Læsetid: 3 min.

Erindringsbog provokerer

Er Christian Zwettlers netop udkomne erindringer om sine voldelige og kriminelle politiske aktiviteter fra tiden i BZ-miljøet forherligelse af vold, som aldrig skulle være trykt, eller vigtigt kildemateriale?
31. marts 2012

Skal man tro anmelderen Bent Blüdnikov, er Christian Zwettlers erindringsbog Jeg revolutionær en plat reklamebog for voldsfantaster. I sin anmeldelse af bogen i Berlingske undrer Blüdnikov sig over, at Zwettler ikke angrer sine politiske holdninger, der blandt andet omfatter den fulde sympati for den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion (RAF).

Zwettlers ekstreme aktivisme kulminerer med et mislykket bankrøveri, der koster ham en dom på tre og et halvt års fængsel. Udgivelsen er ifølge Blüdnikov uden litterære kvaliteter og, forstår man, et stunt fra forlaget People’s Press, der vil tjene penge på en sensation.

På People’s Press forstår man ikke Blüdnikovs kritik af Zwettlers bog, selv om bogen beskriver en mand, der sympatiserer med RAF’s terrormord og selv begår vold mod nynazister.

»Bogen er ikke et talerør for voldsfantaster. Der er tale om en mand, der farer vild. Han beskriver sig selv som en karikatur. Det ærgrer mig, hvis man ikke kan se, at han faktisk skifter bane efter en sen selverkendelse,« siger redaktør Troels Præstegaard Sørensen.

»Hvis det er hele vejen rundt og ikke kun Blüdnikov, der mener, at bogen er et anløbent projekt, så har vi taget fejl. Men vi står stadig ved, at det er en indsigtsfuld og god bog. Vi vil med bogen bidrage til et indblik i den yderste venstrefløj efter Murens fald,« siger han.

Adrenalinkick

Journalist Lars Borking, der har skrevet Zwettlers beretning, er også overrasket over Blüdnikovs kritik:

»Jeg mener, at det handler om en mand, der farer vild. Men det er heftige ting, han oplever, og det gør det til en spændende historie,« siger han.

Lars Borking har forsøgt så nøgternt så muligt at beskrive de voldelige episoder, som Zwettler beretter om. Om adrenalinkicket, som en drivende kraft og om den manglende refleksion over handlingerne.

»Det glæder mig, hvis læseren mener, at Zwettler mangler refleksion. Det er en sund reaktion fra læseren. Jeg har tillid til, at læseren kan se det vanvittige i mange af Zwettlers handlinger, det er ikke en dom, jeg som beretter skal lægge ind i teksten«, siger Lars Borking.

Zwettler erkender flere gange i bogen, at han stort set står alene i sine betragtninger om den voldelige revolution, både i BZ-bevægelsen og under sit fængselsophold.

»Indimellem går det op for ham, at det, han har gang i, er langt ude, men han tager ikke konsekvensen. Jeg oplever, at hans identitet som actionman og revolutionær avantgarde er meget vigtigere end det, han påstår at kæmpe for. Måske er det derfor, at han heller ikke angrer i dag,« siger Lars Borking.

Debatten er i gang

Det kommer ikke bag på Chris Holmsted Larsen, historiker på Roskilde Universitet, at Blüdnikov farer i flint.

»Bogen er et partsindlæg med stærke holdninger. Den er provokerende, fordi vi lever i en tid, hvor man skal angre. I dansk kontekst er det den yderste venstrefløj, der skal angre. Og det gør Zwettler ikke,« siger Chris Holmsted Larsen.

»Det er ikke meningen, at en historiker skal se på kildemateriale ud fra et moralsk synspunkt, men ud fra materialets historiske værdi og følgelig betydningen for forståelsen af vores samtid. Zwettler er interessant, fordi der er et politisk indhold i hans kriminalitet i modsætning til for eksempel rockeren Jønke,« siger han.

