Læsetid: 3 min.

Borgerkrig på Barsoom

Andrew Stantons stort anlagte filmatisering af Edgar Rice Burroughs’ ’John Carter’ er flot og underholdende, men også lidt ujævn
Visuelt. ’John Carter’ er en flot og for det meste underholdende oplevelse – og man kan sagtens undvære 3D-effekterne, der først blev tilføjet filmen, da den var færdigoptaget.

Visuelt. ’John Carter’ er en flot og for det meste underholdende oplevelse – og man kan sagtens undvære 3D-effekterne, der først blev tilføjet filmen, da den var færdigoptaget.

8. marts 2012

Egentlig er det synd, at det først nu – i 2012 – har været muligt at filmatisere Edgar Rice Burroughs’ præcis 100 år gamle roman om sydstatsofficeren John Carter, der ender på Mars og bliver gift med en smuk, rødhudet prinsesse. Alle de film, bøger og tegneserier – fra Jens Lyn, Superman og Dune til Star Wars, Star Trek og Avatar – der har ladet sig inspirere af Burroughs, har jo samtidig overhalet ham indenom, hvorfor John Carter ikke tager sig så original ud, som den måske burde.

Men heldigvis er det en på mange måder fin film, Andrew Stanton – hans første realfilm efter animationsperler som Find Nemo og WALL·E – har lavet, og når den er bedst, kan John Carter sagtens leve op til alle de andre rumoperaer, som på samme måde blander det fantastiske og storladne med science fiction og eventyr på fremmede planeter. Måske fordi den er lavet med den respekt for og kærlighed til forlægget, som kun en livslang fan som Stanton kan besidde. Der er lavet lidt om på handlingen, men det er gjort nænsomt, og det fungerer.

Superman på Mars

Taylor Kitsch – et farligt navn, når man medvirker i kulørte film, skulle man synes – har titelrollen som den krigstrætte John Carter, der i tiden efter Den Amerikanske Borgerkrig forsøger at finde guld, da han på flugt fra indianere ender i en hule, hvorfra han bliver transporteret til Mars – eller Barsoom, som de lokale kalder planeten.

Her bliver han modvilligt involveret i et stort opgør om den engang så frodige, men nu døende, ørkenagtige planet. Han knytter venskab med tre meter høje, firarmede og grønhudede Tars Tarkas (Willem Dafoe) og falder for prinsesse Dejah Thoris (Lynn Collins), der nægter at gifte sig med despoten Sab Than (Dominic West), som med hjælp fra et mystisk, formskiftende væsen (Mark Strong) forsøger at tilrane sig magten over Barsoom.

Heldigvis betyder den meget mindre tyngdekraft, der er på Barsoom end på Jorden – Jasoom, som man kalder den på Barsoom – at John Carter er en regulær supermand, som kan hoppe højt, slå hårdt og kaste langt, hvilket er ganske nyttigt, når man skal i krig.

Dyr og flot

Angiveligt har John Carter kostet mere end 250 millioner dollars at producere. Det lyder voldsomt, men det er nu ikke svært at se, hvad Andrew Stanton og hans production designer, Nathan Crowley, har brugt pengene på.

Billedsiden er en sømløs blanding af fysiske locations og kulisser og rigtige skuespillere og så computerskabte omgivelser, soldrevne flyvemaskiner og de forskellige væsener, som bebor Barsoom. Det er intet mindre end betagende at udforske planeten sammen med Carter selv, og John Carter gør på mange måder Edgar Rice Burroughs’ storslåede, originale vision ære – også selv om selve handlingen ikke er helt lige så tilfredsstillende.

Filmens rammefortælling, hvor John Carters nevø, Edgar Rice Burroughs, hentes til sin onkels dødsleje og hører om onklens fantastiske oplevelser på Barsoom – tilbageblikkene er så at sige filmens hovedhistorie – er spændende og rummer et forjættende strejf af episk eventyr og mystik. På Barsoom veksler tonen dog mellem det tempofyldte, dramatiske, humoristiske, romantiske og højstemte uden rigtig at finde en balance; måske fordi Andrew Stanton og hans manuskriptforfattere – blandt andre den brillante amerikanske forfatter og tegneserieelsker Michael Chabon – har så meget, de skal nå at fortælle og forklare, inden filmen er forbi (og der lægges op til en efterfølger).

Men John Carter er nu stadig en flot og for det meste underholdende oplevelse – og man kan sagtens undvære 3D-effekterne, der først blev tilføjet filmen, da den var færdigoptaget, og som nu gør billederne unødvendigt mørke og uskarpe uden at berige historien nævneværdigt.

 

 

John Carter. Instruktion: Andrew Stanton. Manuskript: Andrew Stanton, Michael Chabon og Mark Andrews. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Carl Nielsen Ejendomsmægler

God læsning om en også drøn god film! Som der også bliver sagt, så er det en for det meste god og underholdene film, og jeg må give Christian fuldstændig ret i hans holdning omkring filmens 3D effekter. Det er bestemt ikke fordi at de tilbyder meget til selve oplevelsen, men tvært imod syntes man blot at det er træls at filmen bliver mere mørk.
For når ikke 3D effekterne ruller henover skærmen, så sidder man faktisk og syntes filmen er lidt "dyster", ment som at de, undskyld sproget, skide 3D briller gør det hele mørkt.

Det er super bittert at man ikke længere helt selv kan vælge om man vil se filmene i 3D eller ej. Da jeg skulle book pladser til filmen i Aarhus, så kunne man kun se filmen kl 14.00, hvis det IKKE skulle være 3D, så man var tvunget til at få brillerne på. IGEN !