Læsetid: 4 min.

Den uslippelige forbitrelse

Thomas Bernhards erindring fra nazismens og katolicismens Salzburg er et vigtigt supplement til andre udgivelser af forfatteren
17. februar 2012

Den østrigske dramatiker og romanforfatter Thomas Bernhard, der er velkendt for sine aggressivt provokerende værker, har gang på gang sigtet på og ramt let genkendelige misforhold i sit hjemland, heftig og sensibel af temperament, men også rationelt motiveret af de særlige sociale og politiske omstændigheder i hans opvækst som krigsbarn under nazismen i det annekterede Østrig. Han mærkede dens uvæsen på sjæl og krop koncentreret i byen Salzburg, berømt for sin arkitektoniske skønhed og musikkultur. At han oplevede staden med modsat fortegn, fremgår af de romanformede erindringer i fem bind, han udgav fra 1975 og fremover, hvoraf første del nu foreligger i en vellykket oversættelse af Søren R. Fauth. Den er ud over sin egenværdi et vigtigt supplement til andre udgivelser af Bernhard på dansk med sigende titler, bl.a. Udslettelse. En nedbrydningshistorie (Husets forlag) og Undergængeren (Basilisk). Det er et nyt forlag, Sisyfos, der modigt har udgivet Årsagen. En antydning, ja, dermed årsagen til hele miseren.

Hvis den skånselsløse analyse af den menneskelige nedværdigelse, som Salzburg her står for, kun er en ’antydning’, så har virkelighedens pine været et sandt helvede med denne indledende karaktergivning af byens klimatiske rum, »der med en ufattelig hensynsløshed konstant frembringer sådanne forvildede og enerverende og sygdomsfremkaldende og fornedrende og fornærmende og med stor gemenhed og nederdrægtighed begavede indbyggere.« Som person var han således »indespærret i en pervers skønheds- og løgnagtighedsmaskine … indespærret i en angst- og horrormaskine«, sådan som forfatteren her tredive år senere beskriver sin indtræden i skikkelse af en 13-årig kostskoleelev til statslig optugtelse.

Det således indrettede åndelige fængsel styres af rektor Grünkranz, nazistisk SA-officer, en stupid, perverteret, sadistisk afrettet tyran. Sovesalen, som jo er en litterær og filmisk arketype, når her mindeværdigt ned i særlige rædselsdybder i udførlige detaljer, et af de adskillige uhyggelige rum i erindringen, akkompagneret af drengens violinspil, som han udøver henvist til et skummelt skorum, nærmest i improviserede flugt- og selvmords-drømme. Musikken fungerer ellers som den kunstneriske impuls, der med sprogets retoriske udtrykskraft overhovedet gør rædselsskildringen mulig — som antydninger af selve ondskabens verden. Relationen mellem den voksne førstepersons fortællerinstans og den 13-15 årige drengeskikkelses fortalte tid har en særlig dokumentarisk virkning, men fungerer også som et sprogligt spillerum i romanform.

Gammel orden

I krigens sidste fase oplever drengen de allieredes terrorbombning af Salzburg og den daglige udrykning til beskyttelsesrum under tabernes totale krig. Rummene, der er gravet ind som tunnelgange i bjerget, er lige så livsfarlige som gaderne på grund af tumult og luftmangel og scener af umenneskelighed. Men bogens mest ræddelige pointe er, at Salzburg med skolevæsen, kostskole og gymnasium er nøjagtigt lige så forgiftet en stad i sin tilbagevenden til gamle følelses- og åndsuhumskheder i katolicismens ånd. Præcist samme regime kun med andre ritualer og formler. Hvor der før i skolen var billeder af Hitler, er der nu kors, hvor før et klaver var til brug for nazistiske slagsange, står nu et harmonium til afsyngelse af salmer. Dagslokalet erstattet med et kapel. Hvor før rektor Grünkranz førte ordet, er det nu overladt til en katolsk gejstlig kaldet Onkel Franz. En og samme sag, nu hvor amerikanerne beherskede alt, og en gammel orden er restitueret.

Fordømte byer

Det er ikke første gang litteraturen byder på en lidenskabelig analyse af en stad for dens krænkelse af en sensibel kunstnerskikkelse. Kristiania var for den sultende Knut Hamsun ’denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den’, ligesom Aksel Sandemoses brændemærkning af Nykøbing Mors som undertrykkelsens Jante. Men lovene i Thomas Bernhards Salzburg er strengere, mere gennemgribende systematiske og ideologisk håndgribelige end Kafkas formummede Prag i Processen. Forfatterens retoriske system er tilsvarende ekstremt. Massiviteten og den åndeløse effektivitet er udtrykt i en pauseløs syntaks med få punktummer og fravær af afbrydende inddeling i afsnit, der gør bogsiderne til ensartede grå bogstavsøjler. Men den uskræmte læser fastholdes, nærmest fastlåses i fascination af en ekspressiv rytme af varierede gentagelsesformler og opremsninger, heftige begrebsdannelser i mønstre af sideordning og underordning i en krævende tysk syntaks. Det drejer sig om en overtalelsens metode, der, omend den udnævner sig selv til en antydningens kunst og til en påpegning af årsager, i den grad benytter sig af absolutter, at den risikerer at miste troværdighed. Eksempelvis bruges ordet ’altid’ hele tretten gange på blot én side, alternerende med ’hver gang’, ’fuldstændig’, ’hele livet’ osv. Salzburg karakteriseres for ’dens gemenhed, dens utilregnelighed og vederstyggelighed, dens snæversynethed og storhedsvanvid’. Man er således ikke i tvivl om, at han er livsvarigt mærket af den musikalsk-umusikalske kunstby. Sin fornedrelse markerer drengen ved den komplette forstillelse af en total disciplinering, »pludselig underordnede jeg mig fuldstændig og gjorde endda fremskridt i skolen, men alt dette kun i visheden om at denne min lidelsernes tid snart ville være ovre«.

Men som vi ved fra forfatterskabet, slap forbitrelsen aldrig op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu