Læsetid: 3 min.

Erotisk snavs

Kim Leines vandmærke er den væskende krop
Foto: ZooK2/Creative Commons

Foto: ZooK2/Creative Commons

23. marts 2012

Ingen kan skrive om snavs som Kim Leine.

Ingen kan som han skrive om snavset som menneskets grundelement. I Leines nye store epos, Profeterne i Evighedsfjorden, er det første, der sker for hovedpersonen Morten Falck, da han i 1782 ankommer som ung student til København, at han træder ned i rendestenen og får sin støvle »gennemtrukken af en væske hvis bestanddele han ikke har lyst til at tænke på«.

Det er kun den første i en lang række af mere eller mindre ækle væsker, som gennemstrømmer Leines skildring af det danske riges københavnske centrum så vel som dets grønlandske periferi.

Hermafroditsperm, ekskrementer, urin og sivende forrådnelse flyder ud af Leines kroppe i en lind strøm. De hvidpudrede 1700-tals-parykker kravler af lus, men det er ikke kun ulækkert.

Fordærv og forførelse

En særlig snavsets erotik opstår, når det møder det rene. Romanens mest erotiske scene indtræffer for denne læser i romanens grønlandsdel, da den hvidpudrede købmandsfrue omsorgsfuldt voldtages af den snavsede smed. Det lyder corny, men det er så delikat og detaljeret udfoldet i Leines sanse- og kropsnære prosa, at det hæver sig over pornografisk plathed (bliver litteraten jo i hvert fald nødt til at hævde, al den stund hun lod sig rive ganske og aldeles med …).

Fantastisk er det øjeblik, hvor smeden tager en bid af den fine frues kind, får munden fuld af pudder og råber »pføj«. Her er det selve det rene, selve det, der skal skjule snavset, der er blevet til snavset selv. Det er, som om menneskekroppen hos Leine er i en konstant opløsningsproces, hvad enten det er sved eller slim eller råddenskab, der siver ud af den.

Det forunderlige er, at man som læser ikke bare brækker sig, men faktisk kan føle sig opfyldt af en vital glæde over at være lige så gennemtrukket af alt dette flydende fordærv som de skildrede 1700-talseksistenser.

Man kan eksempelvis sammenligne med Harald Voetmanns lige så krasse naturalisme, når han i Vågen skildrer menneskets håbløse kamp for at aftegne faste konturer i en verden, der i sin urgrund er flydende materie. Hos pessimisten Voetmann er den flydende urgrund ikke erotisk, men det er den hos Leine.

Ursuppe

Som ung student i København pendler Morten mellem lig og ludere, mellem obskure medicinske obduktioner i indvoldes iriserende skær og flygtig seksuel tilfredsstillelse i de porte og smøger og baggårde, hvor prostitutionen driftigt florerer. Som ældre tandløs præst i Grønland er han nær den totale opløsning, da han i en periode ’giver slip’ og ligger og vælter rundt i sine egne ekskrementer på et strandet skib, mens hans præstekjole bliver »skummende hvid af mug«.

Meget sigende skildres denne opløsningserfaring som en nærmest religiøs erfaring af ’Altet’:

»Han mærker, hvordan han vrikker sig ud af sin egen krop gennem de til rådighed stående kropsåbninger. Er jeg en del af Altet, eller er Altet en del af mig? Når jeg dør, flyder jeg så ud og blandes op med Den Store Suppe?« Det er denne forankring i en kropslig eksistens, som er gjort af diverse former for udflåd, der er Kim Leines credo.

Det er denne forankring, der forener os med 1700-tallet, og danskere med grønlændere, i Leines epos. Derfor bliver Leines historie aldrig en forsimplet fortælling om de onde danske undertrykkere og de ædle vilde.

Det bliver snarere en fortælling om, at vi alle svømmer rundt i ursuppen. Og at det ret beset burde få os til at droppe ethvert kolonialiseringsforsøg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu