Læsetid: 4 min.

De bollede opad

Årets Forårsudstilling og den medfølgende obligatoriske debat om god kunst kontra folkelig kunst kan også læses som en tiltrængt som en kunstscene der endelig røgned af piedestalen
Årets Forårsudstilling og den medfølgende obligatoriske debat om god kunst kontra folkelig kunst kan også læses som en tiltrængt som en kunstscene der endelig røgned af piedestalen
9. marts 2012

4/6

Forårsudstillingen kunne ikke være begyndt bedre end med Diego Agulló & Dmitry Paranyushkins Humping Pact, hvor nøgne mænd havde sex med Charlottenborg.

Tænk sig på den måde at lade den dårlige smag forsøge at lave et barn på noget så finkulturelt som en kunsthal.

Apropos at mose, så er Forårsudstillingen som politisk banan ikke blevet mindre splattet på det sidste.

I denne uge er der tilmed blevet presset et publikumskriterium ned over udstillingen, og den er blevet sat i opposition til ’høj international klasse’.

De kloge kommentatorer og kulturpolitikere siger i disse dage i medierne, at man må vælge mellem, om man vil have kunst af høj international klasse og ingen besøgstal, eller om man vil have poppet folklore og masser af gæster.

Det samme elitære syn på kunst så man også i DR's og Kunststyrelsens projekt Vores Kunst, hvor forskellige lokale projekter skulle have hjælp til at vælge en offentlig kunstnerisk udsmykning.

Her var præmissen, at de lokales egne valg ville være alt for kiksede og dermed ikke have den samme levetid eller effekt, som den ekspertsanktionerede kunst.

De lokales egne kunstneriske valg ville aldrig kunne blive en succes, hvorfor de i stedet fik deres valg begrænset til eksperternes tre særligt udvalgte kunstnere.

Elitært kontra folkeligt

Her havde man altså også en skarp opdeling mellem den kunst, der kommer fra folket, og den kunst, der kommer fra institutionen, men hvor man i debatten omkring Forårsudstillingen ser den internationalt høje kunst som en publikumsdræber, så man i Vores Kunst det folkelige som en dræber.

Hvis de lokale ville have noget, der kunne skabe lokal forankring og virke i et offentligt rum, skulle det være elitært.

Eksemplerne bekræfter tidens forblændelse af institutionen. Når institutionen vælger, bliver det til stor kunst. Når institutionen vælger, bliver det lokalt forankret. Og i øvrigt er Pablo Bronstein, den internationalt anerkendte kunstner, som blev udstillet på Charlottenborg for tomme huse, slet ikke blevet nævnt i de mange omtaler af Charlottenborgs problem, hvilket er symptomatisk.

Det hele handler om stedets leder, Mark Sladen, ligesom også X-Factor vil blive husket for Thomas Blachman og ikke deltagerne.

I samme dur er det påfaldende, hvordan der er blevet skruet ned for springbrætsretorikken i tekstmaterialet på årets Forårsudstilling. Den censurerede udstilling er ikke længere en enestående måde at få en karriere på, men snarere en mulighed for at medvirke på en anerkendt udstilling.

Det er, som om vi endelig har givet op over for vores besættelse af det nye eller det udfordrende eller det udenfor. Som om kunsten alligevel ikke længere behøver at fremstille sig selv som et skatkammer af hidtil uset energi, der viser vej gennem uopdaget mørke.

Institutionen – både som i museum og som i kunststøtteordninger og som i betydelige gallerier – har allerede støvsuget undergrund og overgrund for alt, hvad der kan have blot en snert af noget eksperimenterende.

Man har sågar i Kunststyrelsen lavet særlige puljer for projekter, der ’faldt imellem’ to udvalg, ligesom man også har haft særligt fokus på andre udvalgs afviste projekter.

Hvis man insisterer på at skulle finde et gennemgående tema i årets Forårsudstilling, er det også her, man skal lede.

Institutionen har nået en erkendelse af, at der ikke er noget nyt. Der er ikke noget, vi ikke har set 100 gange før. Der er ikke noget overraskende greb eller et materiale eller et motiv, der kan lede kunsten i en ny retning.

Institutionen har ædt sig selv i et race to the bottom, hvor den nu blot kan se til, imens den bliver reduceret til underholdning og tidsfordriv. Der er simpelthen ikke mere næring, den kan hente ind udefra, der kan bekræfte os i, at den er den first-mover, som den foregiver at være.

Smukt og pinligt

Hvis man er hård, kan man sige, at det eneste institutionen har, er patentet på den gode smag.

Og det er sikkert også her, at fremtidige nybrud vil kunne ske. Institutionens folk bliver ældre, der vokser en afskyelig smag frem, som de kæmper imod og holder uden for med næb og kløer, langsomt vokser den dem over hovedet, og pludselig en dag svigter publikum også, der kommer slet ikke nogen til de gamle stjerners udstillinger, imens publikum vælter ind til den dårlige smag.

Institutionen ved, at det er publikum, der tager fejl, og ikke dem selv. Og derfor dør de ikke tilfreds bitre over, at de på sin vis fik ret i, at kunsten hele tiden forandrer sig, men blot bitre.

Nå, men er der så god kunst på den udstilling eller hvad? Er den værd at se? Er den sjov? Er den tankevækkende?

Ja, den er faktisk det hele. Der er god kunst, dårlig kunst, banale værker, håbløst banale værker, sjove værker og indforståede værker. Smukke ting og pinlige ideer. Den er en fødselsafdeling, ni måneder efter Diego Agulló & Dmitry Paranyushkins nøgne mænd knaldede en kunsthal, der ikke havde nogen chance for at beskytte sig. Og hvis Information skulle fremhæve nogle favoritter i denne »pinlige miskmask af en publikumssucces«, så kunne det eksempelvis være Karen Lise Krabbes glasskab fyldt med silikater, der er lidt af en skønhed.

Også Salla Myllyläs film med et par gardiner, der falmer i solen er stor kunst. Det er svært ikke at føle sig en smule dopet, når man sidder bag gardinerne og ser skyggerne og lyset fra vejret, der forandrer sig, uden at man selv rører sig ud af stedet.

Og ellers så er det bare sjovt at være der. Det er en folkelig begivenhed, der lever på trods af institutionens gode smag. Hvad mere kan man ønske sig? Det skulle lige være en tur i den blå vaskehal ... (Katrin Hanusch, Forever, 2010, Sal S5).

mije@inforamtion.dk

Forårsudstillingen 2012 i Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, til den 6. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu