Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

300 greb på én udstilling

Bare fordi man slår to pinde mod hinanden behøver der ikke komme ild. I tilfældet Aksel Sandemoses liv og Mie Olises fars båd slår det ikke engang gnister
Mie Olise: ’Den Tavse Station’.

Mie Olise: ’Den Tavse Station’.

Rasmus Kvist

Kultur
16. marts 2012

Bedømmelse: 1/6 stjerner

Hvordan kan noget være kunst og så alligevel få én til at tvivle? Mie Olises Den Tavse Station opfylder alle kriterier for at blive taget alvorligt. Det er på en kunstinstitution, det ligner kunst, det er rumlige installationer, det forestiller noget, det er abstrakt, det er ekspressivt, det er konceptuelt, det er video, det er kæmpestort, det er litteratur, det er lillebitte, det er indforståede referencer, det er personligt, det er fotografi, det er poesi, det er danmarkshistorie, det er maleri, det er fundne objekter, det er ...

Det store kirkerum i Nikolaj Kunsthal har fået to master i midten, omgivet af to lange rækker kul, (som i det grus, man placerer togskinner på, og som i det kul, man engang fodrede tog med). Langs siden er opført et hus, der forestiller en togstationsbygning møder en westernsaloon møder en byggelegeplads. Indenfor kan man se to sort-hvide film fra Mie Olises rejser og en filmet performance, hvor kunstneren med høj sort hat ’spiller’ på et skib på Island, og man kan høre en livshistorie læst op.

I kirkens sideskib er placeret en række effekter, som knytter sig til Mie Olises fars båd og til det forhold mellem faderen og forfatteren, som Mie Olise dyrker. Her er for eksempel et pantebrev, hvor faderen har taget pant i båden, her er en tegning, som faderen har lavet af båden, og et guldindrammet fotografi af båden. Her er også et skab med 10 indrammede jantelove i skufferne. Her er et tæppe, som Mie Olise har vævet med skibets navn på. To pladespillere er opstillet ved siden af hinanden. En pind forbinder de to roterende plader, og titlen er Espen og Aksel er brødre. Tvillinger. Her er også et maleri af en sneugle, der er placeret på en hylde med en krukke med kastanjer foran, indsamlet af kunstnerens mor. Og meget, meget mere.

Sammenfaldet

Det er, som om der har siddet en kunstner og tænkt, at hvis bare man propper nok indvolde i dukken, så skal den nok hoppe levende rundt. Men sådan er det selvfølgelig ikke. Den magi, der gør kunst så interessant, er svær at fake. Og et sammenfald mellem Aksel Sandemoses alter ego Espen Arnakke fra hans berømte bog En flygtning krydser sit spor fra 1933 og Mie Olises fars båd, der også hed Espen Arnakke, gør det ikke alene.

Det kunstneriske kan naturligvis ikke bestå i sammenfaldet. Det er ikke Mie Olises far, der lavede kunst, da han opkaldte sit skib efter ophavsmanden til janteloven. Og det var selvfølgelig heller ikke Aksel Sandemose, der lavede billedkunst, da han skrev sin bog og foretog sine rejser.

Det er heller ikke kunst at opsøge sine barndomsminder, uanset hvor meget man savner de år, ens far havde en båd, inden han mistede den. Og det bliver heller ikke automatisk til kunst, fordi man rejser i Aksel Sandemoses fodspor, eller fordi man opfører en station med to master, som Sandemose angiveligt engang har tegnet. Skib plus skib giver ikke andet end skib. Heller ikke selv om de står i et kirkeskib.

Det er svært at tage alvorligt, fordi der ikke er noget interessant kunstnerisk projekt. Der er en kvinde, hvis far havde en båd. Vi kan forstå, at det betyder meget for kvinden. Det er vel derfor, hun dyrker den båd så intenst. Det kan også forklare hendes fascination af Aksel Sandemose, det var trods alt hans alter ego, der lagde navn til båden.

Men udstillingen handler ikke om faderen og hans længsel efter havet eller hans nederlag, da han mistede båden, eller hvad der nu kan være af interessant ved ham. Udstillingen handler heller ikke om Aksel Sandemoses selvhad eller hans forbilledlige kærlighed til barnet, eller om det frigørelsesprojekt for den lille mand, som netop var en del af den kamp, der mundede ud i den bog, der gav os janteloven. Eller hvad hun nu kunne have valgt af interessante vinkler på en af de mest interessante skikkelser i Skandinavien i de sidste 100 år.

Søgen efter hvad?

Den Tavse Station handler om Mie Olises søgen og rejsen. Men efter hvad? Hvad er det, hun skal bruge faderens båd til, som hun så finder i et helt andet land. Hvorfor er det interessant, at hun overhovedet leder efter den? Hvad er det ved den rejse mod et barndomsminde og efter en forfatter, der giver os beskuere noget, vi kan relatere til, eller noget æstetisk, vi kan lade os forføre af? Hvorfor skal vi se hende gå kunstlet rundt og slå på en forladt båd i Island, imens vi får at vide, at hun har en regel om at »når en lyd introduceres i real time, er en i spil i post production«. Der er ikke engang en eller anden flirt med virkeligheden og fiktionen, den ligger side om side som på en supermarkedshylde, steril og adskilt.

Der er ét træk, der er gennemgående, og det er, at alle værkerne er udført med kunst på. Der er ikke en tendens eller en trend, der ikke er med. Alle greb bliver benyttet, eller mimet. Maleriet er med strint, stemmen der læser op i en af hovedtelefonerne hvisker og hvisler og skaber sig, her er store stykker træ rejst i alle retninger med sætninger skrevet med kridt på, her er andre sætninger brændt ind i lærketræ, der er sat forskudt op på væggen, der er storladne digte til hver eneste værk, der er grumsede videoer, billeder af den klint, der hedder Arnakke, skudt fra tre vinkler. Der er endog skulpturer over usynlige sten, der er lavet som 3D-gengivelser af havdybder og et grønt ben på skabet med de mange jantelove. Der er måske 300 forskellige greb på udstillingen! Det er ligesom at være på ungdomskunstmesse i Berlin!

Hvorfor dette virvar af metoder? Måske fordi det i virkeligheden slet ikke er hendes far eller Aksel Sandemose, som Mie Olise søger, men blot det at lave stor kunst. Ligesom i politik, hvor man også kreerer de problemer, der passer til løsningerne, har Mie Olise fundet to historier, der kan legitimere et kunstnerisk projekt. Nu mangler hun bare den magi, der gør det interessant for andre end hende selv og hendes venner. Måske kunne hun begynde med at stille sig selv spørgsmålet: hvorfor?

 

Mie Olise: ’Den Tavse Station’ i Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København til den 13. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Klausen

Endnu en dybt unuanceret anmeldelse fra Hr. Jeppesens enmands hær. Mens virkelige kunsthistoriske ressourcer som Mette Sandbye, og samtlige andre anmeldelser jeg har læst, roser Olises udstilling, er der åbenbart ingen lyspunkter at finde for denne anmelder.

Michael Jeppesen minder mig mere og mere om litteraturens Lars Bukdahl. Med den store forskel at Lars rent faktisk selv er forfatter. Mens Michael nøjes med at købe kunst. På markedet vælger eller vrager man. I kunsten er der langt flere nuancer.