Læsetid: 4 min.

Hvad banegården gemte

Martin Scorseses nye værk, ’Hugo’, er en magisk og rørende hyldest til den kunstart, filmen, instruktøren elsker så højt
Filmkunst. ’Hugo’ er en tilsløret kærlighedserklæring til filmmediets tidløse kvaliteter og til stumfilmpioneren Georges Méliès, der var en af de første til at vise, hvad filmen for alvor kunne bruges til af fantastiske ting.

Filmkunst. ’Hugo’ er en tilsløret kærlighedserklæring til filmmediets tidløse kvaliteter og til stumfilmpioneren Georges Méliès, der var en af de første til at vise, hvad filmen for alvor kunne bruges til af fantastiske ting.

15. marts 2012

Drengen Hugo bor i væggene på en stor banegård i 1930’ernes Paris. Herfra holder han øje med livet på banegården – alle de forskellige menneskers gøren og laden – mens han sørger for, at alle banegårdens mekaniske ure bliver holdt ved lige og viser den rigtige tid.

Når Hugo sidder oppe i banegårdens tårn og kigger ud over Paris, oplever han den som en stor maskine, hvor hvert eneste menneske er et tandhjul, der har fundet sin rette plads i det store maskineri. Men selv mangler han at finde sin funktion – det, han er god til – og det er blandt andet det, Martin Scorseses film om Hugo (Asa Butterfield), der blot bærer drengens navn, handler om.

Den handler også om at turde drømme og holde fast ved magien i livet, mens den hylder litteraturen og ikke mindst filmkunsten som et af de steder, hvor fantasien og drømmene bedst kan folde sig ud. Hugo, der er baseret på en bog af Brian Selznick, er selv en magisk film, der ligesom Michel Hazanavicius’ The Artist – Hugos nærmeste konkurrent ved den nyligt overståede Oscaruddeling – minder os om, hvorfor film er så levende og vital en kunstart.

På eventyr

Hugos far (Jude Law) var urmager og døde i en brand, og Hugos onkel Claude (Ray Winstone), en træls fulderik, der sørger for urene på banegården, er forsvundet, og Hugo er helt alene i verden. Han forsøger at reparere en mekanisk mand, som hans far en dag havde med hjem, og som Hugo er overbevist om rummer et budskab fra faren. Derfor stjæler drengen mekaniske smådele fra banegårdens triste og gnavne legetøjssælger (Ben Kingsley), mens han forsøger at undgå den barske stationsforstander (Sacha Baron Cohen), der nyder at sende børn på børnehjem.

Men da Hugo en dag bliver taget på fersk gerning af legetøjssælgeren, der konfiskerer Hugos notesbog med farens tegninger af den mekaniske mand, begynder et eventyr, som kommer til at forandre livet for ikke bare Hugo, men for legetøjssælgeren, hans kone (Helen McCrory) og deres handlekraftige, bogelskende guddatter, Isabella (Chloë Grace Moretz). Det griber også ind i andre menneskers tilværelse – blandt andet stationsforstanderens – da Hugo og Isabella opdager, at hendes gudfar er ingen andre end stumfilmpioneren Georges Méliès (bog og film lader sig inspirere af virkelige begivenheder og personer), hvis karriere gik i stå mange år tidligere, og som de fleste nu synes at have glemt.

Fabelagtige Paris

69-årige Martin Scorsese, der bedst er kendt for sine barske genrefilm fulde af menneskeligt drama, har sagt, at han med Hugo ville lave en film, som hans egen lille datter kunne se – og den kan bestemt ses med lige stor fornøjelse af børn og voksne. Men mon ikke det også har spillet ind, at han takket være Brian Selznicks bog har fået mulighed for at fejre og hylde den kunstart, filmen, som stort set hele den amerikanske instruktørs liv drejer sig om, og som han så passioneret elsker og kæmper utrætteligt for!?

Hugo er i hvert fald en tilsløret kærlighedserklæring til filmmediets tidløse kvaliteter og til Georges Méliès, der var en af de første til at vise, hvad filmen for alvor kunne bruges til af fantastiske ting.

Det er svært at skrue tiden tilbage og give nutidens forvænte biografpublikum den samme fornemmelse af under og mirakel, som Méliès og Lumière-brødrene gav de første mennesker, der vovede sig ind i biografen i filmens spæde barndom. Men Scorsese gør alligevel et behjertet forsøg, og takket være moderne 3D-teknologi, som han i Hugo viser en sjælden forståelse for og mestring af, lykkes det ham at suge én med ind i filmens fabelagtige udgave af datidens Paris.

Smuk, morsom, dejlig

Akkompagneret af Howard Shores fine musik begynder Hugo med et oversigtsbillede af Paris og tager os så med på en flyvetur ned gennem byen og ind på banegården og om bag urene, hvor Hugo holder øje med det hele. Det er en svimlende oplevelse, og filmen igennem formår Martin Scorsese og hans fotograf, Robert Richardson, at lægge den dybde ind i billederne, som 3D kræver for at fungere, mens de iscenesætter det, der foregår, så dybden og 3D-effekterne bliver brugt optimalt.

Jeg bliver aldrig fan af 3D, men Martin Scorsese gør sit for at overbevise selv den mest hårdnakkede skeptiker, og Hugo er om noget den bedste 3D-film, jeg har set; effekten giver mening og bidrager til at fortælle historien.

Samtidig er Hugo en smuk, morsom, dejlig og dybt bevægende film om en dreng, overbevisende spillet af Asa Butterfield, som prøver at finde sin plads i en stor og forvirrende verden, og om de mennesker, han møder og rører på så afgørende vis. Hugo giver kun én lyst til at se og gense ikke mindst Georges Méliès’ film, men også alle de andre store, vidunderlige, livsbekræftende værker, filmhistorien er så rig på, og som Hugo nu så smukt føjer sig til.

 

 

Hugo. Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: John Logan. Amerikansk (En lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu