Læsetid: 5 min.

Den aristokratiske revolutionære

Elitært: Den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendts bog ’Om revolution’ fra 1963 er mislykket som analyse af revolutioner, men vellykket som redegørelse for frihed, handling og fællesskab
/h4> Det er Hannah Arendts tese, at Den Franske Revolution blev en fiasko, fordi den handlede om befrielse og fattigdom – og ikke som den amerikanske om at realisere frihed.

/h4> Det er Hannah Arendts tese, at Den Franske Revolution blev en fiasko, fordi den handlede om befrielse og fattigdom – og ikke som den amerikanske om at realisere frihed.

2. marts 2012

Alle revolutioner ender ulykkeligt, og det gør de alene af den grund, at de slutter. Under revolutionen griber mennesker ud efter magten, og de grundlægger en ny orden. De handler politisk, de træder frem for hinanden i et fællesskab – og det er ifølge den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt det højeste, mennesket kan nå. Men så snart revolutionen er forbi, holder mennesket op med at handle politisk i arendtsk forstand. Nu forsvarer man sine rettigheder, man administrerer den nye orden, og man arbejder for økonomisk velstand. Så har faldet fundet sted.Revolutioner har muligheden for at bringe det bedste frem i mennesket, mens livet efter revolutionen medfører, at mennesket stiller sig tilfreds med at forbruge og fordøje, fabrikere og forsvare sig. Sat på spidsen er det problemet, som Hannah Arendt udvikler i sin berømte bog Om revolution fra 1963, der nu udkommer i en dansk oversættelse.

Intellektuelt lyder det besynderligt, men æstetisk er det et almindeligt fænomen: Vi ser ofte film om store opgør og kampe, som kræver det fineste af mennesket. Men filmen slutter, når hverdagen begynder, og handlingens tid er forbi.

Arendt understreger gang på gang, at mennesket først kommer til sin værdighed, når det i selskab med andre handler politisk. Hvis politik drejer sig om økonomi, jura eller administration, har mennesket bevæget sig fra frihed til nødvendighed, fra politik til administration.

Om Revolution er ikke kun en bog om revolution; mest af alt er det den bog, hvor Arendt præciserer sine begreber om handling, frihed, politik og fællesskab. Det er et problematisk værk, fordi det bygger på typiske arendtske generaliseringer, men det er også et hovedværk, fordi hun afklarer de begreber, som er omdrejningspunktet for hendes originale kulturkritik.

Vellykket og mislykket

Den vellykkede revolution bliver for Arendt det sted, hvor politisk frihed bliver realiseret, mens den mislykkede revolution bliver scene for faldet til økonomi og instinkter.Hvis en revolution drejer sig om befrielse fra undertrykkelse og fattigdom, er det ifølge Arendt ikke en rigtig revolution. Befrielse og frihed er nemlig ikke det samme: Befrielse handler om at blive fri fra undertrykkelse. Det er en kamp mod den modstand, som holder én nede. Men friheden kan ikke beskrives negativt som det modsatte af tvang og vold. Frihed er en positiv praksis, som mennesker skaber sammen. Man kan blive befriet alene, men frihed kan man kun praktisere socialt, Det betyder, at den menneskelige frihed bestemmes som et politisk fænomen. Den er ikke noget, vi har fra naturen, men noget vi sammen skaber. Denne opfattelse af frihed kritiserer både dem, der vil gøre mennesket fri fra politik og dem, der vil bruge politik til at realisere økonomiske og sociale mål.

Karakteristisk kritiserer Arendt både de liberalister, der tror, at friheden er sikret, hvis mennesket bliver forsvaret imod fællesskabets formynderi, og de kommunister, der ser politik som middel til at nå materielle mål. De har begge misforstået mennesket, politik og frihed. De har ikke indset, at menneskets højeste stræben kun kan forløses som offentlig handling, og når denne handling bliver til instrument for basale interesser, er mennesket selv nedgjort.

Systematisk lægger Arendt afstand både til venstre- og højrefløjen, til progressive og konservative. Hun mener, at det er »blandt symptomerne på vores tab«, at vi har i vores politiske verdensbillede har adskilt det nye og det gamle, det progressive og det konservative. For ingen nye skridt får virkelig betydning, hvis de ikke forbindes med stabilitet og orden. Og ingen etableret orden kan fungere, hvis den ikke har forbindelse med den handling, som var grundlag for den.

Fornyelse kræver et fundament af tradition. De mest vellykkede omvæltninger er dem, der bygger på det bedste i det bestående. De værste er dem, der smadrer hele den eksisterende orden.

Revolution

Den gennemgående tese i Hannah Arendts bog er, at Den Amerikanske Revolution blev en succes, fordi den handlede om at realisere frihed, mens den store Franske Revolution blev en fiasko, fordi den handlede om befrielse og fattigdom: »Den triste sandhed er,« skriver Arendt, »at Den Franske Revolution, der endte i katastofe, har skabt verdenshistorie, mens Den Amerikanske Revolution, der har haft en så overvældende succes, er forblevet en begivenhed med en i det store og hele lokal betydning«.Den Franske Revolution udartede sig ifølge Arendt til vold og vanvid, fordi den var præget af »fattigdommens forbandelse«. Menneskene stimlede sammen i en uregerlig masse, som krævede deres sult stillet og deres behov tilfredsstillet. Det var ikke politisk frihed, men overgivelse til en slags naturnødvendighed. Og når de fattige kommer til magten, bliver fattigdommens fantasier til fælles mål. De fattige forstår ikke politisk frihed, men kræver overflod og grænseløst forbrug. De amerikanske revolutionære betonede derimod »offentlig lykke« som deres mål: De bekæmpede ikke tyranner og fattigdom. De byggede på en antagelse, der bliver en programerklæring for Arendt selv: »Ingen kunne være lykkelig uden at tage del i den offentlige lykke, og at ingen kunne være lykkelig eller fri uden at deltage og have del i den offentlige magt.« Desværre må Arendt erkende, at idealet om den offentlige lykke var det første, der efter revolutionen blev glemt.

Aristokratisk revolution

Det paradoksale er, at Hannah Arendt kommer til at afvise revolutioner, som er motiveret af ulighed og social elendighed: De bringer nemlig de udannede og de ukultiverede til magten. Hvis en revolution bygger på vrede over ulighed og økonomisk uretfærdighed, vil den ikke føre til den frihed, som er målet for Arendts tænkning.Sagt på en anden måde: Hvis de ufri får frihed til at handle, vil de håndtere friheden forkert, og den vil forfalde. Konsekvensen er, at kun de dannede, som har den rette opfattelse af politik og handling, kan fuldføre en revolution, som lever op til Arendts kriterier. Og de er i sagens natur meget sjældent revolutionære. Hun erkender selv, at hun har et elitært politikbegreb: Hun ved godt, at »den politiske livsform aldrig har været og aldrig vil blive de manges livsform«.

Der er som altid fine kulturkritiske indsigter i Om revolution, men bogen bygger på en ubehagelig foragt for andre former for frihed end frihed, som Arendt selv definerer den. Folk er kun fri, hvis de gør, som hun finder rigtigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu