Læsetid: 4 min.

Fantasien er hans fjende

Ib Michael vil skrive om hjertets hemmeligheder, men skriver snarere om dets kaput mortuum, om de rester, der ikke kan bearbejdes. Det er skiftevist ulideligt og moderat interessant
Tanketåger. Det er som om, Ib Michael simpelthen sprutter ud i tanketåger, når han ikke rigtigt ved, hvad han skal skrive. Den her bog var åbenbart lang tid om at komme i gang, uvist af hvilken grund skal vi have de indledende kruseduller, alt kosmo-kaudervælsket med.

Tanketåger. Det er som om, Ib Michael simpelthen sprutter ud i tanketåger, når han ikke rigtigt ved, hvad han skal skrive. Den her bog var åbenbart lang tid om at komme i gang, uvist af hvilken grund skal vi have de indledende kruseduller, alt kosmo-kaudervælsket med.

Sofie Amalie Klougart

30. marts 2012

Efter endt læsning bliver man nødt til at vende tilbage til de første halvfjerds sider af Hjertets hemmeligheder, Ib Michaels nye samling af essays, erindringsstykker og andre blandede bolsjer fra skrivebordsskuffen. For var de virkeligt så dovne og upræcise i deres sprog, så helt tankeforladte, som man huskede? Resten af bogen er jo ujævn, men ikke uinteressant.

Det var de ikke kun, men de var det også. Og det især, når Ib Michael stavrer sig op på de helt høje nagler. Så skal teoretisk fysik, østens mystik, alverdens politik og, nå ja, hjertets hemmeligheder flettes sammen. Så slår sproget med en art eksem, hvor alt ligesom skal belæsses med to, tre, fire formuleringer, som om dét kunne piske noget vigtigt frem. Men det bliver kun til levret skum, helt uden substans:

»Når jeg tænker på samtlige væsner som har levet på denne planet gennem årmillioner og efterladt deres knogler, skeletter og kranier, forstår jeg ikke at planeten ikke for længe siden, som et overlæsset skib, er sunket ned i rumhavets dyb, efterladende sig en af de tyngdegrave videnskaben benævner som et sort hul. Og når jeg tænker på alle de klumper af kød, som i én fortsat strøm er blevet født tilbage til kredsløbet, så fatter jeg endnu mindre. Jo mindre jeg fatter, jo klogere er jeg.«

Den slags. Almindeligheder nødtørftigt forklædt i kosmiske gevandter. Men i en senere passage, der på halvanden side glider fra følelsernes intelligens til meditation, medfølelse og så storpolitik, erklærer Ib Michael alligevel skråsikkert, at »Mind-control er en forudsætning for verdensfreden, men prøv lige at fortælle en israeler eller en Taliban-kriger det«. Så så meget har han altså fattet, og er ikke blevet klogere af den grund.

Politisk set er det hårrejsende naivt, dette stivbenede opkog fra halvfjerdsernes new-age-kultur. Men det er også som om, Ib Michael simpelthen sprutter ud i tanketåger, når han ikke rigtigt ved, hvad han skal skrive. Den her bog var åbenbart lang tid om at komme i gang, uvist af hvilken grund skal vi have de indledende kruseduller, alt kosmo-kaudervælsket med.

Drengestreg

Faktisk kan det stå som en lære i Hjertets hemmeligheder: Ib Michael dyrker gerne det komplementære, tingenes dobbelte natur, alt det, der ikke kan indfanges af vores almindelige forståelse. For ham kan digtningen så alligevel beskrive det. Den har »en sjette sans, et tredje øje, en femte kolonne«, som han skriver undervejs. Mens læseren tænker: dobbeltkonfektalarm!

Men denne gang er han faktisk bedst, når han forpligter sig på det konkrete, når hans fantasier fylder mindre end verden omkring ham.

Hjertets hemmeligheder er hele vejen igennem meget løs og causerende, som bog associerer den sig af sted uden rigtig at forpligte sig på noget. Den bærer ikke tegn på mere end sin første nedskrivning. Man glider ligesom fra det ene til det andet, revl og krat mellem hinanden. Men som læser er man mest fanget, når Ib Michael fortæller erindringsglimt fra sine ture i Mexico og Sydamerika og Østasien, og i de korte glimt fra hans samtaler med andre danske forfattere. Når han skriver om dén Maya-kultur, han faktisk ved noget om, og om dén tragedie, opdagelsen af Amerika også var. Når han vender tilbage til sin barndom og ungdom, som han også har skrevet om i sine erindringsromaner.

Sjovt nok kan han komme tættere på sine egne smertepunkter, nu når han ikke digter til. I en serie erindringer om sin dæmoniske far kan han f.eks. indrømme, at han i Den tolvte rytter skar det smerteligste fra, digtede en anerkendelse ind, som aldrig fandt sted i virkeligheden. I Den tolvte rytter letter faren på hatten, da sønnen formår et kæmpespring til hest. Men i disse erindringer siger han bare: »Vi siger ikke noget til mor!« Her ændrer han reglerne, kort sagt, som det passer ham. Inden Ib Michael sprang, var der tale om en manddomsprøve, bagefter en drengestreg. Tilbage står en følelse af at blive svigtet, som – igen: det er noget af det fine ved Hjertets hemmeligheder – Ib Michael åbent vedstår aldrig er forsvundet.

En god læser

De sidste dele af Hjertets hemmeligheder handler især om Paul Gauguin, Herman Melville og Gunnar Ekelöf. Også her er de indlagte drømmepassager og fantasier generelt uinteressante. Når Ib Michael til gengæld fokuserer på, hvordan Gauguin og Melville i deres liv og værk både vil fastholde Sydhavet som et lykkens sted og dens dæmoniske bagside, så viser han sig som en virkelig god læser. Man får lyst til at læse bøgerne og se billederne igen, simpelthen.

En sidste kvalitet ved bogen er mest for de særligt interesserede: flere gange løfter Ib Michael på sløret for kilderne til de fiktive skikkelser i sine romaner. Man får ligesom et blik ind på forfatterskabets bagscene, på de kilder, han digter videre på. Det er også noget.

Kan man se gennem fingre med det kosmiske kaudervælsk – eller lader man sig efterhånden bedøve af det, så man hverken glædes eller irriteres undervejs – og kan man leve med, at den er usædvanligt løst komponeret, ja, så kan man finde gode ting i denne bog. Alligevel er den venligste tolkning af Hjertets hemmeligheder nok, at dens sider optrykker slagger fra værkstedet, nogle ikke helt bearbejdede, nogle ikke helt til at redde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer