Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Vi har det, åh-åh ...

Om flyverdrømme og fald i Allan de Waals arkitekturroman
Kultur
23. marts 2012

Allerede de gamle, dengang unge romere opererede med en forestilling om ’litterær arkitektur.’ Ord skulle som søjler plantes solidt i fundamentet med den rigtig afstand til hinanden. Templer var førsteklasses redskaber for retorikerens hukommelseskunst. Hvis han kendte et tempel så godt, at han havde det på indersiden af hjernen, kunne han bruge det som en slags matrix for sine taler.

For en lille snes år siden skrev den svenske forfatter Lars Gustafsson en erindringsbog, Ett minnespalats, hvor hans ’vertikale memoirer’ tog afsæt i antikkens hukommelseskunst. Netop nu har Allan de Waal skrevet en bog, som også handler om minder, ikke mindst om studietiden på arkitektskolen i 1950’erne, men som titlen angiver, er det ikke arkitektur, der holder sammen på stoffet. Nej, det er Domenico Modugnos grandprixvinder fra 1958, herhjemme bedst kendt som: »Vi har det, åh-åh, så dejligt, åh-åh-åh-åh«. I tide, men ærlig talt også i utide lader forfatteren denne schlager hamre løs på læserens trommehinder: Åh-åh-åh-åh.

Flyverdrømme

Anlægget er ellers spændende i denne hybrid af en bog. I forordet opstilles en hypotese om ekko i kalenderen: Er der paralleller mellem 1960’ernes paradigmeskifte fra håndværk til industri og nutidens skifte fra en analog til en digital kultur? Og bogen forfølger så denne tese gennem tre teksttyper: Først den 65 sider korte roman Blu, dernæst et noteapparat med kulturhistoriske perspektiver på temaer i romanen og sidst et litterært set mere eksperimenterende afsnit kaldet Samfundets kødklister med spidse ’tekststykker’ om stort og småt.

Romanen åbner flot med en skildring af en blåmalet himmelsprætter med okkerfarvede vinger og røde fjer, som – svævende i et tov og afskrålende Volare – standser al trafik på Knippelsbro. Da han svinger sig op, rammer han sporvognsledningerne, og den blå farve ledsages nu af et koboltblåt omrids. Flyverdrømmen ender i katastrofe.

Flyverdrømme har en tusindårig historie blandt arkitekter. Dædalos undslap den labyrint, som han selv havde bygget, ved at udstyre sig med vinger, men hans overmodige søn, Ikaros, kom så højt op, at solen smeltede voksen, der klæbede hans vinger – og han styrtede i havet. I Volare viser den flyvende kunstner sig at være en satyragtig eller Jens Jørgen Thorsen-agtig fynbo, Hugo Mikkelsen. Denne ansporer romanens hovedfigur, Claus, til stræbe ud over det, han lærer på Akademiet. Men Claus’ udmærkede efternavn – Bakkedal – røber, at ’what goes up, must come down’.

Verbale kolbøtter

Som romanfigur peger Claus snarere bagud end fremad. Han sammenligner sig selv med Johannes Jørgensens sjæleoptrævlende antihelte og med Tom Kristensens fordrukne hærværksmænd. Og sidefigurerne bidrager ikke til oplevelsen af et særligt fokus på koblingen 1960-2010. Jørgen Jyde burde være forblevet i det folkekomedie-Jylland, hvorfra han er hentet.

Claus er en søgende sjæl, og hans søgen forsødes af mere eller mindre realiserede erotiske relationer til den mystiske Maj, kammeraten Liz, hushjælpen frk. Jensen, den sorte model Betsy m.fl. Men romanens to første dele »Personer« og »Forventninger« forløses ikke rigtig i den tredje del, hvis titel da også røber, at stoffet begynder at diffundere: »Og udlandet«.

Hvor romanen slutter, tager de leksikalske ’noter’ over, og de kan læses som en stribe interessante og oplysende essays om bl.a. ’atomenergi’, ’avantgarde’, ’design’, ’kulturpolitik’, ’møblering’ m.m. Som læsere af denne avis vil vide, er Allan de Waal i kraft af sin store og mangfoldige viden god til at trække overraskende diagonaler mellem forskellige felter, og i ’noten’ om møblering antyder han således en tankevækkende forbindelse mellem Børge Mogensens stole og Leif Panduros tv-spil, en diabolsk grundtone under den tilsyneladende normalitet. Ligesom han ubesværet fremmaner et net af forbindelser mellem Ordrupgaard, digteren Frank Jæger, SAS, Skolen for Boligindretning, Erik Balling og FN’s rådssal.

En af noterne handler om ’satire’, og her fastslås det, at satire er mere end oneliners. Satire er omvendinger, åndelige kolbøtter, tankemæssige tricks, og Volare slutter med en stribe verbale kolbøtter, hvor det især er diverse former for magtmisbrug, der rives med i faldene. Bogen indledes med en blå flyverdrøm – men slutter i satirens frie fald – som f.eks. i det lille tekststykke »Afghanigaloppen«. Her hører vi om en af de afghanere, der er genstand for det danske forsvars udbredelse af sit ’kærlighedsbudskab’, at han ryster på hovedet. Som imidlertid falder af. Da han har været så uheldig ikke at sørge for at barbere skægget af.

Ord skal ikke altid rejse sig som søjler. Man siger jo også, at ordene falder.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her