier og den biografi som er om ham. Og en sammenligning med forholdene i dag. Hvad betød det, at han var ud af en velhavende familie? Alene det, at han blev født i 1864 og begyndte at modtage tegneundervisning som otte årig synes jeg er spændende. Ellers bliver det borgerskabets mærkelige pådutning af forhold, som ikke er sande og ikke har nogen relevans. Og dét er synd for Hammershøi.

Søren Kristensen

Man vil gerne forklare et med noget andet (som, i dette tilfælde, intet har med det første at gøre), fordi man er ansat til at hitte på. Det kan der godt komme noget spændende ud af - eller i hvert fald noget anderledes.

LIdt lige som her, hvor konceptet dog virker mere potent:

http://www.dr.dk/P4/Kbh/Nyheder/Koebenhavn/2012/01/30/133837.htm

Jeg glæder mig til at se de foreslåede paralleller mellem Hammershøj og kollegaerne, også selv om jeg ikke tror på dem. Der kunne jo være værker imellem man ikke har set før, simpelthen fordi man ikke har haft anledning. Og Hammershøj altid en god anledning til at gakke en tur i de hellige haller. I hvert fald én gang om året. Lidt lige som med Kongens Fald, som også burde læses med jævne intervaller. Nå, men det var et sidespor...

Skønt at Statens Musem tager hul på at vise nogle af de bedste værker (håber det er de bedste) fra magasinerne (hvis de er fra magasinerne). Det kunne de såmænd også gøres uden Hammershøj og for min skyld gerne gratis.

Ja, hvorfor ikke invitere "folket" indenfor, nu når vi omsider har fået en "folkelig" regering. Jeg mener hvis Arken kan slippe afsted med at argumenterer for en M-udstilling, i anledning af det netop overståede royale jubilæum, kunne SMK kunne vel også argumenteres for ovenstående.

(Ovenstående med forbehold for ændringer når jeg har set udstilligen).

Viveca Tallgren

Jeg synes, at Peter Nielsens anmeldelse er temmelig arrogant i sin kritik og helt mangler en respekt for kyndige fagfolks (Kasper Monrad & Co) research og synspunkter om kunstneren Hammershøi. Selvfølgelig kan der være "fejltrin" i deres måde at tolke kunsten på, for der er vel ikke kun én rigtig måde at betragte kunsten på.
Jeg synes selv, at det er en meget spændende udstilling og det på trods af visse noget besynderlige ophængninger som f.eks. Hammershøi sammen med Gaugin, men det var Monrad sig også bevidst.

kerstin hallert

det er en stor sag med saa mange Hammershöi.
Jeg kan dog ikke forstå at Hammerhöi ikke opfattes som en de store mysteriernes kunstner mer russisk end europeisk hvor accenten i rumsinteriörerne hele tiden minder os om osynlige virkeligheder i den almindellige hverdag.
Et lille besög i Tretjakovgalleriet i Moskva hade ikke varit fejl - der findes Alexander Janov med "Ikonmaleren",
Isaac Levitan med "Vejen til Vladimir" Ivan Kramskoj med portraett af sin datter Sofia.
alle med de osynlige virkeligheder i
rumslig hverdag.

annelise hovfing

først - jeg har ikke set udstillingen, men har altid været interesseret i lysets rolle i V H,s billeder - nu har jeg lige læst poul vads bog - og her åbnede sig en helt ny vinkel - jeg ser hvad der skjuler sig bag "DET SKØNNE" - måske fordi jeg har boet i italien i 26 år - og bl.a. studeret LEONARD DA VINCI - som jeg fibder en hel del lighed til -bl.a det man ikke da kunne eller ville tale om - nemlig homosexualiteten -

temaet i ARTEMISBILLEDET er ambivalent, ligeså aktuelt i dag, som da det blev malet - hvad angår MONNA LISA, har ingen jo endnu forstået hvad gemte sig i det smil - en hemmelighed der kunne koste alt - livet - nøjagtigt som i dag, visse steder.
menneskene har intet lært, derfor er al kunst en kilde til viden - sa kære søren blaabjerg - læs poul vad,s bog grundigt - du har meget at lære om hvad stor kunst vil sige - der findes mange dybere lag for den der er interesseret nok.. helt bortset fra det bor jeg nu på røsnæs kalundborg - hvor hellenerhytten ligger - også her findes en masse at studere omkring den kunstnergruppe der holdt til - nøgne og frie - hvor finder man noget lignende på den tid - nå men slut for mig her - de bedste hilsner til alle