Bogen er en vigtig kilde, fordi den giver indblik i en periode (1980-1990’erne), som ikke er særligt belyst endnu, mener historikeren. Han sammenligner også Blüdnikovs anmeldelse med reaktionerne på et københavnsk teaters erklæring om at ville opføre et stykke om den norske terrorist Breivik:

»Selv en diskussion om den danske samarbejdspolitik under besættelsen kan stadig få sindene i kog i Danmark. Lige så nødvendigt er det med den debat, som Zwettler kan sætte i gang,« siger Chris Holmsted Larsen.

Og den debat er godt i gang. Zwettlers bog møder ikke kun kritik fra Berlingske, men også fra den venstreorienterede webportal Modkraft. I en anmeldelse her angribes Zwettler for sine karakterbrist. Angreb, der vidner om, at anmelderen har et personligt kendskab til Zwettler. Men heller ikke forlaget går ram forbi. Anmelderen mener (ligesom Blüdnikov), at bogen er uden refleksioner og kun har salgsværdi for forlaget, fordi der indgår et bankrøveri, som der spektakulært kan kredses om.

 

Christian Zwettlers bog anmeldes i Information på tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Zwettler deltager selv i debatten på Modkraft, hvor anmelderen også interesserer sig mere for mennesket bag, end selve bogen. Umiddelbar virker sammenligningen med Jønkes bog rimelig, som et indblik i en virkelighedsfjern og selvforskruet tankegang. I begge tilfælde kunne jeg godt finde på at bladre bogen igennem, hvis jeg fx sad i fængsel eller på anden måde blev påtvunget spildtid...

Zwettlers erkendelse af hans voldelige problemløsninger står isolerede på venstrefløjen blev just skåret ud i pap i Århus, hvor de få varylere af samme skuffe ikke fik held til at dominere og trække de fredelige med ned i sølet - naturligvis undtagen i mediernes vrangbillede. I øvrigt er dette overraskende nok trængt ind selv hos en betonhjerne som Blüdnikov. I sin gennemgang af terroren i Danmark konkluderer han, at "der har været meget debat om den radikale venstrefløjs voldsfascination, men meget af den foreløbige vurdering har taget udgangspunkt i retorikken, og når man ser på de konkrete handlinger, så er det gennemgående karakteristisk, at den danske venstrefløj var fornuftig og tilbageholdende".

Christian Zwettler

Jeg vil heller være hadet for hvem jeg er, end at være elsket for hvem jeg ikke er (Christian Zwettler)

For mig handler debaten om at tage ansvar for sine holdninger og gerninger, ikke om anger eller bullshit folk. Lad mig sige fra starten at jeg ikke har pakket min budskab ind i en masse fine ord, eller for den slags skyld i en masse fine og overflødigt flosker. Det er nok en af grundene at både folk fra højre og venstrefløj betegner mig som idiot.
Jeg har lavet min selfbiografi fordi jeg vil konfrontere og provokere, jeg vil vise at det ikke nydder at ikke lydde til andre hvis man vil forandre verden til nogen positiv. Men at det er vigtig at tænke selv og at det er vigtig at kæmpe for hvad man tro på !

Jeg vil bidrage med lidt progressivitet i en efter min mening enorm højreorienteret/borgerlige verden. De fleste politiske og kulturelle meningsdanner i Danmark som Helle Ib, Hans Engel, Michael Kristiansen, Peter Mogensen eller Henrik Qvortrup... er jo alle højreorienteret/borgelige. De fleste provokatøre i Danmark Søren Pind, Anders Samuelsen, Morten Messerschmidt.... er jo alle højreorienteret/borgerlige.

