Læsetid: 4 min.

Med evnen til at undres

Milan Kunderas nedslag i det 20. århundredes litteratur og kunst kommer som perler på snor
Skarpt. Når det i den grad er værd at læse Kunderas refleksioner i det lange såvel som i det korte format, er det ikke kun fordi, han skriver flot og iagttager skarpt. Det er tillige, fordi han i al sin blaserte belæsthed heldigvis har bevaret evnen til at undres

Skarpt. Når det i den grad er værd at læse Kunderas refleksioner i det lange såvel som i det korte format, er det ikke kun fordi, han skriver flot og iagttager skarpt. Det er tillige, fordi han i al sin blaserte belæsthed heldigvis har bevaret evnen til at undres

30. marts 2012

For hver den, der er forfalden til kunst og til at tænke over og snakke om kunst, særlig om litteratur, må Milan Kunderas essay Et møde komme som en kostelig gave. Bogen fistrer fra emne til emne, namedropper uden hensyn til læserens forhåndsviden, kerer sig kun lidt om konklusioner, forlader sig med salig fryd på selektiv subjektivitet; men pyt med det, tænker jeg, for hvad man får, er et glødende forsvar for den nysgerrighed og den skabende intelligens, uden hvilken vi ender som barbarer.

Kunderas essay er frembragt på en forfærdelig følelse, som han aldrig havde hjemme i Tjekkoslovakiet, ikke engang i de værste stalinistiske år, men som han hurtigt fik, efter at han var immigreret: »Følelsen af at befinde mig i en epoke efter kunsten, i en verden hvor kunsten forsvinder« simpelt hen fordi selve »behovet og sensibiliteten for kunst, kærligheden til kunst forsvinder«.

I 1999 offentliggjorde et parisisk ugemagasin (endda et af de mest seriøse) således en liste over ’Århundredes genier’. Der var atten på listen: Coco Chanel, Maria Callas, Sigmund Freud, Marie Curie, Yves Saint Laurent, Le Corbusier, Alexander Fleming, Robert Oppenheimer, Rockefeller, Stanley Kubrick, Bill Gates, Pablo Picasso, Ford, Albert Einstein, Robert Noyce, Edward Teller, Thomas Edison, Morgan. Altså: ingen romanforfatter, ingen digter, ingen dramatiker, ingen filosof, ingen komponist – men to designere. Klart og tydeligt kundgjorde listen en reel forandring, nemlig »Europas nye forhold til litteraturen, til filosofien, til kunsten«.

Kunderas essays kan læses som en personlig protest imod denne tilstand. De længste stykker handler om Francis Bacons »brutale« portrætkunst, om de franske forfatteres mangeårige rygmarvsrefleksagtige sortlistning af Anatole France, om det opløftende møde med den fransk-afrikansk-amerikanske blandingskultur på Martinique, skabt i dualiteten, gennem kompleksiteten i en medierende kontekst, og just derfor original, om Janáceks musik samt om Malapartes to mesterromaner Kaput (1944, da. 1948) og La pelle (1949, da. Det dyrebare skind eller Huden, 1950 og senere udgaver), som vi får analyseret suverænt præcist og indsat i historisk perspektiv. Her indfanges nemlig gennem skildringen af Italien under og efter Anden Verdenskrig det nye Europa, det, der »blev født af et enormt nederlag, som ikke har sin lige i dets historie; for første gang blev Europa besejret, Europa som sådan, hele Europa. Overvundet først af sin egen ondskabs vanvid inkarneret i nazi-Tyskland og siden befriet på den ene side af Amerika, på den anden side af Rusland. Befriet og besat. Jeg siger det uden ironi«.

Sådan skriver Milan Kundera: rammende og frækt, uforbeholdent og klogt. Metoden fungerer tillige i essaysamlingens mindre stykker, der kommer som perler på en snor, med erindringsglimt, analyser, portrætter, øjenåbnende nedslag i det 20. århundredes litteratur og kunst.

Et ordentligt essay

Skulle man med nogle stikord karakterisere hans form, måtte man begynde med hans sans for retorisk effektiv overdrivelse; han sætter sine pointer på spidsen. Man kunne fremhæve hans evne til reduktion og repetition; flotte indsigter gentages gerne! Man kunne fremdrage hans komiske opremsninger og hans emfatiske opbremsninger dér, hvor det for alvor brænder på. Ved siden af at belære os om kunstens nødvendighed får han også vist, hvordan man laver et ordentligt essay!

Når det i den grad er værd at læse Kunderas refleksioner i det lange såvel som i det korte format, er det ikke kun, fordi han skriver flot og iagttager skarpt. Det er tillige, fordi han i al sin blaserte belæsthed heldigvis har bevaret evnen til at undres. F.eks. undrer det ham, at romanens forsinkede avantgardister i halvtredserne vandt gehør på modernisme konstrueret ad den rene naivitets vej: »En roman uden personer, uden intrige, uden historie, om muligt uden tegnsætning. En roman som dengang lod sig kalde anti-roman.«

Ærke-romanen

Over for denne polemiske karikatur (som vel især skal omfatte f.eks. Robbe-Grillet, Butor og Philippe Sollers?) stiller Kundera sit personlige ideal »ærke-romanen«, »for det første kendetegnet ved at koncentrere sig om det som kun en roman kan sige, for det andet ved at genopvække alle de forsømte og glemte muligheder som romanen har akkumuleret i sin fire århundreder lange historie«. Denne glorværdige tradition starter hos Cervantes, som eksiltjekken lovpriste i Romankunsten, men også hos Rabelais, som er helt i midterstykket i den nye bog takket være værket Gargantua-Pantagruel, skabt i »et mirakuløst øjeblik som ikke kommer tilbage, hvor en kunstart endnu ikke har konstitueret sig som sådan og altså endnu ikke er normativt begrænset«. Senere kom der mere styr på de ting, en overgang så meget, at kloge hoveder kunne hævde, at romanen var død, eller som Sartre foragte genren så voldsomt, at de asketisk talte om »prosa«.

En af dem, der fortsat havde tillid til romanen – romanen der iflg. Kundera »isolerer et individ, belyser hele hans livshistorie, hans idéer, hans følelser, gør ham uerstattelig, gør ham til altings centrum« – er førnævnte Curzio Malaparte. Men på essayistens favorithylde står også García Marquez samt islandske Gudbergur Bergsson med romanen Svanen fra 1991, som nærværende anmelder oversatte tilbage i 1992. Da jeg læste Kunderas indfølte hyldest til denne genialske roman om en uvorn niårig Reykjavikpige anbragt ude på landet til opdragelse og som straf, fik jeg en lykkelig klump i halsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ja han er en stor mand i mine øjne , titlen "Tilværelsens ulidelige lethed" jeg ved ikke om den er præcist oversat fra originalsproget, men denne tittel er den jeg i mit liv har funderet allermest over....

hvor pinefuld ensomheden i overfladiskheden kan være ved ikke at ville række helt ind i sjælen hos medmennesket....det er måske i dag den mest genenemgribende kultursygdom i den vestlige verden...

men Josefine Klugart har spirerne til i fremtiden at kunne skrive også helt vidunderligt dybe romaner ... vi har potentialer også i den nyeste nutid...dog i en helt anden retning...