Læsetid: 4 min.

Dekadanskere i Dubai

P1’s Mikkel Clausen har stukket mikrofonen ind i materialismens lykkefatamorgana, Dubai, i sin allerhøjest høreværdige portrætserie om ’Dubais danske damer’, der forstørrer Vestens værdiparadokser
I den høreværdige radiodokumentar ’Dubais danske damer’ bliver vi konfronteret med materiel eskapisme for gennem håndfuld af de 1.000 danske kvinder, der er bosat i emiratet, hvor nogle af dem for længst vænnet sig til et skarpt opdelt klassesamfund.

I den høreværdige radiodokumentar ’Dubais danske damer’ bliver vi konfronteret med materiel eskapisme for gennem håndfuld af de 1.000 danske kvinder, der er bosat i emiratet, hvor nogle af dem for længst vænnet sig til et skarpt opdelt klassesamfund.

Mikkel Clausen

22. marts 2012

Nogle gange, når jeg skal beskrive min opvækstprovins, Herning, kalder jeg den nedladende ’Jyllands Dubai’. For mig, som aldrig har været der, symboliserer Dubai en særligt sjælløs idé om, at penge kan købe ånd. Som i Herning: Intet vand ved vor tørre, flade by? Vi bygger en sø. Ingen bakker? Vi bygger dem, dælme. Ingen kultur? Jyske Bank BOXEN i hundrede procent rustfrit stål (eller noget) – så må kulturen komme til os i sin tourbus.

Dubai lokker ikke blot verden til med sit skattely. Den bygger også ’verden’, hvor der tidligere ingen verden var. »Simply escape,« lyder en reklame for de 300 kunstige luksusøer, The World, der er formet som alle verdens kontinenter. Det er denne slags kunstagtigt materielle eskapisme, vi dumpes ned i i P1’s aktuelle og højest høreværdige reportagerække, Dubais danske damer. For de 1.000 danske kvinder, der er bosat i Dubai, er stedet et materialismens lykkefatamorgana med maid, pool guy og fester hver aften. Det er en velstandsmaskine, selvkørende på olie, enerådigt ledet af Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum. En paradoksal og dekadent uvirkelighed med sharia-lovgivning og nul indkomstskat.

Men én ting er forestilling og abstraktion. Noget andet er at lægge øret mod den fordomsomklamrede virkelighed. I den forrygende reportagerække P1 i Pattaya besøgte P1’s træfsikre radiojournalist Mikkel Clausen sidste år danske mænd i Thailands eskapistiske prostitutionsmetropol.

Nu er han – i samme ånd – taget til Dubai for at snakke med unge, ældre, gifte, skilte, styrtrige, mellemrige, hjemmegående eller arbejdende danske kvinder, der bor i dette materialistiske ’paradis’: De viser Clausen, og os, rundt i dekadente kæmpevillaer, tager til lykkecoach, nyder en gauloise-cigaret og en espresso i skyggen ved poolen, traver ture på golfbanen og reflekterer over den privilegerede magelighed, den hjemmegående pacificering, kampen for mening, tjenestefolkenes lavstatus og kvindernes ditto under sharia.

Lykke-hobby

Der er altid fare for kun at bekræfte frem for at udfordre vores forventninger til udlands-’dekadanskerens’ liv i sus og dus og hvidvinsrus. Visse forargeligheder serveres også råt her: En kvinde kan ikke huske, hvor mange badeværelser, hun har (måske 9). En anden aner ikke, går det op for hende, hvad hendes daglige pool guy hedder. Livsstilscoachen har et ureflekteret objektforhold til lykke, som hun underviser i: »Da det nu er lykke, der er min store passion, så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad lykke er for jer.«

Ligesom med Clausens Pattaya-udsendelser, håndteres latterligheden og forventningerne dog med begavet balance. Typisk for reporterens stil skydes den første udsendelse i gang med et grundlæggende etisk repræsentationsspørgsmål. En af udsendelsernes ’damer’ spørger til efterredigeringen: »Er det vigtigt for dig at vise al den luksus og glamour, som vi alle sammen ikke kan undgå at omgås af? Eller har du tænkt dig at fremstille os på et mere personligt plan?«

I kvindernes eget selvbillede pløres de to ting sammen. Det materielle er jo også en identitetsfaktor for dem. Det er deres grund til at være der. Heri ligger en paradoksalitet, som understreges af redigeringens skift mellem f.eks. en kvindes snak om pakistanernes lavstatus og en andens – i dét lys usympatiske – hyggesnak om poolfyrens alt for varme tøj ude i solen der. Men mere hjerteligt skildres også damernes personlige skrupler. Og i de tilfælde blænder den solbrunede læderhud og golfhatten ikke. På den måde kan radio (også) være et meget fordomsfrigørende medie.

Ikke virkeligheden

På et tidspunkt siger en af kvinderne, at hvis hun havde fået børn, så var hun flyttet fra Dubai igen.»De skal ikke tro, at det her er virkeligheden,« siger hun.

Det er jo en interessant måde at tænke sit eget liv på: At det ikke er ’virkeligheden’. At man på grund af et vist niveau af luksus, på grund af en bestemt form for eksklusivitet ikke er i forbindelse med den måde, virkeligheden ser ud på . For i virkeligheden kan man jo også se Dubai som en slags karikatur – eller forstørrelse – af det virkelighedsbillede, vi har i Danmark. En kvinde, hvis datter passes af en srilankansk kvinde, der kun ser sine egen datter én gang om året, siger noget banalt, der rammer (mig, i hvert fald) underligt ubanalt: »Jeg kunne ikke tænke mig at have det sådan selv, men jeg er jo så heldig, og det er du også … tænk at være født i Danmark. Vi er en af verdens rigeste lande, og vi tager det som en selvfølge.«

Dubai er i dét lys en tydeliggørelse af Danmarks privilegier, luksusproblemer og værdiovervejelser: Der er den 19-årige kvinde, der ikke vil diskrimineres af mænd, men som også holder af at blive behandlet som en ’kvinde’, en ’prinsesse’. En anden sammenligner de indiske løsarbejderes livsvilkår med flygtningelejre, men, som hun realistisk erkender: »Man vænner sig til ting. Man bliver mere hårdhudet.«

Den erfaring, kvinderne taler ud fra, adskiller sig ikke, trods det ’arabiske Andet’, mærkbart fra den logik, som vi middelklasse-privilegerede P1-lyttere også lever i. I det perspektiv hæver Dubais danske damer sig til noget, der ikke bare handler om uhørt dekadence (otte eller ni badeværelser), men om, hvad det materialistiske fatamorgana repræsenterer. Og her er vi måske alle ’dekadanskere’, fanget af samme paradokser. I Dubai. København. Herning. Dét er måske den smukkeste, og grimmeste, lærdom ved Mikkel Clausens radioserielle P1-spejlinger af den eskapistiske udlandsdansker.

Dubais danske damer. P1-serie i 4 afsnit. Tredje afsnit sendes i dag kl. 11:30, sidste afsnit torsdag den 29. marts kl. 11:30 på P1. Genudsendes den 23. og 30. marts. Hør eller hent som podcast på dr.dk/dubai

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nogle af disse guld-kvinder (med 5 guldkæder om halsen) keder sig bestemt også gudsjammerligt imens deres mænd tjener penge...ikke alle elsker at være overklasse hausfrau.... det kan godt blive temmeligt meningsløst og ensformigt og ganske givet også moralsk nedbryddende når man begynder ægteskabelige diskussioner om hvorvidt man skal give den phillipinske hushjælp 1500kr om måneden for 18 timers arbejde dagligt og en ferie hjem til sine børn en gang årligt eller om man skal gøre som alle de øvrige og sætte lønnen ned til 1000kr månedligt og kræve at hun lader sig vække goså på et hvilket som heslt tidspunkt og kun en gang månedligt kan mødes med sin mand der også arbejder i Dubai...mens deres børn går i skole og bor hos mormor i hjemlandet...

Carsten Hansen

Jeg har ved den søde grød aldrig forstået at oplyste danskere vil bosætte sig i sådanne undertrykkende lande.

Selvfedhed og manglende empati overtrumfer desværre sund fornuft, hos nogen.

En god artikel om et godt program, men blot to tilføjelser til KATRINE HORNSTRUP YDE
1) Selvom det giver en god læsning af programmet tror jeg faktisk ikke kvinden siger at hendes liv ikke er ’virkeligt’ men derimod ikke ’normalt’. At hele resten af programmet så underbygger påstanden om at det ikke er virkeligt er et andet spørgsmål. Hun siger det faktisk ikke.
2) Titelmelodien. Det er introen til titelsangen fra James Bond’s ’You Only Live Twice’, der med sine svulmende violiner giver øjeblikkelige associationer til ’ferie på tropeø’ med en lækker James-Bond-blondine ventende i hotelværelset, men som netop også – for dem der kender sangen – giver en reference til det ’andet’ liv disse kvinder lever i Dubai. De lever ’twice’ som sangen siger, præcis fordi de flytter fra Danmark, og det liv de lever ’twice’ på overfladen ligner et James Bond ferieparadis, og derfor er musikvalget spot-on!
Til Carsten Hansen
Det fede ved de her programmer er jo at de faktisk giver et delvist svar på hvorfor de bosætter sig der. Der er fx kvinden der er libanesisk gift, og dermed har mulighed for enten at bosætte sig i Danmark ’hvor kun halvdelen af os er velkomne’ altså hende, men ikke hendes mand, eller i et land hvor alle kan komme ind, hvis de da kan tjene penge, altså Dubai. Et dilemma som jeg tror flere og flere danskere kommer til at stå i, i de næste år – mig selv inklusive. Hvad gør vi med vores værdier, når det viser sig at vi faktisk kun kan opretholde dem indenfor Danmarks grænser, og at Danmark er blevet et chauvinistisk land hvor man ikke kan bo med mindre man er dansker?

Rikke Ebel Nielsen

Vi har alle vores roller og muligheder her i livet. Jeg foreslår at vi ser på vores situation og vores drømme og går benhårdt efter det vi gerne vil, ligegyldigt om vi er house wide i Dubai eller anmelder på information. Vi har jo kun et liv. Jeg nyder det privilegie ikke at behøve at være ansvarlig for indkomsten i familien lige nu og derfor kan gå efter andre af mine drømme. En anden gave for mig ved at komme til Dubai er at jeg har fået mulighed for at være sammen med mine børn på en helt anden måde nu end da jeg var karriere mor i Danmark.