Måske Tom Paamand har du ret, det handler ikke om at konfrontere sig med holdninger som er anderledes end dine, men kun at forholde sig til sine egen holdninger, og mennesker som er enig med dig :) Men det var netop denne holdning, "der var skyldt" i at jeg synes vold er den eneste løsning - nemlig ikke at lytte også til andre meninger, mennesker som var uenig med mig, eller forholde mig til virkeligheden som den er, ikke som jeg ment den var :)

Måske burde du læse min bog selvom du ikke f.eks. sad i fængsel eller på anden måde blev påtvunget spildtid… måske synes du jeg er komplet idiot, måske synes du nogen af mine holdninger er sgu ok, men helt sikker udvider du din horisont :)

Stig Rasmussen

Christian Zwettlers bog er nærmere beslægtet med Arek Onyszkos "Fucking Polak" eller Stig Tøftings "No regrets", hvor hovedbudskabet er at man er klar over at man er et ubehageligt menneske med ubehagelige holdninger og ikke har planer om at ændre dette.

Fint nok, men hvad interessant er der i det?

Christian Zwettler

Ja hvorfor læse bogen:

Nogle anmeldelse fra folk som har læst bogen;

Her er for en gang skyld en person der har taget nogle valg med sit liv - en person som faktisk diskutere det systemmet bygger på:
Den private ejendomsret (/kimen til alt ondt - kimen til stress - beskrevet i bogen), fremmedgørelse (det ikke at være i kontakt med noget dybere i sig selv - beskrevet i bogen ), såkaldt ytringsfrihed (aviserne, medierne skriver ikke hvad skal tænke - men det de skriver om er det folk tænker på - beskrevet i bogen ), udbytning (nationer imellem - folk i mellem , klasser i mellem - beskrevet i bogen), konsumsvineri fra morgen til aften (forbrug, forbrug og endnu mere forbrug -beskrevet i bogen ), den legale "venstre"fløj ( de lamme fra fx enhedslisten - beskrevet i bogen) parlamentarismen (narresut) - beskrevet i bogen, institutionaliseringen af folk (i Danmark går folk fra institution til institution i hele ders liv - beskrevet i bogen ), parforholdets lyksaligheder - beskrevet i bogen. Hvor ofte bliver disse ting diskuteret??? mener Delfin

»Bogen er et partsindlæg med stærke holdninger. Den er provokerende, fordi vi lever i en tid, hvor man skal angre. I dansk kontekst er det den yderste venstrefløj, der skal angre. Og det gør Zwettler ikke,« Zwettler er interessant, fordi der er et politisk indhold i hans kriminalitet i modsætning til for eksempel rockeren Jønke,« Bogen er en vigtig kilde, fordi den giver indblik i en periode (1980-1990’erne), som ikke er særligt belyst endnu, mener Chris Holmsted Larsen, historiker på Roskilde Universitet.

Når det er sagt, er Christian Zwettlers selvbiografi afgjort en politisk og velskrevet livshistorie. Absolut mere interessant end de fleste selvbiografier, der oversvømmer den danske bogmarked. Christian har noget at fortælle og bogen er på ingen måde kedelig. Den følger forfatteren i en hæsblæsende rytme fra episode til episode. Hans lune og stedvise selvironi virker modsat og formildende på hans sommetider nådesløse reaktion overfor tidligere kampfæller, som ikke kan eller vil følge hans løbende nye projekter. En vej som tangerede mellem tiltalende antiautoritær stædighed og impulsiv selvudslettelse. mener autonominfoservice.dk

Lettere forbløffet noterer man under læsningen, at Christian Zwettler ikke synes at have skiftet holdninger siden ungdomsdagene i det voldelige miljø. Han hylder stadig den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion og kalder dens medlemmer »kammerater«. Han fremmaner stadig et billede af det danske politi som nogle modbydelige typer og skriver henrykt om de »mega tæsk«, han var med til at give politiet. Han tror stadig, at RAFs medlemmer, Andreas Baader og Ulrike Meinhof, blev myrdet i Stammheim-fængslet. Han skriver, at han vil føre faklen fra Rote Armee Fraktion videre. Om Blekingegadebandens aktiviteter hedder det: »Det får aldrig mit pis i kog, at de har skudt en politimand. Han bad om det.«
Der er ikke skyggen af reflektion eller litterær kvalitet i bogen. Her er ingen skjult Jean Genet, der i efterkrigstiden henrykkede venstreintelligensiaen i Frankrig med sin beskrivelse af sit forbryderiske virke. Men Genet havde dog en litterær kvalitet. At Zwettler i store dele af sit liv har været på social bistand fortælles med en selvfølgelighed, og i det hele taget kan man undre sig over, at det offentlige har behandlet ham så nænsomt, som det har. Han synes ikke at have anger over for de mennesker, som han med sine voldelige aktioner krænkede. Til sidst er der en sætning, der skal antyde, at han nu vil se på sine modstandere med ny respekt, men denne sætning modsiges af resten af bogen. mener Bent Blüdnikow

Den handler bla. om fascinationen af det forbudte. Energien i et ungdomsoprør, en gadekamp, et bankrøveri, det at mærke adrenalinen ved at gøre noget ulovligt. En afstandtagen fra det etablerede.
Gennem tiden er alt, hvad der er farligt, ofte blevet normen efter et stykke tid. Det farlige er i en ligning med det normale altid forud for sin tid. Det er en af grundene til, at typer som mig, der føler sig hævet over loven ikke bare karakteriseres som frisindede, men også som avantgardistiske. Og netop det at være forud for sin tid er en af de ting, mange mennesker konstant stræber efter.
Derfor kobles det moderne sammen med ikke at være helt tilpasset normerne og reglerne. Selvom jeg på ingen måde har taget afstand fra mine tidligere handlinger, så har min fortid ikke påvirket mit liv i nævneværdig grad, fordi du bestemmer jo selv, om du fortryder eller har det godt med dine handlinger. Læs bogen og døm selv ! mener Christian Zwettler

OK, Christian - jeg skriver efter et anmeldereksemplar. Holdningsmæssigt ser det ud til fra dine citater, at jeg vil kunne overraske mig selv ved at blive (lidt) enig med Bent Blüdnikow... På trods af din småperfide antydning af, at jeg kun ønsker "at forholde mig til mine egen holdninger, og mennesker som er enig med mig".

Fx er min umiddelbare refleksion på weekendens antimuslimske ansamling, at lige de folk kunne det være rigtig interessant at få en kop te sammen med. Netop fordi de er anderledes, og fordi deres skrifter viser, at deres holdninger er baseret på effektive vrangforestillinger. Lidt som jeg ser dine :), som jeg også gerne tager en snak om, hvad jeg har gjort det med mange af dine kollegaer.

Og jo, jeg har også fået bank af politiet, og er smidt i fængsel for mine holdninger. Har levet i 80erne, og har været tæt på en del af de ting, du skriver om - jeg ser på dine svar hos Modkraft, at du kræver den slags "street credit" af folk... Forskellen er, at jeg ikke længere har pubertære behov for at provokere politiet unødigt, men har lært at arbejde rundt om dem, og gudhjælpemig af og til sammen med dem. Hvad der i de bedste tilfælde har skabt bedre mediebilleder og bred sympati - for det spil er det også nødvendigt at spille, fx senest i Østerild.

Voldelige gadedrenge er der rigeligt af i denne verden. En lille dybt selvoptaget revolutionær fortrop med solide skyklapper på over for både kammeraterne og den større verden er simpelthen kontrarevolutionær i sig selv, og er et større problem for min egen kamp, end alle statsmagtens provokationer. Og det anbringer dig solidt på modstander-siden sammen med politi og statsmagt. For "folket" skal med, hvis vi skal ændre noget som helst.

Niels Johansen

@ Tom Paamand

Det er sagt, at midlet helligere målet, men ofte er det også sådan, at midlerne beskriver målet, og der synes jeg, du er inde på noget.

Det er jo ikke kun et spørgsmål om mål og midler, men også hvad forhindringen er, og ofte er der jo mange forskellige midler, og kunne man vælge nogle andre mål osv., osv.

Zwettler siger så, at man skal tage ansvar for sine holdninger, og så går han ud og laver et bankrøveri, ikke bare med et våben, men med et skarpladt skydevåben. Det virker jo meget handlekraftigt, men han kunne lige så godt have kørt spritkørsel i revolutionens navn. Og målet er kommunisme som i Østeuropa, så både mål og midler er forbryderiske.

Niels, jeg tvivler på at ret mange i Danmark nogen sinde har haft lyst til "kommunisme som i Østeuropa", men den del kan hr. Zwettler selv stå på mål for. Og at kalde statskommunismen for en "forbrydelse" går jeg gerne med til, såfremt vi også kan blive enige om at sige det samme om USAs og tilsvarende samfundssystemer. Ikke i relativismens tvivlsomme navn, men fordi ordet ellers er brugt helt forkert...

Til gengæld er jeg helt enig i, at det er machofjollet at røve en bank med våben i hånd - især da der findes så mange andre bedre og mere fredelige måder at gøre det på. Det er jo som bekendt en større forbrydelse at grundlægge en bank, end at røve den. Pt diskuterer militante glæden ved at banke højreradikale og omkvædet lyder, at uden voldelig modstand havde Hitler vundet. Bortset fra at også det kan diskuteres, er proportionssansen hos den slags brushoveder åbenbart slået helt fra...

Problemet med RAF er at strategien er falsk og ikke ser bagom de virkelige problemet under kapitalismen.
RAF - og de autonome - ser ikke, at politiet er ansatte, og at de også er undertrykte af kapitalismen. RAF og de autonome påstår, at politiet er statsmagten, når det er statsmagten, der bruger politiet, bl.a. til at sikre statsmagtens og kapitalens interesser, som jo ofte er sammenfaldende...i dag ikke mindst.

Kampene med politiet som RAF mente var vigtigst varfordi RAF så mente, at den tyske arbejderklasse ville blive så vred og fortørnet over, at dens fortrop, dvs. RAF, blev angrebet af politiet, at arbejderklassen ville rejse sig og lave revolution. Dette skete ikke. I stedet for blev Tyskland langsomt forvandlet til en en politi-stat....

okay jeg btød mig ikke om manden, subjektivt jeg men også tanken om hvor godt et samfund han fortsat mener det er nødvendigt at være voldelig i. Her mener jeg at jeg ikke kan lade være med at overveje hvor godt samfundet mon skal være før han ikke vil bruge vold, om den dag nogensinde kommer.Min tanke er at det er en slags selvperspektivistisk psykopati....sorry men helt ærligt... Jeg kan forstå hvis der slet ingen muligheder er for at få mad og behandling hvis man er syg, om folk skal ligge og dø på gaden og sulte, ja så forstår jeg godt at nogen griber til revolution og vold...og våben endda... Men helt ærligt så findes der masser af andre og mere konstruktive måder at arbejde for et bedre samfund , end i form af at kaste brosten efter politiet og lave politisk hærværk og vold.
Hvis hans begrundelse er andre samfund, der bliver udnyttet af Danmark, hvorfor er idioten så ikke rejst til de pågældende u-land og har gjort en indsats der som u-landsfrivillig, jeg tror han har forelsket sig i drømmen om at være revolutionær frem for alt andet, og derfor selvfed fra sit perspektiv...

Stiller man sig op ung, stolt og stærk og viser med sin attitude at man ikke finder sig i en skid, så lugter myndighedernes egne kampsoldater straks blod - sådan er det bare. Bornerthed er borgerskabets reaktion på ubændig frihedstrang.

Anders Kristensen

Følelsen af afmagt over system, regering, you name it, kan jeg godt forstå kan give lyst til at slå voldeligt igen.... MEN.... Jeg mener at man altid skal være "bedre" end sine fjender... Argumenter, fakta og dialog er det der virker i det lange løb.. Selvom jeg bliver noget TRÆT når Joachim, thyssen og dahl bliver ved og ved... Men vold løser intet!!!