Læsetid 5 min.

Alt er ved det gamle

Det er fortællingerne, der skaber myterne, og vi hopper stadig i med begge ben. Ebbe Stub Wittrup har skabt en interessant udstilling, der ikke mindst gør sig godt på Google bagefter
Det er fortællingerne, der skaber myterne, og vi hopper stadig i med begge ben. Ebbe Stub Wittrup har skabt en interessant udstilling, der ikke mindst gør sig godt på Google bagefter
17. februar 2012

Bedømmelse: 5/6

Folk var nogle lalleglade idioter engang. Troede på alt muligt mellem himmel og jord. Fra magiske huler til overnaturlige sten, mystiske indere og otte farver til personlighedstest af flere milliarder mennesker. Sådan er det heldigvis ikke længere ...

Overgaden sender os tilbage i tiden. Tre sort-hvide 16 mm film bliver vist i det første rum, de klimprer derudad uden anden lydside. Resten af etagen er også arrangeret som Nationalmuseet, i mørke med oplyste værker, gamle ting i fokus og en mystisk stemning. Værkerne står ligesom og venter på én. Først et tykt tov, der står oprejst, som et gammelt cirkustrick, og længere inde en stak amerikanske avisforsider fra 1800-tallet. Det er som om, der er stablet noget større på benene end blot en kunstudstilling. Det er som om, det lige så godt kunne være én selv, der er værket, som om man har sagt ja til at deltage i et videnskabeligt projekt om okkultisme uden at vide, hvori det videnskabelige består, og når man ankommer til laboratoriet og er blevet lukket ind af sekretæren i forkontoret, står man der i en mærkelig ny verden, uden at der er nogen, der umiddelbart giver sig til kende.

Ting med egen stemme

Ebbe Stub Wittrup er Wikipedia-kunstner. Han er den store researcher. Og hvis man kan komme sig over, at en del af kunsten skal opleves med næsen i papirerne og på nettet derhjemme, så gemmer der sig betragtelige oplevelser i The Voice of Things.

Som titlen antyder, handler det om genstande, der har deres egen stemme. De tre film viser optagelser af en ø, hvor man kan skimte en uhyggelig grotte, et hus og forskellige krystaller og bøger. Værket hedder Mary Rose—A play in three acts og er baseret på et teaterstykke af Peter Pan-forfatteren J. M. Barrie, hvor en kvinde forsvinder på den pågældende ø. Først er hun væk i 21 dage, så i 25 år, og hver gang hun dukker op igen, har hun ikke selv oplevet at være væk, men har i stedet opholdt sig i en slags parallelunivers.

Der er et twist til det med, at tingene har deres egen stemme, for det er måden, Ebbe Stub Wittrup viser dem på, der giver dem en stemme. Havde han bare filmet Skotland fra vandsiden med sin iPhone og vist det på en fladskærm, havde det sikkert bare været en glimrende reklame for et smukt land, der er meget mere end whisky, og ikke en gådefuld rejse.

Ét stort fupnummer

Fænomenet bliver behandlet mere indgående i værkerne The Indian Rope Trick, der består af et reb der svæver i luften, Ropes, der er en video af et stykke uendelig langt reb, The Chicago Tribune, august 9, 1890, der er et avistryk af den pågældende avis’ anden sektions forside samt Blavatsky Queries and Answers to Fred S. Ellmore, der består af fire fotografier af fire kontinuerlige opslag i bogen Lucifer.

Historien kort: Fred S. Ellmore beskriver detaljeret i Chicago Tribune hvordan han og en kammerat tog til Indien for at afsløre det berømte ’rebtrick’, hvor en indisk magiker får et reb til at rejse sig, hvorefter han får en dreng til at kravle op i det og forsvinde. Fred S. Ellmore og kammeraten henholdsvis fotograferer og tegner, hvad de ser, og da de senere får fremkaldt billederne, kan de konstatere, at de alle var under hypnose. På tegningerne kan man se rebet og drengen, der forsvinder op i den. På billederne er der intet. Chicago Tribune spår Ellmore en berømmelse og betydning, der er lige så omfattende som ham, der opfandt elektriciteten.

Måneden efter tager selveste Helena Blavatsky, grundlæggeren af teosofien, sig kærligt af avishistorien i et kapitel i tidsskriftet Lucifer. Hun kender alt til tricket og mener, at det er psyko-spirituelle kræfter, der er på spil. Hun er vred over, at det bliver kaldt hypnose, og hun vil meget hellere kalde det glamour, fascination og psykologi.

Historien fra Chicago Tribune går verden rundt. Og da journalisten John Wilkie, der har skrevet den, afslører, at det hele var et fupnummer, og at Fred S. Ellmore (Fred Sell More) ikke eksisterer, gør det ikke indtryk på nogen. Den dag i dag findes der sågar optegnelser over, hvordan Colombus havde set rebtricket på en rejse. Selv om det ikke eksisterede, før Wilkie fandt på det. Og Wilkie? Han endte som øverste chef for secret service.

Barries historie fra Skotland var i øvrigt også så god, at den blev en myte. Da BBC nogle år efter lavede en dokumentar om klippehulen og området, havde flere kendskab til folk, der havde oplevet det samme som Mary Rose.

Vores verdensbillede

Det er svært ikke at læse hele udstillingen som en kritik af vores samtid, da den konceptuelle side af værkerne både er gennemførte og nuancerede, hvorfor den naturligvis tager en del fokus fra den mere underspillede formelle side af værkerne. Vi lever i et paradoks. På den ene side ved vi godt, at alt det, vi læser i aviserne og ser i fjernsynet, er skabt af de marketingsfolk, der var bedst til at fortælle historierne. På den anden side er vi overbeviste om, at lige netop vores verdensbillede aldrig har været mere rationelt og sandfærdigt.

Medievinklen er også svær at holde ude af kort-værkerne, der består af otte fotografier af farvede kort samt 160 dias af kort vist på væggen. Kortene er i otte farver og er lavet til personlighedstest, fordi bestemte farver på et eller andet plan repræsenterer bestemte værdier, hvorved nogle mener, at man kan nå det ubevidste og dermed få et sandfærdigt indblik i vedkommendes mentale tilstand. Tag en farve, og jeg skal fortælle dig, hvem du virkelig er. Og de otte personligheder har Wittrup så portrætfotograferet efter alle kunstens regler, en klog blå, en hurtig grøn, en opmærksom orange og så videre. Og på væggen bag dem har han været en kætter og har ladet de otte farver glide ind og ud af hinanden, så de danner helt nye fascinerende personligheder.

En sort glaskube, der volder én besvær med at se klart, minder om en anden rød tråd der løber gennem udstillingen, nemlig de mere gådefulde abracadabra-rum, der ledsager os alle. Overhovedet at tale om farver og værdier kan eksempelvis kun lade sig gøre, fordi vi har et forhold til dem. Men hvordan kan man have et forhold til en farve? Hvordan kan noget så simpelt og ikke-eksisterende, noget der kun er en illusion, overhovedet påvirke os, videnskabeligt funderede sekulære supersansende væsener!? Kort-værkerne refererer i hvert fald til et meget simpelt maskinrum, et sted, hvor der stadig er god plads til både at dyrke myter, og hvor vi sjældent er oppe på hele otte bokse, når vi skal dømme andre.

Vi vil så gerne — især når vi undersøger, hvordan nogen tænkte engang og kan afsløre, hvordan de blev bedraget af falske verdensbilleder — bruge undersøgelserne til at hævde os selv. De hang fast i troens tunge dynd, men vi, vi refererer kun til vores sanser og erfaringer. Men der er ingen grund til fryd. Der er derimod alt mulig grund til fortsat altid at stille spørgsmålstegn ved alt, vi tror på. Bygger vi vores verdensbillede på det, vi hører og ser, eller gør vi det omvendte? Hører vi og ser det, der bekræfter os i det, vi allerede tror på? Det står malet med usynlig citronblæk hen over Ebbe Stub Wittrups udstilling, at der ikke er sket meget på 100 år. Men hvem ved, måske er det et livsvilkår at være en flok lalleglade idioter.

Ebbe Stub Wittrup, ’The Voice of Things’ på Overgaden, Overgaden Neden Vandet 17, København til den 1. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu